Gerundium, (lat., afledt af gerere 'udføre'), grammatisk term, der i den latinske grammatik betegner en infinit verbalform, der fungerer som kasusbøjet form af infinitiven. Formen dannes af præsensstammen og findes i alle kasus undtagen nominativ. Af verbet facere 'at gøre' fås fx følgende former:

akkusativ facie-ndum
genitiv facie-ndi
dativ facie-ndo
ablativ facie-ndo

Akkusativformen af gerundium bruges efter præposition: ad faciendum 'for at gøre', hvor man som objekt anvender infinitiven.

I italiensk og spansk grammatik bruges termen gerundio om den ubøjelige participiumsform -ndo, fx musikudtrykket crescendo 'voksende' (ital.) og estoy comiendo 'jeg er ved at spise' (sp.). I engelsk grammatik bruges betegnelsen gerund om visse anvendelser af -ing-formen: I hate getting up early 'jeg hader at stå tidligt op'.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig