Moses, der myndigt viser tavlerne med De Ti Bud frem for folket efter at være steget ned fra bjerget Sinai. H.V. Bissens bronzestatue fra 1858 blev i 1859 opstillet til højre for hovedindgangen til Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke i Nørregade.

.

Moses med De Ti Bud.

.

Moses er én af de vigtigste skikkelser i Det Gamle Testamente og den centrale figur i 2. til og med 5. Mosebog. Her formidler Moses den pagt mellem Gud og Israel, som er grundlaget for Moseloven.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Moses kommer af hebraisk Moshe, på græsk-latin Moyses.

I Det Nye Testamente nævnes Moses både som legitimation af Jesus som Messias (i fortællingen om Forklarelsens Bjerg) og som udtryk for en jødedom, hvis love og regler ikke skal gælde for Jesus-tilhængerne.

I islam har Moses, på arabisk Musa, status som en stor profet, og i Koranen genfindes adskillige bibelske og efterbibelske traditioner om ham.

Moses i Det Gamle Testamente

Moses' barndoms- og ungdomshistorie fortælles i 2. Mosebog. Han var af Levi stamme og blev født i Egypten. Da egypterne ville dræbe alle nyfødte israelitiske drenge, overlevede Moses ved som spæd at blive sat ud på Nilen i en kurv. Faraos datter fandt ham og lod ham opdrage ved hoffet. Som voksen dræbte Moses en egypter, som havde mishandlet en af hebræerne (dvs. israelitterne), der var udskrevet til tvangsarbejde. Moses flygtede til midjanitternes land, hvor han blev gift med præsten Jetros datter, Sippora, og blev fårehyrde for sin svigerfar.

Guds åbenbaring i den brændende tornebusk

Gud åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk ved bjerget Horeb (Sinai) og pålagde ham at føre Israel ud af Egypten (2. Mosebog 3). Med hjælp fra sin ældre bror, Aron, lykkedes det Moses at føre israelitterne ud, efter at egypterne var blevet ramt af de ti plager.

Ørkenvandringen

Herfra er den lange fortælling om Moses en del af fortællingen om Israels ørkenvandring op til landet, de skal overtage. På vejen ud i ørkenen ledte Moses folket gennem Sivhavet ("Det Røde Hav" er en senere identifikation), der åbnede sig for dem for derefter at skylle sammen om den forfølgende Farao og hans hær.

Gud viser sig for israelitterne

På toppen af bjerget Sinai i ørkenen viste Gud sig for israelitterne, der var samlet ved bjergets fod. Som den eneste besteg Moses bjerget og opholdt sig i Guds nærvær. Her fik han instrukser både om en jordisk helligdom, der skulle bygges, (se Åbenbaringsteltet), og om de regler, der skulle gælde for det sociale liv blandt israelitterne i det land, de skulle bosættes i.

Lovens to tavler

Reglerne blev formuleret og videregivet mundtligt; men deres indledning, De Ti Bud, blev skrevet ned på to tavler (if. 5. Mosebog 9,10 af Jahves egen finger). I fortællingen om dansen omkring guldkalven (2. Mosebog 32) knuser Moses tavlerne, da folket i hans fravær har dyrket en gudestatue; episoden giver anledning til en voldelig afstraffelse af dem, der har overtrådt billedforbuddet og kravet om monoteisme. Senere blev tavlerne erstattet.

Moses' tale

Efter 40 års ophold og vandring i områderne syd for Jahves land førte Moses folket frem til dets grænse. Før folket overskred Jordanfloden, holdt han en lang tale (i 5. Mosebog), hvor han så tilbage til ørkenvandringen og repeterede og indskærpede de sociale love og regler. Selv kom Moses ikke til at deltage i indvandringen i landet. Han døde på bjerget Nebo. Hans efterfølger blev Josva, der leder den militære overtagelse af landet (jf. Josvabogen).

Repræsentant for to udgaver af Jahve-religionen

Moses' dominerende betydning i Mosebøgerne har gjort ham til en slags samlende figur for jødedommen (jf. betegnelsen det mosaiske trossamfund). Derfor kan det virke overraskende, at Moses nævnes relativt sjældent i resten af Det Gamle Testamente. En af grundene er nok, at Moses repræsenterer to bestemte udgaver af Jahve-religionen.

Dels repræsenterer Moses den præstelige udgave, der var særligt knyttet til templet og de præstelige ritualer (og som derfor mest var relevant for en begrænset gruppe); dels repræsenterer han den udgave, der ofte kaldes deuteronomisme, som særligt betonede det unikke ved Jahvereligionen, og som lagde stor vægt på Jahvedyrkernes pligt til at leve efter særlige regler og love.

Hermed var også intenderet en afstand til andre former for Jahvedyrkelse og til andre former for religion i det hele taget. I samme omfang som Moses kunne symbolisere denne forståelse af israelitisk (og senere jødisk) religion som en enklave, der var lukket af fra en fremmed og anderledes omverden, blev han mindre relevant for andre og mindre militante holdninger.

Moses – en legendarisk figur

Inden for gammeltestamentlig forskning har der tidligere hersket uenighed om, i hvilket omfang der kan have været historiske baggrunde for beretningen om Moses. Forskningen har hæftet sig ved Moses' mange roller: profet, folkeleder, hærfører, formidler imellem Gud og israelitter og overbringer af "Moseloven" (egentlig: Jahves lov), mirakelmager m.m.

Han betragtes nu som en legendarisk figur, hvori forskellige traditioner er sammenfattet eller som har tiltrukket nye fortællinger og forestillinger. Fx er der lighedspunkter med fortællingerne om patriarken Jakob og profeten Elias.

Et ældre argument har hævdet, at den israelitiske monoteismes fremkomst ikke kunne forklares uden Moses som mellemmand. Dette synspunkt er forladt; dels er der ingen egentlig historiske kilder til Moses, dels er monoteisme ikke er unikt fænomen. Men Moses' navn kan stadigvæk anvendes som markør for monoteisme og for intolerant religion (som Jan Assmann, der har betegnet den sondring imellem sand og falsk religion, han ser formuleret i Det Gamle Testamente, og som var ukendt for bronzealderens og den tidlige jernalders religioner, for "den mosaiske skelnen" ).

Moses i kunsthistorien

I billedkunsten ses Moses ofte afbildet med sin stav og med Lovens tavler (De Ti Bud), og scener fra hans liv er gengivet gennem hele kunstens historie. Særlig kendt er Michelangelos statue af Moses (1513-1516) i kirken San Pietro in Vincoli i Rom; her er han vist med horn i panden, et træk, der kan bygge på en fejllæsning eller fejlskrivning af Bibelens latinske facies coronata ('skinnende ansigt'), som er blevet til facies cornuta ('hornet ansigt'). Det ses også i andre fremstillinger af Moses.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig