lov - lov og evangelium

Lov – lov og evangelium, Lov og evangelium er i luthersk tradition en formel, som henviser teologi og forkyndelse til den aldrig afsluttede opgave at sondre rigtigt, dvs. uden adskillelse og uden sammenblanding, mellem på den ene side Guds altid anklagende lov — udtrykt eksemplarisk i det dobbelte kærlighedsbud, De Ti Bud og den gyldne regel — og på den anden side Guds altid trøstende og oprejsende evangelium.

Ifølge Martin Luther er loven én, men der bør skelnes mellem dens borgerlige eller politiske brug (lat. usus civilis vel politicus), hvorved Gud holder ondskaben i tømme og afværger kaos, og densteologiske brug (usus theologicus), som er loven i dens syndsoverbevisende funktion som "tugtemester til Kristus". I protestantisk tradition siden Philipp Melanchthon tilføjedes en tredje brug af loven som vejledning for de ved troen genfødte (usus tertius in renatis).

Sondringen mellem lov og evangelium og retfærdiggørelsen ved troen alene er to sider af samme sag hos Luther, der nåede til klarhed over sondringens fundamentale karakter gennem sin læsning af Paulus og Augustin. Den rette sondring gør det klart, at over for Gud gælder kun Kristi "fremmede retfærdighed", den opfyldelse af loven, som uforskyldt skænkes mennesket, når det i troen hører evangeliet om Guds ord.

Eksistentielt er derfor troen den rette sondring mellem lov og evangelium og som sådan Guds gave. Med polemisk brod mod især tysk luthersk teologi og for at understrege, at teologisk legitim tale om loven må tage sit udgangspunkt i Guds selvåbenbaring i Kristus, byttede Karl Barth i 1930'erne om på den lutherske rækkefølge og sagde pointeret evangelium og lov.