Startkomma er komma foran en ledsætning.

Det er som hovedregel valgfrit, om man vil sætte startkomma eller ej, men ifølge Retskrivningsordbogen skal man følge samme praksis inden for samme tekst. Således skal elever ved folkeskolens afgangsprøve i retskrivning angive, om de anvender startkomma eller ej.

Startkomma benyttes generelt i offentlig administration og i de trykte medier, mens man især finder fravalg af startkomma blandt skønlitterære forfattere, sprogforskere og andre særligt sprogbevidste skribenter.

Dansk Sprognævn anbefaler, at man undlader at sætte startkomma, men annoncerede i juni 2023, at anbefalingen vil blive fjernet i 5. udgave af Retskrivningsordbogen, der efter planen udkommer i slutningen af 2024.

Eksempler med og uden startkomma fra Retskrivningsordbogen, § 49

Med startkomma Uden startkomma
Vi forventer, at det bliver regnvejr. Vi forventer at det bliver regnvejr.
Manden, der ville være en østers (filmtitel). Manden der ville være en østers (filmtitel).
Ring, hvis det bliver regnvejr. Ring hvis det bliver regnvejr.
Skønt man siger, det bliver regnvejr, når svalerne flyver lavt, vil jeg nu løbe an på, at det bliver tørvejr hele dagen, og at stævnet kan holdes. Skønt man siger det bliver regnvejr når svalerne flyver lavt, vil jeg nu løbe an på at det bliver tørvejr hele dagen, og at stævnet kan holdes.
Den, der sover, synder ikke. Den der sover, synder ikke.
At det bliver regnvejr, når svalerne flyver lavt, er en gammel erfaring. At det bliver regnvejr når svalerne flyver lavt, er en gammel erfaring.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig