Morfologi er læren om ordet og dets opbygning. Til morfologi hører ordets opdeling i morfemer, der er sprogets mindste betydningsbærende enheder. Morfologi opdeles normalt i orddannelse og fleksion.

Faktaboks

Etymologi
Ordet morfologi er dannet af græsk morfo-, der angiver, hvordan noget er formet, og -logi.
Også kendt som

formlære

Orddannelse

Inden for orddannelse skelner man mellem derivation og komposition. Ved derivation forstås en afledning af et ord fra et andet, ofte ved tilføjelse af et præfiks, fx for-handle, eller et suffiks, fx hæs-hed. Komposition er dannelse af et ord ved sammensmeltning af to andre, evt. ved hjælp af et fugeelement, fx -s- i union-s-modstander, eller -e- i hest-e-vogn.

Fleksion

Fleksion er læren om ordenes bøjninger, dvs. deres formveksel i forhold til de grammatiske kategorier, på dansk bl.a. mht. numerus, bestemthed og tempus. Man skelner traditionelt mellem deklination og konjugation. Deklination omfatter bøjningsmønstre, der hører til de nominale ordklasser (substantiver, adjektiver, talord og pronominer) og udtrykker kategorierne genus, numerus, kasus med flere. Konjugation betegner de finitte verbers bøjning i forhold til kategorierne tempus, person og numerus samt i visse sprog aspekt.

Man kan beskrive et ords fleksion med et bøjningsskema, hvor ordets stamme, dvs. dets rod med evt. præfikser og suffikser, er konstant, mens endelsen veksler, fx tab-e, tab-er, tab-te, tab-t. Der kan tillige forekomme forandringer i stammen, fx aflyd: finder, fandt, fundet. Særlige kendetegn ved bøjninger er suppletivisme, der angiver bøjningsformer, hvor to helt forskellige, såkaldt suppletive stammer supplerer hinanden, fx god, bed-re, bed-st, og defektivisme, egentlig om ufuldstændig bøjning, hvor manglende former i bøjningen udfyldes af andre ord eller omskrivninger, fx datid af undvære, som ikke hedder *undværede, men måtte undvære. Endelig benævnes det synkretisme, når samme form udfylder flere pladser i et bøjningsmønster, fx ved identisk ental og flertal som et/flere får og en/flere fisk.

Morfologi og syntaks

Morfologi står i modsætning til syntaks, der er læren om, hvordan ordene kædes sammen til syntagmer og sætninger; men da der ikke altid er en fast grænse mellem ord og syntagme, er det heller ikke muligt at skelne skarpt mellem morfologi og syntaks. Er tillykke/til lykke en sammensætning, som skal beskrives inden for morfologien, eller en præpositionsforbindelse, der skal analyseres inden for syntaksen? Nogle sprogforskere, bl.a. tidlige repræsentanter for den generative grammatik, anerkendte ikke morfologi som en selvstændig disciplin, men henførte enhver sammenkædning af sproglyd til syntaksen. De fleste sprogforskere har dog fastholdt den traditionelle skelnen mellem morfologi og syntaks ud fra det synspunkt, at ordet er sprogets grundelement.

Typer af sprog

Morfologiske forhold udviser store forskelle fra sprog til sprog. Analytiske sprog som kinesisk, hvor et ord normalt repræsenterer et enkelt indholdselement, har kun få eller ingen bøjninger, mens flekterende sprog som latin har en kompliceret morfologi med bøjningsendelser, der typisk rummer flere indholdselementer; fx repræsenterer endelsen -us i latin sever-us 'streng' både genus (maskulinum), numerus (singularis) og kasus (nominativ). Agglutinerende sprog som tyrkisk udtrykker morfologiske forhold på anden vis, idet et ord kan rumme adskillige affikser, der hver især kun repræsenterer et enkelt indholdselement.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig