Lukas. Miniature af Lukas fra Ostromirevangeliet, det ældste daterede kyrilliske håndskrift (1056-1057), fremstillet i Novgorod for statholderen Ostromir under indtryk af den kulturelle blomstring i Kijev-Rusland under Jaroslav den Vise. Forlægget var bulgarsk, og sproget stort set kirkeslavisk. Håndskriftet, der nu opbevares i Sankt Petersborg, er et såkaldt aprakos-evangelium, hvor de enkelte evangelietekster er anført i kirkeårets rækkefølge.

.

Lukas var én af Paulus' medarbejdere. Ifølge det ene af de tre steder, hans navn optræder, var han læge (Kolossenserbrevet, 4,14; se også Filemonbrevet, 24 og 2. Timotheusbrev, 4,11).

En tradition fra sidste halvdel af 100-tallet omtaler Lukas som forfatter til både Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger; de såkaldte vi-stykker i sidstnævnte skrift støtter traditionen, mens skriftets billede af Paulus snarere problematiserer den.

Lukas ledsages i billedfremstillinger hyppigt af sit evangelistsymbol, den vingede okse. Fra og med senmiddelalderen afbildes han i visse sammenhænge som maler, idet han ifølge traditionen skal have malet Jesus og Maria med barnet. Han er malernes skytshelgen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig