sharia

I ældre jødisk og kristen litteratur på arabisk bliver betegnelsen også brugt om den lov, fx Moseloven, som Gud har åbenbaret gennem sine profeter.

I Koranen optræder ordet sharia kun en enkelt gang; her betyder det den vej, som Gud har anvist. Det er menneskets pligt og opgave i livet at efterleve sharia, forstået bredt som regler for gudsdyrkelse, levevis og samfundsmedlemmernes omgang med hinanden.

Den store opgave for muslimerne har derfor bestået i at granske Koranen og Muhammeds sædvane, sunna, for at udlede, hvad Guds sharia rummer af regler.

Dette juridiske udredningsarbejde, fiqh, førte fra 800-tallet til etablering af forskellige retsskoler (se islam og den islamiske retsfamilie) og udarbejdelsen af en stor systematisk litteratur. Fiqh er altså betegnelsen for det menneskelige – og dermed foreløbige og ufuldkomne – arbejde med at udrede sharia fra generelle principper til alle aspekter af livet.

Samtlige retsskoler opererede med grundlæggende skel mellem frie muslimer og slaver, mænd og kvinder og muslimer og ikke-muslimer. Ikke-muslimer havde lov til at følge deres egen ret, men i konflikter med muslimer var det den islamiske jura, der gjaldt.

Dette ændrede sig i 1970’erne med en bredere islamisk vækkelse og fremkomsten af islamistiske partier, som i sharia så et symbol på en mere autentisk og retfærdig samfundsorden og derfor ville introducere de ældre islamiske principper, særligt inden for strafferetten.

Stater som Pakistan (1977), Iran (1979) og Sudan (1983) proklamerede en ”indførelse af sharia” og omformede nu den klassiske jura til statslig kodificeret lov i lighed med Saudi-Arabien, som havde bibeholdt et ældre system, der var tættere på klassisk fiqh. Disse retssystemer opererede med hårde straffe for et mindre antal forbrydelser (hudud), der er nævnt i koranen.

Andre lande som Egypten og Marokko fastholdt, at den lovgivning, der var indført siden 1800-tallet, i det store og hele levede op til sharias principper og målsætninger (maqasid), der blev defineret som beskyttelse af religion, liv, intellekt, slægt og ejendom.

For ikke-islamistiske muslimer er sharia derimod ikke et retssystem, der skal implementeres i en stat, men ritualer og leveregler, man kan efterleve individuelt og i menigheden, uden at det behøver at komme i konflikt med staten.

Det er den helt dominerende attitude hos muslimer i Vesteuropa, der netop frivilligt har valgt at slå sig ned i ikke-muslimske stater og ikke har stiftet partier eller på anden måde systematisk arbejdet for at ændre deres lovgrundlag.

Nogle muslimer i Europa kan dog praktisere normer, f.eks. kontrol over døtre og søstre, som de opfatter som sharia-baserede, og som står i modsætning til normerne i samfundet generelt. Disse konservative fortolkninger af sharia modsiges af andre mere egalitære og liberale tolkninger, som over de seneste generationer har vundet frem såvel i den muslimske verden som blandt muslimske minoriteter i Vesten.

• islam
• fiqh
• den islamiske retsfamilie