Baptisme er det største og tillige et af de ældste protestantiske kirkesamfund i verden. Ordet baptist var egentlig et øgenavn, der hentydede til de nye menigheders dåbspraksis.

Faktaboks

Etymologi
Ordet baptisme kommer af græsk baptizein 'døbe' og -isme.

Historisk baggrund

Baptisterne fører deres nyere historie tilbage til de flygtede engelske kongregationalister, der opholdt sig i Amsterdam, hvor 40 flygtninge med prædikanten John Smyth (1554-1612) i spidsen lod sig døbe i 1609, inden de i 1612 vendte tilbage til England. Her var der allerede i 1647 over 100 menigheder med ca. 100.000 medlemmer.

Baptisterne mødte modstand fra de etablerede statskirker overalt i Europa, hvorfor mange flygtede til Nordamerika. I 1639 grundlagde Roger Williams den første amerikanske baptistmenighed, kolonien Providence på Rhode Island, på princippet om lige religiøse og politiske frihedsrettigheder for alle. Med baggrund i de amerikanske vækkelser i 1800-tallet og med bred tilgang blandt afroamerikanere fik baptismen sin største fremgang i USA.

Den angelsaksiske baptisme har været banebrydende på flere områder — i den nyere protestantiske missionsbevægelse (William Carey), i sin sociale mission (Walter Rauschenbusch, 1861-1918), i kampen mod racediskrimination (Martin Luther King) og i verdensevangelisation (Billy Graham).

Baptismen på det europæiske kontinent begyndte i 1834, da tyskeren J.G. Oncken (1800-1884), den europæiske baptismes fader, lod sig døbe i Elben. Baptismen kom til Danmark via Tyskland, hvor Julius Köbner (1806-1884), der var døbt af Oncken i Hamburg i 1836, fik forbindelse med vakte kredse i de gudelige forsamlinger. Nordens første baptistmenighed blev stiftet i København i 1839. Indtil Grundloven af 1849 gav religionsfrihed, blev baptisterne udsat for retslig forfølgelse, og deres børn blev under protest fra grundtvigske og liberale kredse tvangsdøbt i den lutherske kirke.

Baptistkirken i Danmark

Baptistkirken i Danmark blev et statsanerkendt trossamfund i 1952 og hed indtil 2001 Det Danske Baptistsamfund. I 2011 havde Baptistkirken i Danmark ca. 5300 medlemmer. Siden 1928 har Baptistkirken drevet skolevirksomhed med bl.a. præsteseminarium i Tølløse og mission i Rwanda og Burundi; siden 1948 har det været medlem af Kirkernes Verdensråd og engageret i økumenisk, dvs. fælleskirkeligt arbejde.

Baptisterne mener, at deres principper, specielt kirke- og dåbssyn, er nedlagt i Det Nye Testamente, og de har ikke bindende bekendelsesskrifter; Bibelen er eneste autoritet og grundlaget for tro, kirkeordning og liv, men deres almene kristentro afviger ikke fra de oldkirkelige bekendelser. Den kristne menighed skabes ved forkyndelse af Evangeliet, der kalder til omvendelse, tro og dåb i Den Treenige Guds navn. Dåben foretages ved neddykning af hele kroppen efter oldkirkeligt forbillede. Kun den, der når frem til personlig tro, kan døbes og optages i menigheden, der som fællesskab er ansvarlig for menighedens liv og vækst. Den lokale menighed er en selvstændig enhed, der vælger sin egen præst, menighedsråd m.m. Det sker på menighedsmødet, hvortil alle døbte har adgang. De lokale menigheder samarbejder om mission i synodale sammenslutninger. Baptistkirken i Danmark består af 53 menigheder (2012).

Den internationale baptisme er i sakramentsspørgsmålet mere præget af den calvinske end af den lutherske tradition. Baptismen er flere steder på vej væk fra en "lukket baptisme" til en åben mellemkirkelig praksis. Andre kristne er velkomne til nadverfejringen, det åbne nadverbord, og andre kristne optages som medlemmer uden fornyet dåb. Denne praksis kaldes åbent medlemskab.

De baptistiske principper, som menighederne lever efter, omfatter også respekten for det enkelte menneskes ukrænkelige værd, fx religionsfrihed, samt adskillelse mellem kirke og stat. Baptistkirker er derfor overalt frikirker med selvstændigt ansvar for økonomien.

Baptistkirken i Danmarks internationale mission

Kirke og mission har altid hørt sammen for danske baptister, der i 1800-tallet samarbejdede med andre baptistkirker i "ydre mission". I 1928 overtog de mandatområderne Burundi og Rwanda som eget missionsfelt, og arbejdet med kirke, skole og hospital blev grundlaget for to nye kirkesamfund, der blev selvstændige i 1960. Siden er den danske mission blevet udført som mellemkirkeligt samarbejde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig