Etik er læren om moral – det samme som moralfilosofi. Dens overordnede formål er at studere, hvordan man bør handle. Etikken har sine rødder i den antikke græske filosofi og er til stadighed et af filosofiens vigtigste områder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet etik kommer af græsk ethikos 'vedr. moral', af etos.
Også kendt som

morallære

Inden for etikken skelnes der ofte mellem normativ etik, der undersøger de generelle moralske regler, metaetik, der undersøger moralens natur, og anvendt etik, der undersøger de moralske problemstillinger knyttet til bestemte områder, fx medicinsk etik.

Skelnen mellem etik og moral

Der kan skelnes mellem etik og moral således: Moral er de normer, værdier og holdninger, der afgør, hvad der er rigtigt og forkert, etik er overvejelserne over moralens grundlag. Moral er de konkrete forskrifter, etik er moralfilosofi.

Der er dog ikke enighed om denne skelnen, og på visse andre sprog, fx engelsk, forholder det sig omvendt.

Etikkens tidlige historie

I den vestlige kulturkreds kendes etiske overvejelser tilbage fra Sokrates. Lige siden har diskussionen om etiske emner præget den filosofiske tradition. Oldtidens etik var overvejende intellektualistisk og optimistisk.

Sokrates, Platon, Aristoteles og Epikur

Sokrates mente således, at dyd — duelighed — er viden. Det vil sige, at viden om det gode medfører, at man gør det gode, og at den, der gør det gode, også bliver lykkelig. Ved viden forstod han dog ikke blot kendskab til det gode, men en personligt tilegnet indsigt.

Platon og Aristoteles bearbejdede og modificerede denne opfattelse, mens Epikur hævdede, at det gode er lyst og fravær af smerte.

Stoikerne

Stoikerne, hvis etik fik stor betydning for romerne og siden hen for renæssancen, lagde som Sokrates vægt på indsigt, men tillige på at bevare sjælero ved at forholde sig ligegyldigt over for ydre tilskikkelser. Stoicismen lever bl.a. videre i det engelske gentlemanideal. Oldtidens etik var en lære om, hvordan den enkelte borger skulle føre sit liv.

Augustin

Med Augustin arbejdes den græske etik sammen med kristne tanker. Vægten forskydes til forholdet til medmennesket. Grækernes venskabsideal bliver erstattet af den kristne kærlighedstanke, og grækernes optimisme blev erstattet af en vis pessimisme: Mennesket magter ikke det gode uden Guds nåde. Dette præger middelalderens etik.

Thomas Aquinas

I en vis modsætning til Augustins platonisk inspirerede, idealistiske etik indarbejdede Thomas Aquinas i 1200-tallet Aristoteles' mere realistiske etik i kristendommen, et forhold, der stadig kan spores i katolsk etik.

Mens kærligheden til Gud og idealet om at finde sin plads i den guddommelige verdensorden er centralt i middelalderens tænkning, bliver etikken fra renæssancen og fremad humanistisk, dvs. det enkelte menneske og de menneskelige aktiviteter forstås ud fra sig selv og som noget, der har værdi i sig selv.

Etikken i årene 1600 til 1850

Etikkens udvikling var i perioden ca. 1600-1850 præget af forskellige humanistiske begrundelser for de etiske principper.

Hobbes, Spinoza og Hume

Thomas Hobbes mente, at der til grund for al politik og etik ligger en art aftale, en kontrakt. Spinozas etik bygger på tanken om, at alt er natur og udgør en enhed; indsigt i denne enhed fører bl.a. til de grundlæggende dyder, livsmod og højsind. David Hume fandt etikkens grundlag i følelser, først og fremmest en fællesmenneskelig sympatifølelse.

Immanuel Kant

Immanuel Kant fandt etikkens grundlag i den morallov, som fornuften giver sig selv: det "kategoriske imperativ". Dette grundlæggende pligtbud formuleres fx på den måde, at man skal handle sådan, at den regel, man handler efter, kan gøres til almen lov, dvs. den skal have universel gyldighed. For eksempel må du aldrig alene bruge det andet menneske som middel. Det er formodentlig den europæiske humanismes mest indflydelsesrige formulering.

Etikken i oplysningstiden

I oplysningstiden slog nytteetiske synspunkter stærkt igennem, ikke mindst i England, hvor Jeremy Bentham og senere John Stuart Mill hævdede, at det gode er lig med den størst mulige lykke for flest mulige mennesker.

Etikken efter midten af 1800-tallet

Tiden siden midten af 1800-tallet har især rummet en eksistentialistisk etik, præget af Kierkegaard og videreført af bl.a. Sartre, en generel moralkritik, fx Nietzsches, samt af diskussioner mellem nytteetiske og pligtetiske standpunkter. Det sidste har især kunnet spores i de engelsktalende lande, hvor også metaetikken er opstået. Den beskæftiger sig med analyse af moralske begreber og moralsk argumentation.

I dansk filosofi har etik altid indtaget en central plads. Den danske "livsfilosofiske tradition" har frem til 1900-tallet været den dominerende og er stadig meget livskraftig. Etiske overvejelser finder man således hos Ludvig Holberg (især hans Moralske Tanker, 1744), hos Poul Martin Møller og Harald Høffding.

Søren Kierkegaard

De mest dybtgående overvejelser over etik i 1800-tallet findes hos Kierkegaard, der hævder, at etikkens principper står fast i kraft af den enkeltes valg af dem. Gud er den instans, der giver valget alvor, men den enkelte må fra situation til situation selv stå inde for, at han eller hun vælger.

K.E. Løgstrup

I 1900-tallet er et originalt etisk synspunkt blevet udformet af K.E. Løgstrup. Det er Løgstrups opfattelse, at menneskelivet er anlagt på en række i sig selv gode livsmuligheder, kaldet de suveræne eller spontane livsytringer: kærlighed, tillid, oprigtighed mv. De er bærende i det mellemmenneskelige samvær, der bl.a. er karakteriseret ved, at vi som mennesker er gensidigt afhængige. Hvor de suveræne livsytringer ikke sætter sig igennem, træder etikken til som fordring, jf. den etiske fordring.

Etikkens systematik

Etik deles ofte i normativ etik, dvs. etiske teorier, der fastlægger principper for handling og vurdering, metaetik, der er overvejelser over den normative etiks egenart og begrundelsesmåder, og anvendt etik, der er etiske overvejelser knyttet til bestemte områder såsom medicin, politik, bioteknologi og krig.

Normativ etik

Traditionelt skelner man inden for den normative etik mellem to hovedsynspunkter: konsekvensetik og pligtetik.

Konsekvensetik

Konsekvensetikken, også kaldet måletik eller teleologisk etik, hævder, at den rigtige handling altid er den, der frembringer de mest værdifulde resultater. Dette begrundes med, at intet kan være mere simpelt og fornuftigt end at søge at øge værdi og modarbejde det modsatte.

Den bedst kendte retning inden for konsekvensetikken er den engelske nytteetik eller utilitarisme.

Pligtetik

Pligtetik, også kaldet deontologisk etik, hævder derimod, at der gives ubetingede pligter, fx at respektere menneskeliv, at respektere den andens selvbestemmelse (autonomi), at holde sine løfter og at tale sandt.

Immanuel Kant er den mest indflydelsesrige filosof inden for pligtetikken, men også fx Kierkegaard er pligtetiker. For Kant er reglerne det afgørende, for Kierkegaard det den enkelte handling. Begge synspunkter er sindelagsetik, dvs. at handlingens intention, ikke dens udfald, er afgørende.

Konsekvensetik og pligtetik i dag

Konsekvensetik og pligtetik findes i dag i stærkt nuancerede og modificerede versioner. Mange synspunkter kan ikke uden videre passes ind i dette skema. Det gælder ikke mindst en række moderne teorier, der lægger vægt på enten erfaringens betydning for etikken, på samværets betydning eller på fortællingen (narrativ etik).

De, der lægger vægt på erfaringens betydning, knytter gerne an til Aristoteles og går derfor under betegnelsen nyaristotelikere, fx Alasdair MacIntyre.

Teorier, der lægger vægt på samværets betydning, kaldes diskursetik. Diskursetikken er en moderne variant af Kants moralfilosofi. Eksempler herpå er Sartres efterladte etik og Løgstrups etik.

Metaetik

Metaetikken diskuterer bl.a., om moralske udsagn rummer erkendelse, dvs. kan være sande eller falske. Tilhængere kaldes kognitivister, modstandere af metaetikken kaldes non-kognitivister.

Endvidere diskuteres det inden for metaetikken, om moralske udsagn kan udledes fra udsagn om naturen eller ej. Synspunkterne kaldes naturalisme og non-naturalisme.

Anvendt etik

Anvendt etik beskæftiger sig med, hvordan individet bør handle i en helt bestemt situation, fx i forhold til dødshjælp. Siden ca. 1980 er den anvendte etik blevet et stadig mere debatteret emne både i fagkredse og i massemedier. Frem til Kant var det dog en selvfølge, at etikken også var anvendt ("praktisk fornuft"), og distinktionen mellem ren og anvendt etik kan anfægtes.

Forskellige sektorer i samfundet har imidlertid brug for særlige etiske overvejelser. Medicinsk etik, diskussioner om folkeret og forretningsmoral hører således til anvendt etik, ligesom miljøetik og bioetik almindeligvis regnes med.

Moderne teknologi har rejst særlige problemer, fx om dødskriterier, transplantationer og kunstig befrugtning, men medicinsk etik har eksisteret siden oldtiden, ligesom de fleste områder af anvendt etik har en lang forhistorie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig