Ubikvitet, (af nylat. ubiquitas 'allestedsnærvær', afledn. af lat. ubique 'overalt'), begreb i Luthers nadverlære, idet han modsat Zwingli hævdede, at den opstandne Kristus også som menneske har del i Guds allestedsnærvær og derfor kan være til stede i nadveren i overensstemmelse med indstiftelsesordene.