Da Christian 4. i 1584 var syv år, skrev han i en stiløvelse til sin lillebror: "Kære hr. broder, hertug Ulrik! Om I nu flitteligen studerer og skikker Eder tugtig, som I ofte påmindes, så kommer Vor Herre Jesus vist til Eder med meget godt til hans fødselsdag". Gavebringeren var altså Jesusbarnet selv, das Christkind eller Kindchen, som han også blev kaldt.
Julenat kom han og lagde sirupskager, pebernødder eller andre lækkerier i den tallerken eller sko, som børnene havde sat i vindueskarmen, inden de gik i seng. Mange protestantiske præster betragtede det imidlertid som en papistisk uskik at lade Jesus komme med gaver til børnene på sin egen fødselsdag.
I 1700-tallet begyndte borgerskabets børn at få legetøj og ikke blot slik i julegave juleaften. I Ludvig Holbergs komedie Jule-stue (1724), der udspilles en juleaften, er Jeronimus gavegiveren. I Peter Fabers "Høit fra Træets grønne Top" (1848) får børnene at vide, hvad de får, allerede mens de danser om træet. Det almindelige er dog, at julegaver til børn siden 1800-tallet er overraskelsesgaver, som de selv skal åbne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.