dogmatik

Dogmatik er inden for systematisk teologi den disciplin, der skal etablere en sammenhængende udlægning af, hvad kristendom er i dag. Sammenhængende redegørelser kendes helt fra den tidlige kristendom, men betegnelsen dogmatik først fra 1600-tallet; formålet var at afgrænse denne del af teologien fra henholdsvis etikken og teologiens historiske discipliner.

Dogmatik er desuden en disciplin inden for universitetsfaget systematisk teologi, der formulerer den kristne tros grundlag eller dele heraf.

Oldkirkelige fremstillinger af den kristne tros indhold blev til som en del af kristendommens forsvar for sin egen erklærede sandhed midt i Romerrigets mangfoldighed af religioner (se apologetik) og en del af det kristne angreb på polyteismen, dvs. anerkendelsen af flere guders eksistens (Irenæus). Hertil kom et stigende behov i de første århundreder efter Kristi fødsel for undervisning af alle dem, der ønskede at blive døbt og optaget i kirken, og dermed for fremstillinger af troens indhold. Da kirken siden hen blev splittet op i en række konfessionskirker, fik kirkerne tilsvarende brug for apologetisk-polemiske og kateketiske fremstillinger af troslæren for at markere det konfessionelle særpræg.

Der er grundlæggende forskelle mellem katolsk og protestantisk opfattelse. Af den romerskkatolske kirkes anerkendelse af et læreembede, der er ufejlbart i trosafgørelser (paven og biskopperne underlagt Helligåndens særlige ledelse), følger, at det dogmatiske arbejde defineres som videnskabelig fremstilling af de trossandheder, som Gud har åbenbaret, og som kirken har formuleret som dogmer og står inde for. Det umiddelbare grundlag for romerskkatolsk dogmatik er kirkens nuværende lære med inddragelse af skriftens og traditionens vidnesbyrd. Noget tilsvarende gælder for de ortodokse kirkers dogmatik, dog med den væsentlige forskel, at de ikke har et så klart defineret læreembede, og at det dogmatiske arbejde i højere grad forstås som refleksion over liturgien. Endvidere tillægges de oldkirkelige konciler en større vægt.

Set i forhold til den katolske kirke er protestantisk dogmatik udviklet ud fra et ganske andet grundsyn. En følge af Reformationen var erkendelsen af, at kirkelige konciler kan tage fejl, og at Bibelen selv befordrer en dogmekritisk holdning. De protestantiske kirker anerkender ikke nogen form for kirkelig ufejlbarlighed. Derfor bør kirkelig lære til stadighed eftertænkes og revideres ud fra evangeliet om Kristus. Uanset indbyrdes forskelle i skriftsyn og metode har det bibelske vidnesbyrd en særlig autoritet i protestantiske dogmatikker. Hertil kommer de forskellige protestantiske bekendelsesskrifter, men deres autoritet er altid underordnet Bibelens vidnesbyrd.

På baggrund af de dogmatiske stridigheder i 1500- og 1600-tallet og den klassiske metafysiks sammenbrud (Kant) blev den dogmekritiske indstilling yderligere udviklet i oplysningstiden og i 1800-tallet (Schleiermacher, D.F. Strauß). For protestantiske teologer gjaldt det om at nå om bag dogmerne og ind til kristendommens væsen (Ernst Troeltsch), som man primært fandt udtrykt i den historiske Jesus' forkyndelse af Guds rige og i den etik, der er indeholdt heri (Albrecht Ritschl). I 1900-tallet er denne kritiske interesse også politisk motiveret. Inden for den romerskkatolske kirke bygger den tredje verdens befrielsesteologi blandt andet på bevidstheden om, at dogmer kan tjene som legitimeringer for undertrykkende samfundssystemer.

Til de vigtigste typer af dogmatiske fremstillinger gennem tiden hører: 1) En løs, bibelsk funderet fremstilling af centrale dogmatiske problemstillinger (loci theologici); 2) en frelseshistorisk, der følger det bibelske fortællingsforløb fra skabelse og syndefald over forsoning og forløsning til fuldendelse og derfor har et fortællende præg (Erlangerskolen); 3) en kateketisk, der følger katekismens hovedstykker (Calvin); 4) en filosofisk funderet, systematisk fremstilling (Thomas Aquinas; Ph.K. Marheineke); 5) en fremstilling, der bygger på et eget systematisk princip (Schleiermacher, Karl Barth, Paul Tillich). De forskellige typer er dog sjældent rendyrkede.

I nutiden kan der skelnes mellem to hovedformer: En bibelsk-kerygmatisk og en sprogteologisk. Den første kan defineres som en systematisk gennemtænkning og formidling af Guds ord i forkyndelsens tjeneste. Repræsentanter for den anden form anser det for betænkeligt at basere videnskabelige udsagn på en åbenbaring. Det lader sig derimod gøre på grundlag af foreliggende trosudsagn, der reflekteres og systematiseres til en sproglære for troens sprogspil (jf. Wittgenstein).

To danske dogmatiske fremstillinger har vundet internationalt ry: H.L. Martensens Den christelige Dogmatik (1849), baseret på en indre systematik med påvirkninger fra Schleiermacher og Hegel, og Regin Prenters Skabelse og genløsning (1952, omarbejdet 1955), der tilhører den kerygmatisk-bibelske form med påvirkninger fra Luther, Grundtvig og Karl Barth.

I tidsaldre, der præges af et pluralistisk virkelighedssyn, volder det mange vanskeligheder at skabe dogmatiske helhedsfremstillinger. Derfor er dogmatiske arbejder i dag oftest bøger om enkeltproblemer.