Sproget opdeles traditionelt i oldnederlandsk 400-1100, middelnederlandsk 1100-1500 og moderne nederlandsk fra 1500.
I middelalderen var det først grevskabet Flandern og dernæst hertugdømmet Brabant, der som de vigtigste kulturelle centre var hjemsted for en rig skriftlig overlevering, fx de franskinspirerede flamske ridderromaner og dyrefablen Van den Vos Reynaerde (Om ræven Reynaert). Da Nederlandene i slutningen af 1500-tallet blev delt som følge af opstanden mod Filip 2.s spanske regime, blev de hollandske byer, især Amsterdam, nye centre for den kulturelle udvikling. Her blev der i renæssancen udviklet et standardiseret skriftsprog, jf. den første nederlandske grammatik Twe-spraack van de Nederduytsche letterkunst (Dialog om den nederlandske grammatik, 1584).
De mange flygtninge fra Brabant og Flandern, de såkaldte sydnederlændere fra den nordlige del af det nuværende Belgien, prægede især ordforrådet, således at også vor tids nederlandsk er en blanding af sydlige og nordlige træk. Dette blandingspræg blev yderligere stadfæstet af bibeloversættelsen Statenbijbel (1637), hvis medarbejdere kom fra hele sprogområdet, og værket blev normgivende for det klassiske nederlandske skriftsprog. Sprogrigtighedsspørgsmål prægede hele 1600- og 1700-tallet med adskillige forslag til en normeret retskrivning. Først i 1804 foreskrev den hollandske stat en autoriseret retskrivning med Verhandeling over de Nederduitsche spelling af M. Siegenbeek (1774-1854), og i 1805 udkom den første grammatik, Nederduitsche Spraakkunst af P. Weiland (1754-1842). Den nuværende retskrivning er fra 1947 med seneste ændring i 2005.
I de sydlige provinser var kultursproget efter delingen af Kongeriget Nederlandene i 1830 udelukkende fransk, og denne del af sprogområdet fik derfor ingen indflydelse på standardsproget før midt i 1800-tallet. Anerkendelsen af nederlandsk som officielt sprog i Flandern forløb langsomt. I 1873 blev nederlandsk tilladt ved de lavere domstole, og i 1898 blev sproget helt sidestillet med fransk. Først i 1930'erne blev Flandern ensproget nederlandsk, og nederlandsk blev undervisningssprog ved universitetet i Gent. Det var længe usikkert, om man i Flandern ville betone egne sproglige særtræk og derved i standardsproget øge afstanden til hollandsk sprogbrug, som i visse kredse blev identificeret med calvinismen, men i 1980 indgik Flandern og Holland en sprogunion, der skal samordne sprogudviklingen i de to samfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.