Buddhistisk litteratur, I den omfangsrige buddhistiske litteratur er der ikke en eneste tekst, der stammer fra Buddha selv. Den eneste af de gamle buddhistiske skolers kanon, der er bevaret i sin helhed, er theravadaskolens.

Under et koncilium, der ifølge traditionen blev afholdt kort tid efter Buddhas død (ca. 480 f.Kr.), blev Buddhas lære samlet i kanoniske tekster. De blev i begyndelsen mundtligt overleveret, men blev ifølge traditionen nedskrevet på Sri Lanka i 100-t. f.Kr.

Selvom der skete redaktionelle ændringer i de følgende århundreder, er det i theravadaskolens kanon, der er affattet på det middelindiske sprog pali, at vi finder kilder, der kan kaste lys over den ældste buddhisme. Theravadaskolens kanon, der kaldes Tripitaka (sanskrit; pali Tipitaka 'trekurven'), består af tre hovedgrupper af tekster: Vinayapitaka, Suttapitaka og Abhidhammapitaka.

Vinayapitaka indeholder disciplinære forskrifter for munke og nonner samt forskellige regler af betydning for klosterlivet. Teksterne i Suttapitaka henvender sig til både munke og lægfolk. Suttapitaka indeholder taler, prædikener og udsagn, der tilskrives Buddha eller hans disciple. Den består af fem store tekstsamlinger (nikaya).

I de fire første samlinger er teksterne ordnet efter længde eller grupperet efter indhold eller emner. I den femte samling, der omfatter 15 selvstændige værker, forekommer nogle af den buddhistiske litteraturs berømteste værker, bl.a. Jataka og Dhammapada.

Jataka er en samling på mere end 500 fortællinger om Buddhas tidligere eksistenser. I Dhammapadas 423 tankesprog behandles vigtige sider af den buddhistiske lære, men mange af tankesprogene udtrykker etiske tanker af almengyldig karakter. Dette er sikkert grunden til, at det lille skrift har vundet indpas i vide kredse også uden for den buddhistiske verden og er den hyppigst oversatte palitekst.

Den tredje tekstgruppe, Abhidhammapitaka, består af syv værker, der klassificerer og behandler centrale begreber i Buddhas lære.

De kanoniske værker har affødt en righoldig kommentarlitteratur. De ældste kommentarer på pali stammer fra 300-400-tallet e.Kr., men produktionen af kommentarer er fortsat helt op til vor tid, ikke blot på pali, men også på folkesprogene i de lande, hvor theravadaskolen stadig er levende.

Den mest fremtrædende af de klassiske kommentatorer er Buddhaghosa. Han er endvidere forfatter til den betydeligste fremstilling af Buddhas lære på pali, Visuddhimagga. Litteraturen på pali er rig på håndbøger og værker, der søger at systematisere eller sammenfatte Buddhas lære. Et af de berømteste ikke-kanoniske værker er Milindapanha ('Milindas spørgsmål').

Andre af de gamle hinayanaskoler har også haft deres egen kanon. De benyttede sanskrit som religiøst sprog. Kun en ringe del af denne litteratur er overleveret på originalsproget; men betydelige dele af den kanoniske litteratur på sanskrit er bevaret i kinesiske og tibetanske oversættelser.

Den væsentligste del af mahayanabuddhismens kanoniske læretekster (sutra), der er affattet på sanskrit, er sandsynligvis blevet til i tidsrummet mellem 100-tallet og 500-tallet e.Kr. Muligvis stammer dele af en af de tidlige mahayanatekster fra 100-tallet f.Kr. Mahayanasutraerne minder i deres opbygning om de gamle skolers læretekster, og mahayanatilhængerne hævder, at den lære, der er indeholdt i deres sutraer, er forkyndt af Buddha selv.Denne kanoniske mahayanalitteratur er i det store og hele bevaret enten på originalsproget eller i kinesiske og tibetanske oversættelser.

Prajnaparamita ('erkendelsens fuldkommenhed') er betegnelsen på en række sutraer af vidt forskelligt omfang. Der findes fx tekster på 700, 2500 eller 8000 strofer. En sutra fra denne samling, Vajracchedika ('diamantsutraen'), indtager en fremtrædende plads i den tibetanske buddhisme.

Den betydeligste mahayanasutra er utvivlsomt Saddharmapundarika ('lotussutraen'). Den afspejler det centrale i mahayanalæren, og den nyder en stor popularitet i Kina og Japan. For tilhængerne af Amitabha, der hersker i det vestlige paradis (Sukhavati), er Sukhavativyuhasutra, der findes i en kortere og længere version, og Amitayurdhyanasutra af særlig betydning.

En anden kategori af mahayanatekster udgør shastralitteraturen, en filosofisk litteratur, der giver en systematisk fremstilling af læren i mahayanasutraerne. Af særlig betydning er Nagarjunas Madhyamika-karika og Asangas Mahayana-samgraha, et oversigtsværk over hele mahayanalæren.

Den buddhistiske tantriske litteratur, der opstod i 500-600-tallet, spænder fra magiske og ritualistiske tekster til værker, der belyser det filosofiske grundlag for buddhismens sidste retning, vajrayana.

To buddhistiske magtcentre, Kina og Tibet, har hver for sig samlet og ordnet den vældige masse af buddhistiske tekster. Den første version af den kinesiske Tripitaka forelå i 983.

I Tibet blev teksterne i 1300-tallet grupperet i to samlinger, Kanjur, den kanoniske litteratur, der tilskrives Buddha selv, og Tanjur, ikke-kanonisk litteratur, bl.a. kommentarer til de kanoniske tekster i Kanjur.

Der foreligger et omfangsrigt materiale til studiet af buddhismens forskellige retninger i form af tekstudgaver på originalsprogene og i oversættelser.

I Pali Text Society, London, grundlagt 1881, er fx de fleste palitekster udgivet og en stor del af dem (bl.a. alle de kanoniske) oversat til engelsk.

To berømte bloktrykudgaver af de tibetanske buddhistiske tekster (både Kanjur og Tanjur) foreligger i faksimile, idet "Pekingudgaven" udkom i Japan 1955-61 i 168 bind og "Dergeudgaven" i USA 1981 i 120 bind.

Forskernes foretrukne udgave af den kinesiske Tripitaka er Taisho Daizokyo, udgivet i Japan 1922-33 i 85 bind.

I et stort projekt er man i færd med at oversætte den kinesiske Tripitaka til engelsk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig