Helligånden

Helligånden, (oversat fra lat. Spiritus Sanctus), i den kristne teologi betegnelse for den ene af de tre personer i Treenigheden. Som sådan er Helligånden af samme guddommelige væsen som Faderen og Sønnen og kan også kaldes "Skaberånden", lat. spiritus creator. Den er udtryk for fællesskabet mellem Faderen og Sønnen.

I GT kan dommere, konger og profeter handle på Guds vegne i kraft af Guds ånd. I særlig grad skal Guds ånd hvile over Messias; når Messias kommer, skal Guds ånd, Helligånden, udgydes over hele folket (Joels Bog 3,1 ff).

I NT optræder Helligånden ved alle de afgørende begivenheder i Jesu liv: ved hans undfangelse, ved hans dåb og ved hans død. I synagogen i Nazareth anvender han profeten Esajas' ord om sig selv: "Herrens ånd er over mig" (Luk., kap. 4) og markerer derved, at han er Messias.

Efter sin død sender han ifølge Johannesevangeliet Helligånden som sin talsmand. Endelig modtager den første kristne menighed Helligånden (Ap.G., kap. 2), der dermed gennem apostlen Peters prædiken også er kirkens skaber. I 1.Kor., kap. 12, taler Paulus om "åndens gaver", hvortil bl.a. hører tungetale og helbredelse.

I den vesterlandske tradition hævdes det, at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen (se filioque). I de østerlandske (ortodokse) kirker har man fundet, at Helligånden på den måde faktisk underordnes Kristus og derved mister sin selvstændighed i Treenigheden. Uenigheden herom førte i 1054 til bruddet mellem den vesterlandske og den østerlandske kirke.

I katolsk teologi ses Helligånden i nøje sammenhæng med kirken, der kan kaldes Helligåndens tempel. Siden Reformationstiden har protestantisk teologi derimod lagt vægt på, at Helligånden er knyttet til forkyndelsen af ordet og forvaltningen af sakramenterne, som det er formuleret fx i Den Augsburgske Bekendelse (1530).

Ordet er Kristus, og pneumatologien, dvs. læren om ånden, er således knyttet til kristologien, læren om Kristus. Inden for Pinsebevægelsen er navnlig evnen til at tale i tunger (glossolali) ved 1900-tallets begyndelse blevet betragtet som kendetegn på, at man er genfødt af Helligånden og dermed en sand kristen. I den moderne karismatiske bevægelse (af græsk charisma 'nådegave') lægges der vægt på evnen til at helbrede.

I den vestlige tradition er Helligåndens virke først og fremmest set i relation til menneskers frelse. Derimod har den østerlandske tradition i højere grad fremhævet, at Helligånden også er virksom og skabende i den ikke-menneskelige natur.

I nyere økumenisk debat er dette universelle eller kosmiske perspektiv trådt tydeligere frem. Således lød mottoet for Kirkernes Verdensråds 7. generalforsamling i Canberra i 1991: "Kom, Helligånd: Forny hele skabningen".