En anakronisme er en tidsmæssig uoverensstemmelse af elementer inden for en given sammenhæng. Det kan være et tilsigtet raffinement, som når Nis Petersen i Sandalmagernes Gade (1931), der foregår i det gamle Rom, fortæller, at "Marcellus havde spleen".

Faktaboks

Etymologi
Ordet anakronisme kommer af græsk ana- og chronos 'tid'.

En utilsigtet anakronisme er det, at Shakespeare i skuespillet Julius Cæsar (II,2) lader et ur slå, eller at Tower Bridge, der først blev bygget i 1894, afbildes i gyserfilmen The Lodger (1944) om Jack the Ripper i 1880'ernes London. En utilsigtet anakronisme forekommer også i den danske tv-serie Matador (1978-1982), hvor en spilledåse i 12. afsnit, der foregår i 1936, spiller melodien Edelweiss, der er skrevet til musicalen The Sound of Music i 1959 af amerikanerne Rodgers og Hammerstein og ikke er en tysk eller østrigsk folkemelodi af ældre dato, som tilrettelæggerne må have formodet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig