Skytshelgen, værnehelgen, skytspatron, i den katolske kirke en helgen, der påkaldes som himmelsk forbeder for et land, en organisation e.l. eller for en person. Således er fx Jeanne d'Arc valgt som skytshelgen for Frankrig, Georg (Jørgen) for bl.a. England og Patrick for Irland.

Europa har seks skytshelgener: Benedikt fra Nursia (siden 1964), brødrene Kyrillos og Methodios (begge siden 1981), Birgitta af Vadstena, Katarina fra Siena og Edith Stein (Therese Benedicta) (alle tre siden 1999).

Danmarks, Sveriges og Skandinaviens skytshelgen er "Nordens Apostel", Ansgar. København har ingen skytshelgen, men har tidligere, hvad der er karakteristisk for havnebyer, haft Nicolaus.

En persons skytshelgen er normalt den helgen, hvis fornavn han eller hun har modtaget i dåben.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig