Deiksis er et sprogvidenskabeligt begreb, der betegner forholdet mellem det kommunikerede indhold og kommunikationssituationen. Begrebet kan også bruges i logisk betydning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet deiksis kommer af græsk deiknynai 'vise, udpege'.

Grammatisk betegner deiksis sprogsystemers ordning af kategorierne person, rum og tid med udgangspunkt i ytringssituationen. Der er således tre deiktiske typer:

  1. Persondeiksis om talens parter: 1., 2. og 3. person, dvs. den/de talende, tiltalte og omtalte. Persondeiksis er almindelig i verbers personbøjning, fx tysk bin, bist, ist, og i pronominer, fx jeg/du/han-hun.
  2. Lokaldeiksis om stedet i forhold til ytringens rum, både konkret og overført: 1., 2. og 3. position om nærmest, fjernest og rumligt ubestemt. Lokaldeiksis optræder i demonstrative pronominer, fx latin hic, iste, ille 'denne, den, den dér', og i stedsadverbier som her og dér.
  3. Temporal deiksis forekommer i verbers tidsbøjning, fx nutid, datid, fremtid, og i tidsadverbielle udtryk, fx nu, da, i morgen, straks. En ytring som jeg kommer her i morgen kan således kun forstås ud fra ytringssituationen, idet den betyder noget forskelligt, alt efter hvem der siger den i hvilken situation.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig