Sankt Sebastian, kristen martyr. I Legenda aurea fortælles, at han som romersk officer hjalp fangne kristne under Diokletians kristenforfølgelser 303-305. Da det opdagedes, blev han trods sin rang bundet til et træ og henrettet af romerske bueskytter. Det viste sig, at han overlevede sine sår. Han skal derpå have opsøgt kejseren i Rom og bebrejdet ham hans grusomhed mod de kristne. Derpå blev han pryglet ihjel, kastet i kloakkerne og allerede i 300-tallet æret af de kristne i Rom. Maleriet stammer fra 1507 og er udført af den tyske billedkunstner Hans Baldung Grien.

.

Martyr, Alle, der har lidt og evt. er blevet dræbt som vidner for deres tro eller overbevisning, kan kaldes martyrer, og de findes i de fleste religioner. I islam er martyriet forbundet med forestillingen om jihad; den muslim, der falder i krig for sin tro, er martyr.

Faktaboks

Etymologi
Ordet martyr kommer via latin fra græsk martys 'vidne', gen. martyris.

Begrebet er navnlig knyttet til kristendommen, hvor det betegner kristne, der straffes og evt. dræbes pga. deres tro. Det kristne martyrium har rødder i den jødiske tradition (jf. Makkabæerbøgerne). I NT anvendes ordet om apostlene, der var vidner til Kristi opstandelse (Ap.G. 1,8), men en forbindelse med lidelse og død antydes ofte (fx Ap.G. 22,20).

Under de tidlige kristenforfølgelser før 250 blev de kristne straffet eller dræbt, hvis de fastholdt bekendelsen til Kristus; derfor blev de kendt som martyrer eller bekendere. Under de store kristenforfølgelser 250-251 og 303-313 skelnede man mellem bekenderne, som fastholdt bekendelsen uden at blive dræbt, og martyrer, som blev dræbt pga. bekendelsen. Evnen til at fastholde bekendelsen under forfølgelse blev betragtet som en særlig nådegave, og derfor fik bekenderne stor teologisk og kirkepolitisk indflydelse, mens martyrerne blev genstand for kultisk dyrkelse.

Martyriets betydning blev mindre, da de store kristenforfølgelser ophørte. Der findes dog martyrer i hele kirkens historie. Se også trosbekendelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig