Dommedag er i religionshistorisk forstand forestillingen om gudernes dom over mennesker. Domsforestillingen er forskelligt udformet alt efter de enkelte religioners struktur, gudsopfattelse og menneskesyn. Dommen finder sted ved et menneskes død, mener nogle. Ifølge andre forestillinger indtræffer den i forbindelse med denne verdens undergang, og det er i denne forståelsesramme, betegnelsen dommedag fortrinsvis hører hjemme.
At dommedag og verdens undergang indtræffer samtidig, er en forestilling, der kendes fra parsismen, som bl.a. på det punkt har øvet indflydelse på jødisk religion; således suppleres tanken om en dennesidig dom på "Herrens dag" (fx Joel 2,1) i senere gammeltestamentlige skrifter af forestillingen om en fremtidig dom "ved dagenes ende" (fx Daniels Bog 12,13). I denne eskatologiske betydning omtales dommedag i Det Nye Testamente, men under forskellige betegnelser. Foruden dommedag eller "dommens dag" fx "Herrens dag", "Jesu Kristi dag", "Menneskesønnens dag", "den sidste dag" og "vredens dag". Matth. 25,31-46 giver et indtryk af, hvordan man på nytestamentlig tid kunne forestille sig dommedag.
Dommedag indtog en central plads i Muhammeds forkyndelse, og i islam bekendes Allah som "dommedags hersker".
Religiøse grupper, der særlig betoner dommedag, kaldes undertiden dommedagssekter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.