Dialektik er et flertydigt og særdeles omdiskuteret begreb. Ofte bliver det brugt i en ret løs betydning, fx om det nærmest trivielle synspunkt, at en sag kan have flere sider, og at man bør respektere dette, når man diskuterer den.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dialektik er en forkortelse af græsk dialektike techne 'kunsten at samtale, diskutere', af dia- og legein 'tale'

Dialektik i den græske filosofi

Aristoteles.

Marmorbuste af Aristoteles udstillet på Museo Nazionale delle Terme i Rom.

Aristoteles.
Af /Ullstein - Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.

I den græske filosofi betegner dialektik kunsten at samtale og argumentere (jf. dialog). Ifølge Platon udmærker dialektikken sig ved at være rettet mod en erkendelse af sandheden.

Den gør det muligt at hæve sig op over de ubegrundede meninger, doksa, og opnå en egentlig viden, episteme, om det, som virkelig eksisterer: idéerne. Dette adskiller den fra sofisternes diskussionsform, den såkaldte eristik, der udelukkende har til formål at overtale mængden til at acceptere et givet synspunkt, ligegyldigt om dette synspunkt er sandt eller falsk.

Aristoteles' dialektik

Aristoteles har en mere jordnær opfattelse af dialektikkens funktion. Den er for ham primært et kritisk redskab, som kan bruges til at løse paradokser og afsløre svage punkter i et argument, fx ved at undersøge, om et begreb benyttes i forskellige betydninger.

Desuden angår den emner og synspunkter, der er behæftet med en vis usikkerhed, og som netop derfor kan være genstand for diskussion. Aristoteles giver regler for, hvordan en god diskussion bør afholdes, idet han tager hensyn til argumenternes form såvel som til deres indhold. Derfor regnes hans dialektik, eller topik, til den informelle logik.

Hos stoikerne var dialektik først og fremmest logik, men en del af deres dialektik blev grundlaget for eftertidens grammatik.

Middelalderen og renæssancens dialektik

I middelalderen betød dialektik i bred forstand logik, i snæver forstand aristotelisk dialektik. Der førtes en livlig debat om dennes forhold til den formelle slutningslære, syllogistikken, og i 1400-tallet blev der gjort forsøg på at samle erfaringerne fra topik og syllogistik i en fælles slutningslære.

Aristoteles' forskrifter for god diskussionsskik gav inspiration til flere faste typer af disputationer, der blev tidens vigtigste metode til fremstilling og kritik af videnskabelige teorier.

Formel rigtighed stod for mange i renæssancen i lavere kurs end elegance og overbevisningskraft; der fremkom da en dialektik, som forbandt rester af formel og informel logik med retorisk argumentationslære.

Immanuel Kant: selvmodsigelse og kritisk metode

I 1700-tallets slutning brugte Immanuel Kant begrebet dialektik såvel negativt som positivt. Det betegner dels de selvmodsigelser, som man uvægerlig vikler sig ind i, når man i sin tænkning overskrider grænserne for det, der kan erfares (transcendentaler Schein). Dels betegner det den kritiske metode, ved hjælp af hvilken man kan afsløre og korrigere disse fejltagelser.

Hegels dialektik

G.W.F. Hegel.
Portræt af den tyske filosof G.W.F. Hegel udført af Jakob Schlesinger (1792-1855).
G.W.F. Hegel.
Af /Ritzau Scanpix.

G.W.F. Hegel er den, der i moderne tid har udbygget den største og mest systematiske filosofi baseret på dialektik. Hegel mente ikke, at hans filosofi fulgte et dialektisk skema som en udefrakommende metode, men at filosofien som idé ved sin egen udvikling udviste dialektiske træk, når den blev tænkt. For ham er dialektikken altså noget, der opstår i filosofiens egen aktivitet.

De tre momenter

Ofte er dialektik samlebetegnelsen for Hegels tre logisk sammenhængende 'momenter' (der tit forsimples til triaden tese-antitese-syntese) af tankens bevægelse.

  1. Det første moment er forstandstanken, hvor begrebet tænkes i sin umiddelbarhed (fx væren er væren).
  2. Det andet moment er det, Hegel selv kalder for dialektisk (eller det negativt-fornuftige): begrebet tænkes i sin modsætning og slår derfor over i negationen (fx væren leder til intet).
  3. Det tredje moment er det spekulative (eller positivt-fornuftige), hvor de to første, som er gensidig afhængige men samtidig logisk modsatrettede begrebsbestemmelser, hæves op i et tredje begreb. Dette tredje begreb forener de to i et højere begreb, men ophæver også deres modsætning samtidig med at bevare den (væren og intet ophæves/hæves op i tilblivelse). Hegels berømte tyske begreb for denne ’ophævelse’ er Aufhebung.

Hvad der altså ud fra en begrænset synsvinkel fremstår som uforenelige størrelser (fx alment og individuelt, sjæl og legeme, frihed og nødvendighed), er ifølge Hegel blot dele af en større helhed.

Hans spekulative dialektik søger at ophæve disse modsætninger ved at vise, at de ikke udelukker, men tværtimod forudsætter hinanden.

Dialektikken hos Marx og Engels

Karl Marx overtog Hegels begrebsapparat, men anvendte det på mere konkrete problemer. De primære modsætninger er for ham konflikter mellem samfundsklasserne samt mellem produktivkræfterne og de forhold, der produceres under.

Friedrich Engels tolkede tillige naturfænomenerne dialektisk. Det var især hans noget bastante begreb om dialektik, dialektisk materialisme, der kom til at præge kommunismen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig