Dualisme er tilstedeværelse af to uforenelige principper. Mennesket inddeler uvilkårligt fænomener i modsætningspar, fx indre-ydre, godt-ondt, lys-mørke, kærlighed-had.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dualisme kommer af latin dualis 'som har med to at gøre'og -isme.

Dualisme er der imidlertid først tale om, når sådanne sproglige modsætninger opfattes som selvstændige, reelt eksisterende kræfter, der i reglen ikke er moralsk ligeværdige. En særlig "moralsk" eller måske snarere umoralsk dualisme kommer til udtryk i den skarpe skelnen mellem "os" og "de andre", venner og fjender, frelste og fortabte, som kendetegner dogmatiske ideologier og religioner.

En forskel mellem den dagligdags og en "højere" virkelighed eller mellem helligt og profant kendes i alle kulturer og fortolkes mere eller mindre dualistisk.

Typer af dualisme

Den sande virkelighed kan tænkes at gå forud for verden i tiden, hvori den dog kan genopleves (relativ dualisme, fx Platons idélære), eller den kan, eskatologisk, ventes efter denne verdens undergang, hvor fårene skal skilles fra bukkene (absolut dualisme, fx urkristendommen); den kan anes skjult bag denne verdens fænomener, eller hele verdensforløbet kan forstås som en evig spænding mellem to modsatte principper (dialektisk dualisme, fx indernes modsætning mellem brahman, altet, og maya, blændværket, og kinesernes modsætning mellem yang (det mandlige, aktive, himlen, lyset) og yin (det kvindelige, passive, jorden, mørket).

Zarathustrismen som udgangspunkt

Ordet dualist blev dannet i 1700 af Thomas Hyde i et værk om de gamle perseres religionshistorie; den oldiranske religion, stiftet af Zarathustra, er det ældste eksempel på en absolut dualisme, der også er eskatologisk: Den gode gud Ahura Mazda har den onde Angra Mainju som sin modpart, men vil besejre ham i tidens fylde. Oprindelig var Angra Mainju underordnet den højeste gud; dualismen har ofte udviklet sig af en oprindelig monisme, der kun antager ét styrende princip, eller monoteisme i en bestræbelse på at forklare det ondes oprindelse uden at give den gode gud skylden for det.

Den oldiranske dualisme øvede stor indflydelse på Mellemøstens religioner og endnu på den hellenistiske gnosticisme i de første århundreder e.Kr. og på manikæismen i 200-tallet e.Kr.

Dualisme i de monoteistiske religioner

Selv om monoteisme i princippet er uforenelig med dualisme, har skaberguden i de monoteistiske religioner som jødedom, kristendom og islam dog en modstander, Satan, som frister eller forfører mennesket til ulydighed. I GT er Satan en af "Guds sønner", men i de jødiske apokalypser fra århundrederne omkring Kristi fødsel fik Satan karakter af en selvstændig magt, der må besejres, før Jahves herredømme kan genoprettes; blandt Dødehavsteksterne findes en beretning om Kampen mellem lysets og mørkets børn ved tidernes ende.

Kristendommen var fra begyndelsen præget af denne eskatologiske dualisme; Satan kaldes af Paulus "denne verdens gud", hvis magt Kristus skal tilintetgøre ved sin genkomst. I islam fastholdes den strenge monoteisme. Allah har forudbestemt både godt og ondt; Satan var oprindelig en engel, der faldt i unåde, da han ikke ville ære Adam, mennesket; Adams ulydighed medfører ikke, som i kristendommen, arvesynd. Men også ifølge Koranen skal menneskene dømmes på den yderste dag; de fordømte skal brænde i helvedes ild, og de frelste nyde paradisets glæder.

Polyteistiske religioner

I polyteistiske religioner er der ikke grundlag for en egentlig dualisme, men en tilsvarende modsætning er ofte antydet i konflikten mellem guder og deres modstandere (titaner, jætter, dæmoner osv.) og i forholdet mellem enkelte guder (Osiris og Seth i egyptisk, Baal og Mot i kanaanæisk, Balder og Loke i nordisk mytologi).

Asiens religioner og filosofier

Derimod er forestillingen om tilværelsen som en kamp mellem gode og onde kræfter fremmed for Østens religioner og filosofier, der i reglen betoner modsætningernes forening i "det ene": Yang og yin består under ét i dao; atman (sjælen) er identisk med brahman (altet). Der er dog også i Indien en tendens til skærpelse af modsætningen mellem det åndelige og det materielle, især i jainismen, der absolut dualistisk skelner mellem den levende og den ikke-levende substans (jiva og ajiva).

I vedanta-filosofien hævdes en "ikke-dualisme" (advaita) af Shankara (700-tallet), en "modificeret ikke-dualisme" af Ramanuja (ca. 1100), der opfattede sanseverdenen som Guds legeme, og en absolut dualisme (dvaita) af Madhva (1200-tallet), som tillagde sanseverdenen selvstændig realitet og forkastede forestillingen om maya. Fællesindisk er troen på befrielse fra genfødslernes kredsløb (samsara) i kraft af indsigt eller særlige teknikker.

Dualisme i oldgræsk religion of filosofi

Også for de græske orfikere og pythagoræere i 400-tallet f.Kr. var sjælevandringen vejen til frigørelse fra legemet (soma), der af orfikerne blev opfattet som sjælens grav (sema).

Orficismen er det tidligste eksempel i Vesten på en eskatologisk dualisme, der opfatter "kødet" som syndigt (det var også forbudt at spise kød) og sjælen som udødelig; den fik især gennem Platon stor indflydelse på den europæiske kultur.

På omtrent samme tid forkyndte Parmenides en streng monisme; kun det ene og uforanderlige er, hvilket stillede problemet om forholdet mellem enhed og mangfoldighed, mellem den uforanderlige virkelighed og forandringernes verden.

Dualisme hos Platon

Platon løste problemet med sin lære om de evige idéer, som de foranderlige fænomener er en afbildning af; også menneskesjælen er af evighed og kan efter flere reinkarnationer vende tilbage til sit oprindelige hjem. Den højeste idé er det godes idé, det onde er ikke en selvstændig magt. Denne relative dualisme i Platons tidlige dialoger skærpes dog i hans sidste værk, Lovene, hvori én (verdens)sjæl anses for årsag til det gode, en anden til det onde.

I Timaios antager Platon endnu kun én demiurg ('verdensbygmester') med nogle lavere guder under sig. Denne demiurg blev overtaget af nogle af de gnostiske sekter i 100- og 200-tallet e.Kr.; de opfattede den som skaber af denne onde verden og satte den i modsætning til den højeste gud, som mennesket i kraft af gnosis (esoterisk indsigt) kan blive ét med.

Dualisme i kristen tænkning

Den kristne Markion skelnede i 100-tallet mellem Jahve i GT og Faderen i NT; de kristne trosbekendelser, der bekender troen på én "almægtig Fader" og på kødets opstandelse (ikke på sjælens udødelighed), er direkte vendt imod denne gnostiske dualisme.

Men forholdet mellem "Guds lov" og "kødets lov" (Rom. 7,25) var og blev et problem; den første store kristne tænker, Augustin, bekendte sig først til Manis lære om det materielle og det åndelige, det onde og det gode, som to substanser, frakendte derefter det onde selvstændig realitet og anså til sidst tilværelsen for gennemsyret af arvesynd; kun ved den almægtige Guds nåde er nogle mennesker forudbestemt til frelse og andre til fortabelse. Augustin forenede således en konsekvent moralsk dualisme med en streng monoteisme. Den manikæiske dualisme, som levede videre i middelalderens kætterbevægelser (katharer, bogomiler, albigensere), blev derimod anset for uforenelig med monoteismen; kirken oprettede i 1231 inkvisitionen til bekæmpelse af dette kætteri.

Trods kristendommens traditionelle konflikt mellem "kød" og "ånd" fastholdt middelalderens skolastikere, med baggrund i Aristoteles' lære om sjælen som kroppens "form", den substantielle enhed af sjæl og legeme.

Dualisme i nyere europæisk filosofi

En radikal sjæl-legeme-dualisme optræder først i forbindelse med den nye naturvidenskabs mekaniske årsagsforklaringer; Descartes skelnede (1637) skarpt mellem den "udstrakte substans", der følger fysikkens love, og den "tænkende substans", der direkte virker på og påvirkes af legemet; spørgsmålet var hvordan. Denne dualisme har den senere vestlige filosofi måttet forholde sig til og oftest bekæmpet.

For Spinoza var tænkning og udstrækning attributter, dvs. fremtrædelsesformer for en og samme substans, som både er Gud og naturen; Leibniz antog en forudbestemt parallellisme mellem det legemlige og det åndelige. Idealistiske filosoffer — fra Berkeley til Hegel — har anset det åndelige for det egentlig virkelige, mens materialistiske filosoffer — fra Hobbes til Marx — kun har anerkendt materielle årsager. Nyere sproganalytiske filosoffer har anset sjæl-legeme-problemet for et skinproblem, der skyldes en sammenblanding af kategorier, eller at to måder at fortolke vore erfaringer på er blevet anset for to substanser.

Romantikkens naturforskere kunne endnu søge "ånden i naturen", som H.C. Ørsted gjorde det i sit værk med denne titel fra 1850; i øvrigt har den vestlige naturvidenskab holdt Descartes' skarpe adskillelse af den udstrakte og den tænkende substans i ære og helt set bort fra denne sidste i sin bestræbelse på objektiv erkendelse.

Dualisme i psykologien

Det gælder også psykologien, for så vidt den har bestræbt sig på at blive en rigtig (natur)videnskab, mest konsekvent behaviorismen, der har indskrænket psykologiens område til den objektivt iagttagelige adfærd. Heroverfor har dybdepsykologer hævdet, at "det alene er det psykiske, der tilkommer umiddelbar realitet", men samtidig fastholdt, at "sjæl og legeme ikke er noget adskilt, men ét og samme liv" (C.G. Jung).

Psykoanalysen satte spørgsmålstegn ved lægevidenskabens traditionelle skarpe skel mellem legemlige og psykiske sygdomme og banede vej for den psykosomatiske medicin, der udforsker psykiske faktorers betydning for somatiske sygdomme.

At "noget psykisk" tilsyneladende kan gøre sig gældende som (medvirkende) årsag til sygdom og helbredelse, fx i de "spontane remissioner" i kræftsygdomme, har ikke fået forskerne til at vende tilbage til teorien om psyken som en selvstændig substans; derimod har den stærkt forøgede viden om den kommunikation, der til stadighed foregår i legemet mellem nerve-, hormon- og immunsystemerne, fået nogle forskere til at introducere en bodymind, en 'legemssjæl'.

Men selv om det psykiske tænkes udbredt til hele kroppen og ikke begrænset til hjernen, opleves der dog en forskel mellem indre og ydre, som yderligere videnskabelige fremskridt næppe vil ændre noget ved.

Herom digteren Franz Kafka (i G. Janouch: Samtaler med Kafka, 1993): "Det ydre og det indre hører sammen. Adskilt fra hinanden er det to forvirrende sider af én hemmelighed, som vi blot kan lide under, men aldrig tyde".

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig