Jupiter, Jove, den romerske himmel- og tordengud, gudernes konge, g.m. Juno; identificeret med grækernes Zeus og som ham formentlig en indoeuropæisk lys-, torden- og vejrgud. Hos etruskerne hed han Tinia.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Jupiter kommer af latin Juppiter, af *dieu-, indoeuropæisk navn på himmelguden, beslægtet med ordet for lys, og pater 'far'.

I den antikke romerske bondereligion bar han tilnavnene Fulgur, Tonans, Pluvius ('lyn-, torden-, regn-'); lynramte steder var helliget ham, og fuldmånedagen, Idus, hvor det er lyst både nat og dag, var hans. Under etruskisk og græsk indflydelse opfattedes han som gudekongen, beskytteren af samfund, retfærdighed og familie, Jupiter Optimus Maximus 'den bedste og største'. Identifikationen med Zeus var dog overvejende principiel og uden dybere betydning for romernes Jupiter. Sammen med Juno og Minerva udgjorde han Den Capitolinske Triade i templet på Capitolhøjen i Rom, hvor sejrherren ofrede de første våben, man havde taget fra fjenderne. I 294 f.Kr. indviedes templet til Jupiter Stator 'standseren', fordi han havde vendt en forsmædelig flugt til sejr. Dius Fidius er formentlig Jupiter i rollen som garant for løfter. Blandt de mange fester for Jupiter var de store festlege Ludi RomaniCircus Maximus i september og latinerfesten for Jupiter Latiaris på Albanerbjerget uden for Rom, hvori de latinske forbundsfæller deltog.

I de romerske provinser blev lokale tordenguder ofte identificeret med Jupiter, fx Jupiter Heliopolitanus i Baalbek og Jupiter Dolichenus.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig