Huguenotter. Francois Dubois' maleri af massakren på huguenotterne i Paris natten til den 24. august 1572. Myrderierne bredte sig til det øvrige Frankrig, hvor flere tusinde mennesker omkom.

.

Betegnelsen huguenotter er siden 1560 blevet anvendt om tilhængere af Jean Calvins reformation, dvs. reformerte, i 1500- og 1600-tallets Frankrig.

Faktaboks

Etymologi
Ordet huguenot kommer af fransk huguenots, af tysk Eidgenosse 'edssvoren fælle', om medlem af Det Schweiziske Edsforbund; formen vist påvirket af navnet på anføreren i opstanden mod hertugen af Savoyen i begyndelsen af 1500-tallet, Hugues de Besançon.

Huguenotterne var først især adelige, fx Gaspard de Châtillon Coligny, men også fx Navarras konge, Henrik 3., var huguenot. Deres religiøse modsætning til kirken og kongehuset (Katarina Medici og slægten Guise) blev samtidig et opgør mellem adelen og kongemagten.

I 1559 vedtog huguenotterne en trosbekendelse og kirkeordning og var i 1559-1598 udsat for forfølgelser (se Bartholomæusnatten), hvilket gav anledning til borgerkrige.

Efter at have konverteret til katolicismen blev Henrik 3. af Navarra i 1589 konge af Frankrig som Henrik 4., og i 1598 udstedtes Nantesediktet, der dels stadfæstede katolicismen som Frankrigs statsreligion, dels gav huguenotterne samme borgerlige rettigheder som andre og trosfrihed, om end deres religionsudøvelse bl.a. begrænsedes til bestemte byer og adelsgodser. Huguenotterne fik desuden overladt ca. 100 sikkerhedsbyer med garnisoner.

Ludvig 13.s og Ludvig 14.s ønsker om uniformitet og enevælde umuliggjorde imidlertid eksistensen af to religioner i landet. De udhulede ediktets bestemmelser, og i 1685 blev det ophævet.

Presset på huguenotterne, der da for en stor del var handelsmænd og håndværkere, betød, at op mod 1/2 million flygtede; nogle hundreder heraf kom til Danmark.

Huguenotkrigene

I 1562 udstedte Katarina Medici som regent for sin umyndige søn Karl 9. et edikt, hvis indrømmelser til huguenotterne fremkaldte stærke reaktioner hos katolikkerne.

Med blodbadet på huguenotterne i Vassy samme år indledtes de såkaldte Huguenotkrige, som ikke alene var et resultat af religiøse modsætninger, men også en kamp om magt og privilegier. I 1500-tallet udkæmpedes otte krige; den sidste afsluttedes i 1598 med udstedelsen af Nantesediktet.

I 1600-tallet blussede kampene op igen. Efter en krig i 1621-1622 måtte huguenotterne nedrive befæstninger opført efter 1598, og efter en ny krig i 1625-1629 måtte de nedrive resten af deres fæstningsværker.

I 1702 udbrød endnu en krig, Cevennerkrigen (se camisarder), og først med udstedelsen af lovbogen Code civil i 1804 opnåede huguenotterne fuldstændig ligeberettigelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig