Adventisme er en kristen trosretning, hvis centrale træk er forventningen om Jesu genkomst (advent). Det er en vækkelsesbevægelse med rødder i USA i 1830-1840'erne, hvor baptisten William Miller efter en religiøs omvendelse ventede Herrens komme i 1844. Da genkomsten udeblev, kom Millers tilhængere i krise, men ud af bevægelsen skabtes efterhånden adventismen.

I 1863 stiftedes kirkesamfundet Syvendedagsadventisterne, der har den bibelske uges sidste dag, lørdag (sabbat), som helligdag. Ledende skikkelser i den første fase var Joseph Bates (1792-1872) og Ellen White (1827-1915); White skrev adskillige bøger på grundlag af sine visioner. For adventisterne er Bibelen fundamentet. Den tolkes allegorisk og apokalyptisk, ikke mindst i troen på Herrens snarlige komme sammen med opstandelser og tusindårsrige. Sakramenterne er dåb og nadver. Adventister døbes efter personlig omvendelse; nadver holdes fire gange årligt sammen med fodtvætning. Egne skoler og eget bogforlag bruges som led i opdragelse og mission. Man lever puritansk, fx uden dans og kortspil, og følger en række sundhedsforskrifter: vegetarkost, ingen brug af spiritus og tobak og helst ikke te og kaffe.

Adventismen kom til Danmark i 1877; flere menigheder oprettedes, og Skodsborg Badesanatorium, som samfundet ejede frem til 1992, blev grundlagt i 1898. I 1993 var der ca. 4000 medlemmer og 40 menigheder i Danmark. I hele verden har adventismen ca. 15 mio. medlemmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig