gud

Gud, guder, almen religiøs forestilling om en hinsidig livsbestemmende magt (eller magter), som mennesker ved sig afhængige af, finder udtryk for og forholder sig til i kult og bøn. Historisk og kulturelt omfatter menneskets gudsforestillinger såvel fjerne, ophøjede guder som nære og påvirkelige, og de finder udtryk i overensstemmelse med det gældende verdensbillede. Det anseelige antal gudeforestillinger kan samles i typer, hvoraf de vigtigste er:

Uraniske guder (græsk uranos 'himmel'). Selve himmelhvælvingen fremtræder som ophøjet, altomfattende og helt unddraget menneskelig indflydelse. Guder og himmel hører derfor umiddelbart sammen; ofte er glosen for guder og glosen for himmel den samme, fx på kinesisk, tian, eller de er nært beslægtet som på sanskrit, dyaus 'den skinnende klare' om daghimlen. Over himmelhvælvingen eller "i himlen" troner gud over den menneskelige verden. Lovmæssighederne på himlen vidner om, at himmelguden er den urokkelige lovgiver, hvis bud mennesker søger at tyde og udforme i egne love. Fra himlen strømmer den livgivende regn. Solen som "himlens øje" kendes fra de ældste indiske tekster og vidner her om transcendens, dvs. guddommens fjerne position, mens ønsket om at overvinde afstanden fra den fjerne gud ses, hvor himmelgudens kendetegn knyttes til den synlige sol, tydeligst udtrykt i Akhnatons solhymne i oldtidens Egypten.

Chthoniske guder (græsk chthon 'jord'). Gudsmagten forbindes her med selve jorden som livets moderskød, magna mater. I Det Gamle Testamente dannes Adam af jorden (1. Mos. 3,19). Tanken er videreført i folkekirkens begravelsesritual: "Af jord er du kommet, til jord skal du blive, ...".

Uraniske og chthoniske guder forbindes ofte i agerbrugskulturer, hvor guddomsmagten ses i frugtbarheden. Adskillige skabelsesmyter ser jord og himmel som et oprindeligt par i billedet af et gigantisk favntag, ofte udtrykt i kulturen som hieros gamos (græsk 'helligt bryllup').

Frugtbarhedsguder opfattes ikke som skabere, men som opretholdere af verden. De ses forbundne med naturens livsrytme, hvorfor myterne om dem skildrer deres død og genoplivelse, fx Baal i kanaanæisk religion og Osiris i oldtidens Egypten.

Heroguder er afdøde, særligt fremragende mennesker, i hvem man sporer gudsmagten. De kan anråbes og tjene som formidlere til egentlige guder. Selv i de monoteistiske religioner, jødedom, kristendom, islam og sikh-religion, kan der spores en spænding i opfattelsen af den principielt hinsidige gud og gudsmagtens virke i verden.