Det gælder også psykologien, for så vidt den har bestræbt sig på at blive en rigtig (natur)videnskab, mest konsekvent behaviorismen, der har indskrænket psykologiens område til den objektivt iagttagelige adfærd. Heroverfor har dybdepsykologer hævdet, at "det alene er det psykiske, der tilkommer umiddelbar realitet", men samtidig fastholdt, at "sjæl og legeme ikke er noget adskilt, men ét og samme liv" (C.G. Jung).
Psykoanalysen satte spørgsmålstegn ved lægevidenskabens traditionelle skarpe skel mellem legemlige og psykiske sygdomme og banede vej for den psykosomatiske medicin, der udforsker psykiske faktorers betydning for somatiske sygdomme.
At "noget psykisk" tilsyneladende kan gøre sig gældende som (medvirkende) årsag til sygdom og helbredelse, fx i de "spontane remissioner" i kræftsygdomme, har ikke fået forskerne til at vende tilbage til teorien om psyken som en selvstændig substans; derimod har den stærkt forøgede viden om den kommunikation, der til stadighed foregår i legemet mellem nerve-, hormon- og immunsystemerne, fået nogle forskere til at introducere en bodymind, en 'legemssjæl'.
Men selv om det psykiske tænkes udbredt til hele kroppen og ikke begrænset til hjernen, opleves der dog en forskel mellem indre og ydre, som yderligere videnskabelige fremskridt næppe vil ændre noget ved.
Herom digteren Franz Kafka (i G. Janouch: Samtaler med Kafka, 1993): "Det ydre og det indre hører sammen. Adskilt fra hinanden er det to forvirrende sider af én hemmelighed, som vi blot kan lide under, men aldrig tyde".
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.