• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cl. Wilkens

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter Redaktionen

Cl. Wilkens, Claudius Wilkens, 1844-1929, dansk filosof og sociolog, dr.phil. 1875, docent i filosofi og sociologi ved Københavns Universitet 1883, professor i filosofi smst. 1897-1918. Med Samfundslegemets Grundlove. Et Grundrids af Sociologien (1881) introducerede han sociologien i Danmark. Senere udgav han Æstetik i Omrids (1888) og Poesien (1893), hvori han udformede en æstetik på psykologisk grundlag. Wilkens' interesse for sociale forhold var ikke kun teoretisk. Han var en lang årrække medlem af Frederiksbergs fattigkommission, og med sin pjece Universitet og Folkedannelse (1896) gav han det afgørende stød til oprettelsen af Folkeuniversitetet.