anglokatolicisme

Anglokatolicisme, opstod i England med den højkirkelige Oxfordbevægelse (ikke at forveksle med den senere moralske vækkelsesbevægelse af samme navn). I 1833 holdt John Keble prædikenen "On National Apostacy" (Om det nationale forræderi), som vendte sig imod parlamentets indblanding i kirkens indre anliggender. I 1833-41 udgav Keble, John Henry Newman og Edward B. Pusey en serie småskrifter Tracts for the Times, der gav navn til traktarianismen; heri søgte de tilbage til oldkirken i et opgør med samtidens religiøse ligegyldighed og med vækkelsernes individualistiske omvendelsesreligiøsitet. De slog til lyd for at indføre liturgiske elementer fra den katolske kirke såsom røgelse og messeklæder; anglokatolske præster, der helst skulle leve i cølibat, kaldte sig på katolsk manér Fathers, og efter 1841 opstod de første munkesamfund. Newman hævdede, at den anglikanske kirkes 39 trosartikler fra 1563 var i overensstemmelse med den katolske kirke. Det førte til en voldsom strid, og biskoppen af Oxford gjorde indsigelse mod skriftseriens fortsættelse. Efter Newmans indtræden i den katolske kirke i 1845 overtog Pusey ledelsen, og begrebet Puseyisme opstod. Bevægelsen organiserede sig i 1860 og har siden understøttet en til tider oprørsk ritualisme, der i 1992 gav sig udslag i arg modstand mod kvindelige præster.

Anglokatolicismen har haft bred betydning for den anglikanske kirkes identitet, idet fx liturgiens centrale betydning og opfattelsen af præstens embede som noget særligt deles af mange uden for den anglokatolske bevægelse.