• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henri Bergson

Oprindelig forfatter SHaK Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/2275/=ud_a_12136.mp3?revision=2

Henri Bergson.

Henri Bergson.

Henri Bergson, 1859-1941, fransk filosof, professor ved Collège de France i Paris 1900-21. Henri Bergson var en af sin tids mest beundrede og mest læste filosoffer. I 1927 fik han tildelt nobelprisen i litteratur.

I lighed med den samtidige fænomenologiske bevægelse i Tyskland søgte Bergson at gengive filosofien en sans for det umiddelbart givne. Samtidig vendte han sig mod den dyrkelse af naturvidenskaben, som havde kendetegnet 1800-t.s positivisme. Ifølge Bergson har filosofien sin egen særlige metode, intuitionen, som angår det konkrete og levende i modsætning til den videnskabelige metode, som angår det abstrakte og statiske.

I Essai sur les données immédiates de la conscience (1889, da.1917; Det umiddelbare i bevidstheden, 1980) fremhæver Bergson bevidsthedens tidslighed eller "varen". Bevidstheden består ikke af adskilte tilstande, men har karakter af en "strøm", der indbefatter såvel "opbevaring" af det fortidige som "foregriben" af det fremtidige bevidsthedsindhold. Denne særlige dynamik kendetegner alt levende; den er en manifestation af "livsspringet" eller "livsimpulsen" (l'élan vital), en kraft, der gennemstrømmer hele virkeligheden og forårsager dens stadige forandring og differentiering.

Henri Bergson opfatter menneskets frihed som et udtryk for det samme princip; dens fundament er bevidsthedens ustabile og uforudsigelige natur. Et hovedværk i forfatterskabet er L'évolution créatrice fra 1907 (da. Den skabende Udvikling, 1915).