Electoral College (Valgmandskollegiet)

Hver delstat får tildelt et antal valgmænd i forhold til delstatens antal senatorer og repræsentanter i Kongressens to kamre. Antallet af repræsentanter pr. delstat er baseret på det antal mennesker, der bor i den enkelte delstat, mens hver af de 50 delstater har to senatorer, uanset hvor mange mennesker, der bor i delstaten.

Derfor får en delstat som North Dakota tre valgmænd svarende til én valgmand per ca. 259.726 indbyggere, mens en stat som Californien får 54 valgmænd svarende til én valgmand per ca. 721.115 indbyggere.

Selvom det kan virke, som om Californien har langt mere indflydelse i Valgmandskollegiet med sine 54 valgmænd, kan der argumenteres for, at vælgernes stemme i North Dakota tæller for mere. Denne fordeling af valgmænd gør, at en præsidentkandidat kan blive valgt på trods af at have fået færre stemmer end sin modstander på landsplan.

Vedtagelsen af Valgmandskollegiet skal ses i lyset af den situation, USA befandt sig i ved sin grundlæggelse. De 13 delstater havde været fælles om at vinde over Storbritannien i Uafhængighedskrigen, men de var splittet internt om, hvordan de skulle udforme deres føderale regering. Ikke mindst om, hvordan man skulle vælge personen til posten som præsident. Vedkommende skulle være lederen af den udøvende gren i et system baseret på magtens tredeling mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt.

En af de første valgmetoder, der blev foreslået, var at lade præsidenten blive valgt af Kongressen, den lovgivende gren, som selv bestod af folkevalgte medlemmer. Men da man ønskede en præsident, der kunne handle uafhængigt af Kongressen i magtens tredeling, blev denne metode fravalgt.

At lade præsidenten blive valgt direkte af befolkningen på samme måde som kongresmedlemmerne blev det i de enkelte delstater, var der dog også modstand overfor. Dels mente de mindre folkerige delstater, at de mere folkerige delstater ville få for stor indflydelse på valget af præsidenten, dels frygtede man, at et direkte valg kunne bane vejen for lokale populistiske kandidater, der ville splitte stemmerne imellem sig, uden at der blev opnået et flertal for en enkelt kandidat.

Kompromiset blev at lade amerikanerne stemme på valgmænd i deres respektive delstater. Disse valgmænd kunne så efterfølgende stemme på en præsidentkandidat. Tanken var, at valgmændene ville bestå af de fremmeste medlemmer af de lokale samfund, og blandt dem ville de finde frem til, hvem de anså som det fremmeste medlem af det amerikanske samfund – og dermed den mest egnede kandidat til præsidentposten.

Ved USA’s grundlæggelse havde man ikke forestillet sig, at politikere ville samle sig i partier, men disse opstod relativt hurtigt i de første årtier af 1800-tallet. Med partierne opstod der fra politikernes side et ønske om større kontrol med valgmændene, der med tiden blev forpligtet til at stemme på bestemte kandidater.

I dag har flere delstater ligefrem love, der straffer troløse ‘valgmænd’, hvis de stemmer på en anden kandidat end den, de repræsenterer. Der er dog stadig enkelte tilfælde i dag, hvor valgmænd stemmer på en anden kandidat. Dog har dette ikke haft afgørende indflydelse på det endelige resultat.

I dag optræder valgmændenes navne ikke på stemmesedlen. I stedet er det navnene på præsidentkandidaterne, vælgerne sætter kryds ved. Efter at valget har fundet sted, samles valgmændene dog stadig i deres respektive delstatshovedstad og afgiver formelt deres stemme på kandidaten, de repræsenterer. Disse stemmer sendes så til Washington D.C., hvor de bliver talt op, så valget af den nye præsident kan blive officielt.

Det var denne optælling af valgmandsstemmer i kongressen i Washington D.C., som den daværende præsident Donald Trump ønskede afbrudt den 6. januar 2021, hvilket ledte til stormen på Kongressen.

En anden udvikling af valgmandskollegiet, der indtraf relativt hurtigt, var, at de fleste delstater vedtog at fordele deres valgmænd efter princippet om, at vinderen fik alle valgmandsstemmerne for delstaten. Så selvom en præsidentkandidat kun vandt 51% af stemmerne i en delstat, fik vedkommende ikke kun halvdelen af valgmændene, men alle valgmændene.

Denne måde at vinde valgmænd på giver bl.a. de to store partier, demokraterne og republikanerne, en fordel i forhold til tredjepartikandidater. Hvor stemmer på tredjepartikandidater oftere vil gå tabt, da de sjældent får flertallet af stemmer i en enkelt delstat.

Der har været tilfælde af valg, hvor vinderen af præsidentvalget fik færre stemmer på landsplan end taberen, senest ved valget i 2016.

De ovenstående eksempler gør, at der stadig i dag er en diskussion, om valgmetoden skal reformeres. Ændringer af valgmetoden vil dog i de fleste tilfælde kræve en forfatningsændring, som skal vedtages af kongressen, hvor 2/3 skal stemme for forslaget, før det kan gennemføres. Herefter skal afgørelsen vedtages af ¾ af delstaterne for at blive ratificeret.

Fortalere for at bevare valgmandskollegiet, som det er, hævder, at det bevarer en vis stabilitet i valget og sikrer mindre staters rettigheder, som det var hensigten fra begyndelsen af. Fordi systemet er en fordel for større partier, er en større valgreform ikke sandsynlig, hverken for ‘vinderen får det hele’-systemet, eller at lade amerikanerne vælge deres præsident direkte.

Derudover er der en strukturel forskel mellem partierne i dag, hvor demokraterne sidder på magten i de folkerige delstater, mens republikanerne har flertal i de mindre folkerige delstater. Det gør, at selv de to store partier ikke ser ens på værdien af valgmandskollegiet.

• Præsidentvalg i USA
• præsidentvalget i USA 2024
• USA's præsident
• Amerikanske præsidenter
• Det Demokratiske Parti
• Det Republikanske Parti
• Gerrymandering
• Den Amerikanske Revolution
• USA's forfatning