F.W.J. Schelling

F.W.J. Schelling var en tysk filosof.

F.W.J. Schelling, der var født i Leonberg ved Stuttgart som søn af en pietistisk teologilærer, beherskede som barn adskillige fremmedsprog, og som 15-årig fik han lov at begynde et universitetsstudium. Fra 1790 studerede han teologi i Tübingen.

Sammen med de lidt ældre venner G.W.F. Hegel og Friedrich Hölderlin fattede han interesse for Immanuel Kants filosofi; senere blev Johann Gottlieb Fichte hans store forbillede. Snart tog Schelling imidlertid afstand fra Fichtes subjektive idealisme, ifølge hvilken jeget ensidigt bestemmer verden. I stedet opfattede han jeget (subjektet) og naturen (objektet) som ligeværdige manifestationer af én og samme urgrund, det absolutte eller ubetingede. Næsten hele Schellings i øvrigt meget varierede forfatterskab er præget af denne tanke.

F.W.J. Schelling studerede 1796-1797 naturvidenskab i Leipzig; her udviklede han samtidig en naturfilosofi, dvs. en lære om principperne for naturens udvikling og former, der forenede filosofisk spekulation og naturvidenskabelige resultater (Ideen zu einer Philosophie der Natur, 1797). Han sidestillede den med transcendentalfilosofien, der, som hos Kant og Fichte, undersøger de subjektive betingelser for erkendelsen.

I 1798 blev Schelling på Johann Wolfgang von Goethes foranledning professor i Jena, hvor han kom i kontakt med kredsen af romantiske digtere. Caroline Schlegel lod sig i 1803 skille fra sin mand, August Schlegel, for at gifte sig med Schelling; også dette foregik med Goethes billigelse.

I Jena udtænkte Schelling en typisk romantisk løsning på sit grundproblem: Det ubetingede, der ligger til grund for både subjekt og objekt, kan ikke begribes, men er dog tilgængeligt for "kunstanskuelsen".

Kunstværket forener det bevidste og det ubevidste og er således et synligt tegn på, at verden dybest set udgør en enhed. Schelling kan derfor i sit kendteste værk, System des transzendentalen Idealismus (1800), hævde, at kunsten er filosofiens vigtigste redskab.

I de følgende år udviklede han en identitetsfilosofi, en mere formel teori om forholdet mellem det absolutte og det endelige. Han var på skift professor i Würzburg, Erlangen og München. Samtidig med at han således fjernede sig fra tysk åndslivs centrum, mindskedes hans indflydelse. En række personlige og faglige kriser gjorde ham tiltagende skeptisk og bitter, og efter 1804 udgav han kun lidt. Hegels Phänomenologie des Geistes (1807) rummer en hård, implicit kritik af Schelling, som følte sig både krænket og plagieret af ungdomsvennen.

"Frihedsskriftet", Über das Wesen der menschlichen Freiheit (1809, dansk titel Om den menneskelige friheds væsen, 1995), behandler problemet om det ondes eksistens (teodicé); det er inspireret af religiøs mystik og Jakob Böhme.

I 1841 kaldtes Schelling som professor til Berlin, idet de preussiske myndigheder håbede, at han kunne dæmme op for tidens venstrehegelianske strømning (se hegelianisme).

Hans forelæsninger, udgivet som Philosophie der Offenbarung (1843), blev besøgt af mange senere berømtheder, bl.a. Friedrich Engels og Søren Kierkegaard, men slog ikke umiddelbart an, til dels på grund af Schellings religiøst farvede sprog. De er dog senere blevet fremhævet som banebrydende; med deres budskab om, at filosofien som fornuftsvidenskab ikke formår at indfange selve eksistensen, foregriber de væsentlige tendenser i moderne filosofi og teologi.

Via Henrik Steffens fik Schelling indflydelse på dansk romantik, specielt F.C. Sibbern, Adam Oehlenschläger og den unge N.F.S. Grundtvig.

F.J.W. Schelling har ikke i samme grad som Hegel dannet skole, men dog på afgørende vis påvirket eksistensfilosofien (Martin Heidegger), marxismen (Friedrich Engels, Ernst Bloch mfl.) og moderne kunstteori (fx Theodor W. Adorno).