Ares er den græske gud for kampen på slagmarken, mens Zeus, Athena og andre er guder for strategi. Romerne identificerede ham med Mars. Ares er i mytologien søn af Zeus og Hera, men kun få myter omtaler ham, ligesom han kun blev dyrket enkelte steder, i Athen sammen med Enyo.

Faktaboks

Etymologi

Af latin Mars

Også kendt som

Mars, den romerske krigsgud.

Ares skildres som rå og blodtørstig og har i modsætning til de andre olympiske guder ingen sociale eller moralske egenskaber. I Iliaden er han på trojanernes side, et træk, der tyder på, at Ares oprindelig er en ikke-græsk guddom, muligvis fra Thrakien. Under slaget ved Troja kæmpede han med den græske helt Diomedes, som han tabte til. I Odysseen er Ares Afrodites elsker, og Homer lader i en lille indlagt novelle den besvegne ægtemand Hefaistos gribe dem på fersk gerning. Ares er i nogle myter far til Afrodites børn Eros og Harmonia.

Ares fremstilles i arkaisk tid som kriger i sin bedste alder, skægget og bevæbnet fra top til tå ligesom hoplitterne på den tid. I afbildninger fra slutningen af arkaisk tid blev han gjort yngre, sådan som det også skete med andre guddomme: Skægget blev fjernet, og han vistes nøgen og uden våben. Der findes talrige billedfremstillinger med Ares og Afrodite, hans elskerinde, og med Hefaistos, Afrodites mand; Ares og Athena ses som modstandere i kampen mellem Kyknos og Herakles.

Der er bevaret flere romerske kopier af græske Ares-statuer, bl.a. Ares Borghese i Louvre i Paris og den siddende Ares Ludovisi i Museo Nazionale i Rom; de tabte originaler er fra hhv. 400- og 300-tallet. f.v.t. Ares/Mars optræder hyppigt, bl.a. i kærlighedsscener med Venus, i billedkunsten helt frem til 1800-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig