Komma
Komma
Af /PantherMedia.
Licens: CC BY NC SA 4.0

Komma (,) er det hyppigste skilletegn i en tekst. Det bruges til at markere grænser mellem sætninger eller dele af sætninger og desuden mellem de enkelte led i en opremsning og som skilletegn mellem hele tal og decimaler i decimaltal.

Faktaboks

Etymologi
Ordet komma kommer af græsk komma, pluralis kommata, 'noget afhugget, afskåret', afledning af koptein 'afskære', egentlig om en kort sætning.

Forskellige kommasystemer

Grammatisk komma eller pausekomma

I dansk har der gennem tiden været flere forskellige officielt anerkendte kommasystemer. De første officielle kommaregler kom i 1918, og fra begyndelsen var der valgfrihed mellem to systemer, grammatisk komma og pausekomma. Det grammatiske kommas hovedfunktion er at markere, hvor en ledsætning begynder og slutter. Pausekomma følger derimod tekstens indholdsmæssige opbygning.

Traditionelt komma eller nyt komma

Pausekomma blev afskaffet i 1996, da den officielle Retskrivningsordbog i stedet introducerede nyt komma som alternativ til grammatisk komma, der ved samme lejlighed blev omdøbt til traditionelt komma. Brugen af nyt komma blev anbefalet af Dansk Sprognævn, men fik kun begrænset udbredelse.

Ét kommasystem

Efter politisk pres blev nyt komma i 2004 formelt afskaffet, idet man gik over til kun ét kommasystem, dog med valgfrihed med hensyn til brug af komma foran ledsætning, såkaldt startkomma. Dansk Sprognævn anbefaler, at man undlader at sætte startkomma, men annoncerede i juni 2023, at anbefalingen vil blive fjernet i 5. udgave af Retskrivningsordbogen, der efter planen udkommer i slutningen af 2024.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig