Faktaboks

Peter Zinkernagel
Født
3. april 1921
Død
14. marts 2003

Peter Zinkernagel, 3.4.1921-14.3.2003, dansk filosof; far til Juliane Preisler. Peter Zinkernagel var aldrig universitetsansat, men blev gennem flere årtier tildelt statslige forskningsstipendier.

Med sin disputats, Omverdensproblemet (1957) (revideret eng. udg. Conditions for Descriptions, 1962), foregreb han Peter F. Strawsons transcendentallogiske argumentation. Omverdensproblemet er en erkendelsesteoretisk afhandling, der analyserer forholdet mellem sprog og virkelighed og søger at vise, at både problemet om, hvordan man kan bevise omverdenens bevidsthedsuafhængige eksistens, og induktionsproblemet kan løses gennem en afklaring af vore betingelser for beskrivelse (se omverdensproblemet).

Zinkernagel var til dels inspireret af Ludwig Wittgensteins sene sprogfilosofi og af Niels Bohrs fremhævelse af, at dagligsproget og den klassiske fysiks grundbegreber er en uomgængelig betingelse for beskrivelsen af kvantefysiske eksperimenter.

Peter Zinkernagel har været en betydelig inspirationskilde for en væsentlig del af dansk filosofi i 1900-t.s anden halvdel, populært kaldt den danske transcendentalfilosofi.

Med bogen Virkelighed (1988, revideret udg. 1992) begyndte Zinkernagel at anvende sin filosofi på etiske og politiske områder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig