Presbyterianisme er inden for calvinismen et synodalt kirkeforfatningssystem, hvorefter kirkens styrelse, herunder kirketugten, er henlagt til kollektive organer bestående af præster og lægfolk.

Faktaboks

Etymologi
Ordet presbyterianisme kommer af engelsk presbyterianism, af presbyter, og -isme.

I Skotland er den presbyterianske kirke nationalkirke. Den enkelte menighed styres af et konsistorium, og de større områder af kredssynoden, provinssynoden og øverst nationalsynoden.

Til forskel fra det episkopale kirkestyre anerkender presbyterianismen ikke andet kirkeligt embede end præsteembedet; den adskiller sig fra kongregationalismen ved at samle menighederne i et helt land i én organisation.

Presbyterianisme blev første gang gennemført på den huguenottiske nationalsynode i Paris 1559 og er nu den almindelige forfatningsform i calvinske kirker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig