Verbum, udsagnsord, grammatisk betegnelse for en ordklasse, der betegner handlinger som banke, save, processer som vokse, visne eller tilstande, fx stå, være. Fælles for alle verber er, at de udtrykker noget, der forløber i tid, og at de syntaktisk fungerer som hele eller dele af verbaler.

Faktaboks

Etymologi
Ordet verbum er latin for 'ord', identisk med dansk ord, af indoeuropæisk *wérdhom, af *wer- 'sige'.

indoeuropæiske og mange andre sprog er verber kendetegnet ved, at de bøjes i tempus, fx nutid banker og datid bankede. På mange sprog kan verbalbøjningen også udtrykke aspekt og derved afgrænse handlingen i tid, fx fransk imparfait om den uafsluttede handling il chantait 'han var i færd med at synge' over for passé simple om den afsluttede handling il chanta 'han sang'. På engelsk udtrykker -ing-formen ligeledes, at handlingen ses som en uafsluttet, igangværende proces.

Både verbers og adjektivers primære funktion anses gerne for at være prædikativ (se prædikat) og sige noget om, hvad subjektet er eller gør. I sprog, der ikke har tidsbøjning, er verber imidlertid ikke klart afgrænset i forhold til adjektiver. Hvor der ikke findes specielle verbale bøjningsformer, udviskes således forskellen mellem udtryk som han (er) bange og han frygter.

Platon regnede kun med to fundamentale ordklasser, substantiver og verber, og opfattede adjektiverne som en undergruppe af verberne. Romerne samlede derimod adjektiver og substantiver i ordklassen nominer ud fra ligheder i bøjningsmåder. I middelalderen opdeltes ordklasserne i substantiver, verber, adjektiver og ubøjelige småord.

Det er ikke nogen tilfældighed, at man for denne ordklasse har valgt betegnelsen verbum 'ord', idet verbalet sædvanligvis anses for at udgøre det centrale led i sætningen. På latin og andre sprog, fx russisk, italiensk og spansk, hvor verbalets personendelse ofte overflødiggør en særskilt angivelse af subjektet, kan verbet alene udgøre en hel sætning, fx lat. movet 'den bevæger sig'. På dansk ses noget tilsvarende alene ved imperativ, hvor den, man taler til, er underforstået subjekt, jf. gå! over for du skal gå.

De tidsbøjede verbalformer kaldes ofte verbets finitte, dvs. afgrænsede, former, fordi de angiver et bestemt tidspunkt for sætningens handling. De finitte former bøjes foruden i tempus på mange sprog også i person, tal og modus. De infinitte verbalformer, som ikke kan danne egentlige sætninger og heller ikke bøjes i tempus, person og modus, omfatter på dansk infinitiv og participium, som er hhv. den substantiviske og den adjektiviske form af verbet.

Verbet er også centralt i sætningen, fordi det enkelte verbum ved sin valens bestemmer, hvilke andre led der kan eller skal være i sætningen. Nogle verber, fx komme, spire, visne, er monovalente, idet de kun kan forbindes med ét valensled, subjektet, der angiver den person eller den ting, som er en integreret del af den omhandlede proces, fx han i han kommer. Andre verber er bivalente, fx kende, læse og undgå, idet de også kræver et objekt, fx hende i han kender hende. Trivalente verber som give, forklare kan foruden subjekt og objekt bl.a. have et indirekte objekt, fx hende i han giver hende en bog; de tre involverede størrelser skal dog ikke alle nødvendigvis være udtrykt, jf. det er mig, der giver, hvor det er underforstået, hvad der gives, og hvem det gives til.

Monovalente verber kaldes også intransitive, mens verber med flere valenser kaldes transitive, egl. 'overskridende', da de beskriver en handling, der er rettet mod andre størrelser end subjektet; se transitivitet. Mange verber, især de transitive, kan bøjes i diatese, der vedrører valensleddenes rækkefølge, og som hovedsagelig kommer til udtryk i aktiv og passiv. I aktiv gøres den handlende person til subjekt, fx direktøren har underskrevet et brev, mens den handlende person i passiv trænges i baggrunden og udelades eller tilkobles ved præpositionen af, jf. brevet er blevet underskrevet (af direktøren). Ved transitive verber rykker aktivsætningens objekt i passiv altså op som subjekt. Ved intransitive verber kan subjektpladsen udfyldes af den "tomme" markør der, jf. der grines meget. Passiv udtrykkes i danske verber ved omskrivning med blive eller ved tilføjelse af -s.

Verberne kan tillige grupperes efter aktionsart, hvor der bl.a. skelnes mellem de perfektive verber, som indeholder forestillingen om en grænse, der overskrides, fx dø, overbevise, åbne, og de imperfektive, der ikke indeholder en sådan forestilling, fx leve, vide, spærre. På dansk dannes de sammensatte tider af perfektive, intransitive verber med være og af alle andre verber med have, jf. han er død over for han har levet.

Mens man på europæiske sprog tit sætter to substantiver sammen til ét ord, fx havebænk, fodbold, sætter man normalt ikke to verber med fuld leksikalsk betydning sammen. Det gør man derimod på en del afrikanske og asiatiske sprog med de såkaldte serielle verber, hvor flere verber i rækkefølge kan opnå en fælles betydning som fx i thai aw ma haj, egl. 'tage komme give', dvs. 'hente (noget) til en'. Se også grammatik, morfologi og syntaks.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig