Faktaboks

Leo 10.

Giovanni de' Medici

Født
11. december 1475
Død
1. december 1521

Leo 10. var pave fra 1513; han var den næstældste søn af Lorenzo Medici, Firenzes hersker. Som pave gik hans politik ud på at fremme Mediciernes dynastiske interesser og holde Italien fri for stormagtsindflydelse.

Ligesom de øvrige renæssancepaver udfoldede han en storslået mæcenvirksomhed; kunstnere som Michelangelo og Rafael udførte bestillingsarbejder, bl.a. ved bygningen af den nye Peterskirke. Finansieringen heraf ved afladssalg gav stødet til, at Martin Luther trådte frem i Tyskland med sine 95 teser i 1517. I 1520 udstedte Leo 10. en bulle, der fordømte Luthers anskuelser, og da Luther brændte bullen, bandlyste Leo 10. ham i 1521.

Pavens manglende vilje til at gennemføre de kirkelige reformer, som så mange sukkede efter, har bevirket, at også katolske historikere giver Leo 10. en væsentlig del af skylden for Reformationen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig