straf (Straf i ældre dansk ret)

I de ældste tider affødte retsbrud ofte hævn (se fejde), der tilsigtede at genoprette ligevægten mellem de implicerede slægter. Hævnen kunne afværges ved forlig, hvor der aftaltes en bøde, som var i stand til at yde den forurettede en oprejsning, som svarede til hævnen. I løbet af 1100-tallet og 1200-tallet blev det reglen, at retlige mellemværender skulle afgøres på tinge og ikke ved hævn. Denne udvikling må ses i sammenhæng med, at retshåndhævelsen i stigende omfang blev et offentligt anliggende. Kongemagtens bestræbelser på at håndhæve freden i samfundet viste sig ved, dels at en række bødesager blev ændret til orbodemål med straf af fredløshed, dels at der blev opstillet alternativer til den private retshåndhævelse. Men først da Danmark udviklede en effektiv statsmagt i løbet af 1500-tallet og 1600-tallet, blev private retshåndhævelser i form af slægtsfejder bragt endeligt til ophør.

I middelalderen var bøde den mest almindelige straf selv for alvorlige forbrydelser som manddrab eller afhug af lemmer. Visse forbrydelser medførte, at den, som dømtes skyldig, ud over den egentlige straf skulle have forbrudt sin hovedlod (se også boslodsfortabelse). Denne form for økonomisk straf blev først endeligt afskaffet i 1824. Endnu på landskabslovenes tid var dødsstraf kun foreskrevet for få forbrydelser, fx tyveri, men vandt i løbet af middelalderen øget anvendelse, især i købstæderne; dødsstraf fuldbyrdedes som oftest ved halshugning eller hængning. Sjældnere anvendt i middelalderen var bålstraf og radbrækning. Af legemsstraffe forekom brændemærkning og afskæring af næse eller ører, der anvendtes over for tyve; falskmøntnere blev straffet med afhugning af den ene hånd. Blandt de beskæmmende legemsstraffe kan nævnes kagstrygning (se kag), der især fandt anvendelse i købstæderne, gabestok og spansk kappe.

I 1500-tallet og 1600-tallet blev strafferetten skærpet. Som følge af Reformationen 1536 kom det til at påhvile kongen i højere grad end hidtil at håndhæve retten i samfundet. Af væsentlig betydning blev den påvirkning, der udgik fra Bibelen, navnlig forskrifterne i Mosebøgerne. Mosaisk ret anvendtes på trolddom, blodskam (incest) og omgængelse mod naturen; for disse forbrydelser var der foreskrevet bålstraf.

Også for behandlingen af manddrab fik mosaisk ret betydning, idet drab ud fra Bibelens krav om "liv for liv" skulle straffes med døden. Skete dette ikke, ville Guds vrede blive nedkaldt over hele folket. Det var efter datidens opfattelse udelukket at benåde for den dødsstraf, der var foreskrevet i Bibelen for disse forbrydelser, fordi benådningen ville stride imod Guds lov. Strafferettens skærpelse fandt også udtryk i, at grove forbrydelser som mord ud fra afskrækkelseshensyn blev straffet under anvendelse af skærpede former for dødsstraf.

Mens frihedsstraffe spillede en beskeden rolle i middelalderen, fik de øget betydning i løbet af 1500-1600-t., bl.a. pga. kronens behov for billig arbejdskraft (se fæstningsarrest, Bremerholm og Tugt- og Børnehuset).

Fredløshedsstraffen anvendtes i 1500-1600-t. i langt mindre omfang end i middelalderen. Derimod kom straf ved landsforvisning til at spille en betydelig rolle frem til slutningen af 1700-t.

Det straffesystem, som var blevet udviklet i Danmark i 1500-tallet og 1600-tallet, videreførtes med Christian 5.s Danske Lov og forordninger fra slutningen af 1600-tallet og første halvdel af 1700-tallet.

Under indflydelse af oplysningstidens reformtanker ændrede dansk strafferet karakter omkring midten af 1700-tallet. Med en forordning fra 1767 om "melankolske mordere" blev der brudt med mosaisk rets ubetingede krav om dødsstraf for manddrab. Med henvisning til princippet om proportionalitet mellem forbrydelse og straf ophævede en forordning fra 1771 dødsstraf for tyveri. En senere forordning om tyveri fra 1789 indførte for første gang i dansk straffelovgivning strafferammer, således at straf kunne udmåles under hensyn til de forskellige omstændigheder ved det begåede tyveri.

Med oprettelse af tugthuse i løbet af 1700-tallet fik fængselsstraf øget betydning , og i århundredets slutning indførtes forbedringshusarbejde for fanger, der kunne forventes forbedret.

Ved 1800-tallets begyndelse var dansk strafferet præget af en lovgivning, der ansås for utidssvarende, og i løbet af 1800-tallet ophævedes en række straffe såsom brændemærkning, kagstrygning, landsforvisning og boslodsfortabelse, bålstraf (der dog næppe have været anvendt efter 1700) samt hjul og stejle.

Mens bøde i Danske Lov var foreskrevet som straf for selv grove legemsangreb, medførte udviklingen i 1800-t., at fængselsstraf i et ikke uvæsentligt omfang trådte i stedet for bøder, der efterhånden kun anvendtes ved lovovertrædelser af mindre alvorlig karakter.

Selvom dansk straffelovgivning hjemlede dødsstraf ved halshugning, viser praksis i 1800-tallet, at idømte dødsstraffe ofte ved benådning ændredes til livsvarigt fængsel. Den sidste halshugning fandt i Danmark sted i 1892. Dødsstraf ophævedes ved Borgerlig Straffelov af 1930, men blev genindført i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen. I den militære straffelovgivning blev dødsstraf afskaffet i 1978.

• Straf
• Straffeteori