Synkretisme er i religionshistorie forening af stof fra flere forskellige religiøse traditioner.

Faktaboks

Etymologi
Ordet synkretisme kommer af græsk synkretismos 'sammenslutning', af syn- og en afledning af kretizein 'optræde som folk fra Kreta', dvs. slutte sig sammen som de græske byer.

Synkretisme foregår overalt, hvor religioner får kontakt med hinanden. Oldtidens religioner var i reglen åbne for kulturimport, og med den forøgede mobilitet i hellenismen og den romerske kejsertid opstod mange nye kulter og religiøse strømninger, der forenede orientalske og græsk-romerske tanker og praksisformer. Selv hvor præsteskaber vågede nidkært over traditionens renhed, fx i jødedommen og i Egypten, var en vis synkretisme uundgåelig.

Kristendommen var fra begyndelsen et produkt af synkretisme, og hvor den udbredes ved mission, opstår nye synkretistiske udviklinger. I Indonesien er buddhisme, hinduisme og islam således indgået i en livlig synkretisme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig