Esperanto. Esperantoflaget stammer fra den første verdenskongres for esperantister, der blev afholdt i 1905 i Boulogne-sur-Mer i Frankrig.

Esperanto er et kunstsprog med stor international udbredelse. Sproget er konstrueret af den polsk-jødiske øjenlæge Ludwik Zamenhof (1859-1917), som under pseudonymet Doktoro Esperanto 'den håbende læge' i 1887 udgav den første indføring i sproget med grammatik, ordliste og tekstprøver; heraf sprogets navn.

Skrift og udtale

Esperanto, hvor udtalen er romanskpræget, tager udgangspunkt i det latinske alfabet, hvoraf nogle bogstaver kan kombineres med diakritiske tegn:

Cirkumfleks: ĉ, ĝ, ĥ, ĵ og ŝ. Breve: ŭ

Trykket ligger altid på næstsidste stavelse, fx la uˈnua malˈgranda lerˈnejo 'den første lille skole'.

Udtale af konsonanter i esperanto

Bogstav Udtale Eksempel
c [ʦ] certa [ˈʦerta] 'sikker'
ĉ [ʧ] ĉevalo [ʧeˈvalo] 'hest'
ĝ [ʤ] ĝojo [ˈʤojo] 'glæde'
ĥ [χ] ĥaoso [χaˈoso] 'kaos'
ĵ [ʒ] ĵaŭdo [ˈʒawdo] 'torsdag'
ŝ [ʃ] ŝafo [ˈʃafo] 'får'
z [z] kuzo [ˈkuzo] 'fætter'

Grammatik

Ordbøjning og ordafledning foregår ved hjælp af et begrænset antal faste præ- og suffikser. Substantiver ender altid på -o, adjektiver altid på -a, adverbier på -e, fx amo 'kærlighed', ama 'kærlig', ame 'kærligt, på en kærlig måde'. Den bestemte artikel er altid la, og flertalsendelsen for både substantiver og adjektiver er -j: la granda domo 'det store hus', la grandaj domoj 'de store huse'. Objektet har endelsen -n: mi vidas la grandan domon 'jeg ser det store hus', mi vidas la grandajn domojn 'jeg ser de store huse'. Verberne, som i infinitiv ender på -i, bøjes således:

Tempus Form Betydning
infinitiv ami at elske
nutid mi amas jeg elsker
datid mi amis jeg elskede
fremtid mi amos jeg vil elske
konditionalis mi amus jeg ville elske
imperativ amu elsk
nutids participium aktiv amanta elskende
nutids participium passiv amata elsket

Ordforråd

Ordrødderne er mest latinske og romanske med et vist tilskud af tyske, engelske og slaviske ord. Esperantos konsekvente udnyttelse af alle sprogets afledningsendelser muliggør et meget stort og logisk gennemsigtigt ordforråd, men giver samtidig sproget et stift og skematisk præg og lægger afstand til et mere "naturligt" internationalt ordforråd; denne argumentation er bl.a. blevet fremført af forkæmpere for mere "naturalistiske" kunstsprog, fx interlingua.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig