generativ grammatik

Generativ grammatik er en grammatisk metode, der tager udgangspunkt i den matematiske mængdelære. Metoden, der blev lanceret af Noam Chomsky i 1950'erne, definerer et sprog ved hjælp af en grammatik, der genererer, dvs. formelt opregner, alle sprogets grammatisk mulige strukturer. Udgangspunktet er, at et almindeligt menneskesprog kan betragtes som en uendelig mængde af strenge, nemlig alle de strenge, der kan dannes ved at sætte ord fra det givne sprog ved siden af hinanden på en sådan måde, at de er i overensstemmelse med sprogets grammatik.

I generativ grammatik prøver man altså at se ganske bort fra ordenes mening og undersøger blot, hvilke rækker af ord indfødte sprogbrugere vil acceptere som værende korrekte på deres sprog. Det hævdes således med et berømt eksempel, at strengen Colorless green ideas sleep furiously af enhver indfødt engelsktalende vil blive anerkendt som en korrekt engelsk sætning, på trods af at den er meningsløs, mens strengen Furiously sleep ideas green colorless vil blive afvist.

Mængden af korrekte sætninger på et givet sprog er uendelig. Det antal korrekte strenge, der kan dannes, er meget stort, dels fordi de fleste sprog vel har et ordforråd på ikke under 10.000 ord i adskillige forskellige former, dels fordi der ikke er nogen fast øvre grænse for sætningers længde. Det, der først og fremmest gør mængden uendelig, er den såkaldte rekursion, dvs. det forhold, at konstruktioner kan kopieres inden i sig selv et antal gange, der ikke er nogen øvre grænse for. Man kan fx blive ved med inden i en sætning at putte en sætning, som man kan putte en sætning ind i osv. Når et barn i fireårsalderen har lært et sprog, er det i stand til at producere og afkode sætninger, det aldrig før har hørt.

Man kan således ikke beskrive mængden af korrekte sætninger ved at skrive en liste over dem, men må bruge formler, der kan generere denne uendelige mængde. De formler, man især bruger i den generative grammatik, er genskrivningsregler, der specificerer, hvad enhver given størrelse kan bestå af, fx at S, en sætning, kan bestå af et NP, en navnegruppe, og et VP, en verbalgruppe.

Udviklingen inden for den generative grammatik har bestået i at raffinere disse regelsæt, således at de på en økonomisk og overskuelig måde faktisk kan generere alle de strenge og kun de strenge, der hører til et givet sprog. De simpleste genskrivningsregler, der består i, at et enkelt simpelt symbol genskrives som andre simple symboler, er utilstrækkelige til at beskrive de kombinationer, der faktisk forekommer i naturlige sprog. Det blev derfor allerede fra begyndelsen foreslået at tilføje nogle transformationsregler, der som input tager output fra genskrivningsreglerne og omdanner dette output. Derfor kaldtes de første generative grammatikker gerne transformationsgrammatikker.

Når man vil opregne den mængde af sætninger, der er grammatisk mulige på et givet sprog, må man se bort fra fænomener som fortalelser, stammen, hosteanfald mv. Man må idealisere data for at finde frem til det principielle system, der ligger bag. Chomsky kaldte den ideelle sprogevne for den sproglige kompetence til forskel fra den sproglige udførelse (engelsk performance), som er de ytringer, der rent faktisk bliver produceret, og som kan være stærkt præget af usammenhængende konstruktioner, gentagelser af samme ord og udeladelser. Kritikken af den generative grammatik har ikke mindst gået på, at det kun ved stærkt idealiserede data er muligt at karakterisere et sprog som en mængde af velformede sætninger.

Den generative grammatik har givet indsigt i sprogenes kompleksitet, men de fleste synes efterhånden at mene, at den generative lingvistik ikke kan stå alene, og at udsagns betydning må inddrages fra første færd, således at interessen nu samler sig om det bredere begreb formel lingvistik.