Jesu liv-forskningen

Jesu liv-forskningen er den videnskabelige udforskning af den historiske Jesus, som var særlig intensiv i 1800-tallet. I oplysningstiden var man begyndt at skelne kritisk mellem på den ene side, hvad mennesket Jesus fra Nazaret havde troet og prædiket, på den anden side, hvad Kristusforkyndelsen havde gjort ham til.

Et manuskript, som den tyske filolog og teolog Hermann S. Reimarus efterlod sig ved sin død i 1768, blev epokegørende; selv havde han ikke vovet at offentliggøre det, men G.E. Lessing, der også gjorde sig gældende i bibelforskningen, udgav 1774-1778 syv fragmenter deraf. I det syvende, Vom Zwecke Jesu und seiner Jünger (Om Jesu og hans disciples formål), indgik den nævnte skelnen i et forsøg på at vise, at Jesus var en fejlslagen politisk messias, mens disciplene var en samling bedragere, som for selv at opnå fordele havde forvandlet Jesus til en åndelig forløser. Denne skelnen udnyttede Lessing positivt i et lille udkast, Die Religion Christi (1780), til at fremhæve Jesu efterlignelsesværdige religion på den kristne religions bekostning.

Næste vigtige skridt blev taget af venstrehegelianeren David Friedrich Strauß med værket Das Leben Jesu, kritisch bearbeitet (1835-1836, dansk 1842-1843), hvori Jesus fra Nazaret blev gjort til den tilfældige anledning til, at idéen iklædte sig en historisk skikkelse ved at give den mytologiske træk. Dette affødte i 1800-tallets liberalteologi en intensiv forskning i den historiske Jesus, der, inspireret af Friedrich Schleiermacher, ville gøre Jesu urbilledlighed, hans messianske selvbevidsthed og gudstro til kristendommens anledning og indhold.

Én af de mest indflydelsesrige Jesu liv-bøger blev Ernest Renans Vie de Jésus (1863, Jesu Levnet, 2. udg. 1872). Denne forsknings historie blev i 1906 skrevet af Albert Schweitzer i et værk, der i 2. udg. (1913) fik titlen Geschichte der Leben-Jesu-Forschung (Jesu liv, forkortet da. udg. 1955); heri blev forskningen karakteriseret som udtryk for en utilstedelig modernisering.

Siden er Jesu liv-forskningen naturligvis fortsat, men med en stadig større vilje til at forstå Kristusforkyndelsen som forsøg på at fastholde og udmønte betydningen af den historiske Jesus' gerning og prædiken. Således ses opgaven i dag især som den at forstå de motiver hos den jødiske forkynder Jesus fra Nazaret, der førte til den senere forkyndelse af ham som Kristus.