D, d (bogstav)

Det latinske D stammer fra det græske bogstav delta (Δ,δ), der også har lydværdien [d]. Delta stammer fra det fønikiske delt, hebraisk dalet, antagelig med betydningen 'dørfløj', hvad der henviser til bogstavets form. Som romertal står D for 500.

I dansk udtales d "hårdt" som [d] eller "blødt" som [ð], eller det skrevne bogstav er stumt, dvs. uden lydværdi. Dansk [d] er en ustemt alveolær klusil, mens [ð] er en stemt dental approksimant. Hovedreglen er, at d udtales [d] i forlyd, men [ð] efter vokal i indlyd og udlyd. Det skrevne ord moderne kan læses dels som adjektivet (tøjet er) moderne med [d], dels som substantivet moderne (skifter) med [ð]. I enkelte ord, hvor stavelsesgrænsen ikke ligger fast, forekommer begge udtaler, fx i sporadisk.

d skrives uden lydværdi — som såkaldt stumt d — dels efter l, n og r i fx fuld, fylde, myldre, mand, kvinde, hundrede, gård, jorder, dels foran s i fx plads og foran [t] i bøjningsformer som bredt og forladt. Men i de samme forbindelser er udtalen dels [d], fx i (en) bold, fyldig, ældre, sekund, (en) blonde, andre, lærd, byrde, dels [ð] i fx rædsel og stupidt. Skrivemåder med stumt d er i mange tilfælde etymologisk urigtige; fx har norsk sproghistorisk korrekt stavemåderne full, fylle, mann, kvinne.

Dansk d udtalt [ð] svarer dels til oprindeligt [ð], fx i blod og ride, jf. islandsk blóð og ríða, dels til oprindeligt t, fx i rod og bide, jf. islandsk rót og bíta. Norsk og svensk har d og t for oprindeligt ð og t.