synagoge

Før 500-tallet havde synagogerne i Middelhavsområdet ofte basilikal form med indgang i den ene kortside og i den anden, vendt mod Jerusalem, en niche til Torahrullerne. Gulvet var forbeholdt mændene, galleriet eller et særligt aflukke kvinderne; dette gælder stadig i ortodokse synagoger. Ligesom nu foregik oplæsning af Torah oftest fra bimahen, en forhøjning midt i rummet.

Den generelle grundform er stort set bibeholdt over hele verden, men den arkitektoniske udsmykning har ændret sig efterhånden og har ofte været præget af lokal byggestil. Én af de ældste kendte synagoger er fundet på Masada i Israel (1. århundrede e.Kr.). En meget velbevaret synagoge, rigt dekoreret med vægmalerier, fra midten af 200-tallet e.Kr., er udgravet i Dura Europos i det sydøstlige Syrien.

Middelalderens centraleuropæiske synagoge kunne have søjler midt i rummet, men var ellers uden udsmykning i modsætning til de mere ornamenterede sydeuropæiske synagoger. Renæssancens italienske synagoge og barokkens og rokokoens franske blev ofte smykket med rige, florale udskæringer og forgyldning i interiøret, mens det omgivende samfund kun accepterede et anonymt eksteriør. Amsterdams bevarede sefardiske synagoge (1675) fremviser dog i eksteriøret træk fra tidens rekonstruktioner af Templet i Jerusalem. Ved siden af de store synagoger opstod overalt mindre, lokale synagoger. I Østeuropa, ikke mindst i de mange shtetler, byggedes imponerende træsynagoger, der dominerede byernes enkle træhuse. Flere af dem blev bygget som fæstninger.

Med 1800-tallets emancipation kom der for alvor gang i synagogebyggeriet. Klassicismens basilikale synagoge fik ligesom kirkerne ofte form som antikkens templer, idet man nu tolererede et mindre anonymt udseende. Derefter kom en række egyptiskinspirerede synagoger, bl.a. den københavnske (1833), og siden mange i maurisk stil (fx Sankt Petersborg, Prag og Stockholm). I Tyskland opførtes adskillige rigt udstyrede synagoger i romansk stil, som næsten alle ødelagdes før og under 2. Verdenskrig; mange af dem blev siden erstattet af nye, stærkt individuelle bygninger. 1900-tallets øvrige europæiske synagogebyggeri var præget af stor anonymitet, og ofte forkynder kun davidsstjernen den jødiske tilknytning.

USA har fulgt tendenserne fra Europa; dog er der i 1900-tallet bygget en række arkitektonisk markante synagoger, fx Erich Mendelsohns kubeformede i Cleveland, Ohio (1948) og Frank Lloyd Wrights skulpturelle i Pennsylvania (1959).

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet førte den meget sammensatte jødiske befolkning i Palæstina til indretning af forskelligartede synagoger, nogle traditionelle, andre modernistiske som den store synagoge i Tel Aviv (ca. 1930). Efter Israels oprettelse i 1948 har synagogebyggeriet markeret sig med et nyt, ofte ekspressivt og symbolsk formsprog.

Den første synagogebygning i København blev opført i Læderstræde i 1766; den brændte ved bybranden i 1795. Grunden i Krystalgade (Skidenstræde) blev erhvervet i 1800, og her opførtes den nuværende synagoge 1829-1833 efter tegninger af arkitekten G.F. Hetsch i en egyptisk inspireret klassicistisk stil. Bygningen har basilikaform, og to rækker søjler på gulvet – hvor mændene er placeret under gudstjenesten – bærer sideskibenes pulpiturer, der ligesom balkonen mod vest er forbeholdt kvinderne. Mod øst er prædikestolen, bimahen og skabet med Torahrullerne placeret. Ved en ombygning i 1885 tilføjedes et port- og trappehus i vest.

• jødedommen i Danmark
• den jødiske gudstjeneste