Tidslogik, temporallogik, den form for logik, hvor udsagns sandhedsværdier varierer i tid i modsætning til den klassiske logik. Lad fx q være sætningen: "Det regner i Nykøbing". I klassisk logik anses q ikke for et fuldstændigt udsagn, da det mangler en tidsangivelse. Inden for tidslogikken betragtes q derimod som et fuldstændigt udsagn, hvis sandhedsværdi blot varierer alt efter vejrliget i Nykøbing.

Den moderne tidslogik blev grundlagt af den newzealandske logiker og filosof Arthur Norman Prior (1914-69). Prior så selv tidslogikken som en genopdagelse og nyformulering af den logikopfattelse, som prægede både antikken og middelalderen, og som dels byggede på idéen om udsagn med variabel sandhedsværdi, dels inddrog verbernes tider (fortid, nutid, fremtid) og udtryk som "imens, begynde, afslutte".

Siden 1970'ernes slutning har tidslogikken været anvendt inden for datalogi. Inden for filosofi videreudvikles tidslogikken af mange logikere, mens andre afviser Priors tanker og fastholder det klassiske paradigme, hvorefter tiden ikke skal spille nogen speciel rolle i logikken.

Læs mere i Den Store Danske

logik

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig