Arbejde. Med våben har vi slået fjenden, med arbejde vil vi skabe mad. Til arbejdet kammerater!, lyder teksten på denne sovjetiske plakat fra 1921. Den slagne fjende er de kontrarevolutionære hvide, der forgæves havde forsøgt at bekæmpe bolsjevikkerne. Det idealiserede billede af arbejdet og arbejderne skulle indgyde Sovjetborgerne troen på en lykkelig fremtid, hvor kvinder og mænd arbejder side om side, og hvor produktion og effektivitet sættes i højsædet. Skulle man få brug for våbnene, er de dog stadig inden for rækkevidde.

.

Arbejde. Teknisk udvikling og automatisering har ikke mindst op igennem 1900-t. skabt mange ensformige, anstrengende og sundhedsskadelige jobs. Samtidig har robotternes utrættelige og pålidelige arbejdskraft dog også fortrængt mennesket fra mange arbejdsopgaver.

.

I nyere tid identificerer man ofte arbejde med lønarbejde eller med det at have et job — fx når man taler om arbejdsløshed — men det er trods alt kun én form for arbejde.

I sin mest almene bestemmelse er arbejde den virksomhed, hvorved mennesket bearbejder sin omverden/naturen og omformer den for at kunne tilfredsstille sine behov. Det har aldrig været uproblematisk at få tilfredsstillet behovene. Det har altid krævet en indsats. Og det er denne indsats, der kaldes arbejde.

Menneskehedens største problem er fattigdom, dvs. begrænsede muligheder for at få tilfredsstillet behovene. Disse ændres imidlertid også igennem arbejdsprocessen. Der produceres således andre ting i dag, end der gjorde i faraonernes Egypten eller i stenalderen. Gennem den proces, hvori man tilfredsstiller de eksisterende behov, opstår der nye muligheder, og nye behov udvikles. Behovene er altså ikke statiske og kan ikke bestemmes uafhængigt af den sociale og kulturelle sammenhæng. De menneskelige behov har historisk karakter og kan siges at være relative under den givne form for civilisation.

Herved adskiller vi os i vid udstrækning fra dyrene. Også dyrene bearbejder naturen, men man kalder det oftest ikke arbejde. Selvom man naturligvis godt kan sige, at en bæver eller en myrefamilie udfører et stort arbejde, så antager man normalt, at det adskiller sig fra menneskeligt arbejde ved ikke at være bevidst og planlagt manipulation med henblik på at tilfredsstille erkendte og oplevede behov. Og dyrenes behov er i en helt anden grad stabile og bundet i instinkter, der er mere eller mindre færdigudviklede fra fødslen. Mennesket fødes derimod som halvfabrikat og skal først, gennem bl.a. arbejdende virksomhed, forme sig selv og sin historie.

Med til historien hører, at ikke kun arbejdet, men også vores begreb om og forhold til arbejde har en historie. Og selvom meget er lagt bag os, slæber vi meget med, så vores begreber, normer og hele tænkemåde også er præget af forskellige epokers syn på arbejde.

Arbejde, lege og lære

Der findes andre menneskelige virksomheder end at arbejde — først og fremmest at lege og at lære.

I deres rene former adskilles de let ved, at arbejde jo er rettet mod et mål, typisk at omforme naturen således, at den bedre tilfredsstiller menneskelige behov, mens legen består i aktiviteter, der ikke har en hensigt. Der er ikke noget mål uden for aktiviteterne selv. Læreprocesser kan godt ligne arbejde, men målsætningen er at udvikle og omforme mennesket selv, ikke omgivelserne.

I praksis er det dog langt vanskeligere. Virksomhederne væver sig ind i hinanden. Arbejde kan gå som en leg. Det kan være hårdt arbejde at lære noget, og det kan være en del af ens arbejde at lege. Desuden lærer man meget som biprodukt af arbejde eller leg.

Yderligere kompliceres det af, at leg giver associationer til noget let og behageligt, mens arbejde har overtoner i retning af noget slidsomt. Når indlæringsprocesser rummer en anstrengende og systematisk indsats, opfattes de ofte som et stykke arbejde, alene af den grund, og man kan sågar i denne betydning tale om at arbejde med sig selv.

Men arbejde er altså i sin grundform den proces, hvorigennem mennesket skaffer sig midler til at opretholde tilværelsen. Og som sådan er det en helt central og nødvendig del af livet. Mennesket kan ikke overleve uden at arbejde. Men arbejdet kan have meget forskellig karakter. I den materielle produktion er der dog i princippet altid tale om en genstand eller et materiale, der gennem selve arbejdsprocessen omformes til et arbejdsprodukt.

Mennesket har dog aldrig nøjedes med at fremskaffe det helt nødvendige for fysisk overlevelse. Der har også altid været tale om en symbolsk, åndelig og kunstnerisk produktion, som via arbejdsdeling lever sit eget liv, men også griber ind i den materielle produktion. Alt arbejde har en teoriside og en praksisside, selvom der kan være tale om store forskydninger til den ene eller den anden side. Arbejde implicerer både overvejelse og handling, både forestillinger og fysiske aktiviteter, både intellekt og håndelag.

Fra hånden til munden

Mennesket har altid arbejdet, men har ikke altid haft et alment begreb om arbejde. Arbejde er nødvendigt for, at vi kan tilfredsstille vore behov. Men ironisk nok kan man sige, at jo mere direkte sammenhængen er mellem indsatsen og behovene, jo mindre opfattes det som arbejde. Først med lønarbejdet skilles tingene så meget ad, at der udvikles et helt abstrakt begreb om arbejde, som ikke er direkte bundet til brugsværdien af produkterne.

Ordene og begreberne er således stærkt knyttet til de sociale virkeligheder, de bruges i. Hvor lang en forklaring skulle der ikke til for at få en buskmand til at begribe, hvad vi mener med sort arbejde eller måneskinsarbejde?

I natursamfundene er arbejdet en integreret del af de sociale livsprocesser. En eskimodreng har aldrig sagt om sin far, at han var på arbejde, når han var på jagt, og moderen har ikke haft et alment begreb om arbejde, som hun kunne anvende om det, hun foretog sig, når hun rensede skindene.

I natursamfundene, hvor man overlever ved at samle, jage og evt. dyrke jorden med meget simple midler, er mennesket på en meget direkte måde overladt til naturgrundlagets vilkår. Man er så at sige indfældet i naturen, og arbejdsindsatsen har en meget vital, konkret og gennemskuelig karakter. Romantikere kan ind imellem længes tilbage til sådanne forhold, som jo også kan forlenes med træk af paradisisk uskyld og enkelhed. Og meget tyder endda på, at arbejdsindsatsen og -tiden i hvert fald i gode perioder har været ret begrænset.

Det er tankevækkende, at en historisk udvikling, der har givet os flere hjælpemidler og på det seneste maskiner til masseproduktion og en enorm forøgelse af effektiviteten i landbrug og fiskeri, ikke synes at have nedbragt den samlede arbejdsmængde, der skal til for at overleve, snarere tværtimod. Dette har noget at gøre med befolkningstallet, men kan kun forstås ved, at behovene udvikles igennem den samme historiske proces. At overleve er ikke nogen entydig eller statisk størrelse. Hvor sørgeligt det end er at konstatere, så er den samlede nød og fattigdom i verden næppe blevet mindre.

I natursamfund har man ikke haft nogen overproduktion. Man har i den forstand levet på et eksistensminimum. Man har fravristet naturen det nødvendige for at tilfredsstille de umiddelbare materielle behov og har så i øvrigt "levet livet". Det er heri det primitive består! Senere kulturer har haft endog meget store vanskeligheder med at benytte mennesker med en sådan holdning til arbejde som arbejdskraft. Ofte har man tilladt sig at bruge fysisk vold for at tvinge arbejdere til regelmæssighed og til også at arbejde dagen efter lønningsdag, hvor de jo ellers ikke mangler noget.

Forskellige former for arbejde er tæt knyttet til forskellige opfattelser af fænomenet tid. Psykologer har haft svært ved at anvende vesterlandske intelligenstests mange steder i Afrika, fordi tidsfaktoren spiller så stor en rolle i dem. Det var ofte umuligt at forklare befolkningen, hvorfor man skulle løse opgaverne så hurtigt som muligt. Dette spørgsmål stiller vi andre sjældent. Men hvad er det, vi hele tiden skal nå? Så meget som muligt?

Fysisk arbejde nedvurderes

I antikken skiltes arbejdsprocesserne for alvor ud. Man definerede arbejdet som konkrete, nyttige aktiviteter, men forkastede det som ikke-menneskeværdigt. Det var slaverne, der arbejdede. Med Platon og Aristoteles grundlagdes den ringeagt for (fysisk) arbejde, som har været én af tendenserne i europæisk kultur lige siden. Lediggangen lovpristes som det egentlig menneskelige, det dannede. Arbejderne (slaverne og håndværkerne) opfattedes i modsætning hertil som levende redskaber, og selvom håndværkere nok kunne være dygtige, var det dog på et stærkt begrænset område.

I antikkens Grækenland og Rom opbyggedes og grundfæstedes en helt fundamental skelnen mellem frihed og ufrihed. Slaverne udgjorde ved vor tidsregnings begyndelse ca. 2/3 af befolkningen i datidens Italien. De udførte alt det arbejde, som ganske vist var en nødvendig forudsætning for aristokratiets rigdom og lediggang, men som blev ringeagtet, fordi det var ufrit.

Det arbejdende menneske har efter denne opfattelse ikke mulighed for at tænke og handle frit. Friheden råder uden for arbejdets tyranni. I arbejdet er man så at sige stadig en del af naturen. Man står i et snævert afhængighedsforhold til den. Som ikke-arbejdende kan man derimod udfolde sig uafhængigt i frie intellektuelle, politiske og administrative gøremål, som ikke er arbejde. Såvel Platon som Aristoteles og fx Cicero har jo dog været ganske aktive i deres lediggang, hvad alene deres litterære produktion afslører. Men de har ikke slået mønt af deres virksomhed. De var frie mænd, der udfoldede sig frit i deres frie tid, som er noget helt andet end fritid.

I et moderne samfund, hvor slaveriet er afskaffet, og hvor selv dronningen arbejder, bruges fritiden mest til rekreative formål, og den er i høj grad underkastet markedets kræfter. Nedvurderingen af det fysiske arbejde findes vel i dag mest som en aristokratisk anakronisme, men humanister af alle slags påpeger udfordringen i at få gjort mere af vores fritid til fri tid.

Arbejde som kald og kilden til al værdi

Også i det gamle Israel blev arbejde opfattet som mindreværdigt, et nødvendigt onde. Arbejde var desuden en straf for menneskets syndighed, i bogstaveligste forstand en forbandelse, jf. syndefaldsmyten: "Med møje skal du skaffe dig føde af jorden alle dit livs dage ... i dit ansigts sved skal du æde dit brød". I kristendommen videreføres denne tankegang parallelt med opfattelsen af arbejde som frihed til at skabe og som forpligtelse til at passe eller videreføre Guds skaberværk.

Hos Thomas Aquinas (1225-74) — den katolske kirkes autoritative teolog — fastholdes det klassiske synspunkt, at kontemplativt liv har forrang frem for aktivt arbejdende liv — selvom brugen af hænderne anerkendes som forudsætning. Meget realistisk noterer han sig, at selvom praktisk arbejde ikke har nogen ophøjet værdi, så kan det dog tillægges følgende fire kvaliteter: Det tjener til livets opretholdelse, overvinder dovenskaben, tøjler begæret og sikrer, at man er i stand til at give almisser og vise næstekærlighed.

Det mest afgørende brud med nedvurderingen af det fysiske arbejde finder sted med Reformationen. Både hos Martin Luther (1483-1546) og hos Jean Calvin (1509-64) bliver hårdt arbejde tillagt menneskelig og religiøs værdi. Lediggang er nu roden til alt ondt og i øvrigt en slags socialt bedrageri. Hårdt arbejde er derimod positivt, det er at tjene Gud. Gudstjeneste består ikke længere i kontemplation. "Er du håndværker, skal du finde Bibelen i dit værksted", siger Luther.

Igennem de næste århundreder bliver dette det fremvoksende borgerskabs syn på arbejde. Generation efter generation fik indpodet denne arbejdsmoral, som det i dag er svært at gøre sig fri af. Mange er så ovenud arbejdsomme, at de slider sig op på det. Kan man ikke komme i arbejde, føler man sig ubrugelig og mindreværdig. Og skulle man ønske — evt. for en periode — at være arbejdsfri, i modsætning til arbejdsløs, bliver man nemt mødt med moralsk forargelse.

Dette syn på arbejde passer godt sammen med de borgerlige klassiske økonomers teori om, at arbejdet er kilden til al værdi. Den skotske filosof (og økonom) Adam Smith (1723-90) udviklede en sammenhængende arbejdsværditeori, altså en teori om det menneskelige arbejde som det egentlige værdiskabende i den samfundsmæssige udvikling. Han lagde dermed grunden til den moderne nationaløkonomi og til Karl Marx' (1818-83) forståelse af den kapitalistiske produktionsmådes basis i, at lønarbejderen både producerer værdi (svarende til lønnen) og merværdi (svarende til profitten, som kan hobes op til kapital).

Industrialisering og lønarbejde

I industrialiseringens tidlige fase arbejdede man i manufakturer. Her samledes arbejdere i store haller for at bemande tekstilmaskinerne. Det var stordrift af hidtil ukendt omfang. Men der var dog stadig krav om en vis håndværksmæssig kunnen. Arbejderne arbejdede så at sige parallelt med hver deres projekt, hvis udførelse var afhængig af den enkeltes indsats. Selvom det var stordrift, var arbejdet stadig organiseret uvidenskabeligt.

Først i begyndelsen af 1900-t. med taylorismen og samlebåndsprincippet ændredes dette forhold radikalt. Klarest blev de nye idéer udtrykt i Frederick Winslow Taylors (1856-1915) bog Principperne for videnskabelig virksomhedsledelse. Taylors eget ord er karakteristisk nok "management", et ord, der er kommet til at stå centralt som betegnelse for moderne teorier om virksomheders ledelse, organisation og udvikling. På mange læreanstalter rundt om i verden er der etableret videnskabelig forskning og akademisk uddannelse inden for dette område, som i høj grad støtter sig på samfundsvidenskabelige, erhvervsøkonomiske og psykologiske teorier.

Når Taylor kaldte sine principper for videnskabelige, var det ment som kritik af hidtidig industrikultur. "Videnskabelig" henviser her til to ting. For det første, at principperne var afprøvede i virkeligheden i forsøg — eller det, man i dag ville kalde udviklingsarbejde. Fra 1880'erne udarbejdede og gennemførte han detaljerede tidsstudier inden for stålindustrien. For det andet, at de var baseret på systematiske undersøgelser af arbejdernes adfærd.

Men Taylors principper byggede naturligvis også på nogle grundlæggende antagelser, bl.a. en forudfattet holdning til samfundssyn og menneskeopfattelse.

Han opfattede arbejdere som dumme og dovne. De var kun interesserede i deres løn og trivedes i virkeligheden bedst, når andre tog ansvaret og bestemte nøjagtigt, hvad de skulle gøre. For at opnå størst mulig effektivitet skulle man i virksomhederne standardisere arbejdet mest muligt og opdele det i enkeltelementer. Herefter kunne man ved præcise tidsstudier finde frem til, hvordan de enkelte greb kunne udføres mest effektivt. Man kunne fjerne — eller bortrationalisere — alle overflødige og tidsspildende bevægelser. Den enkelte arbejder skulle være specialist i at udføre den samme rutinebevægelse hele tiden.

Disse teorier passede fremragende til det samtidigt udviklede samlebånd. Dette transporterede arbejdsgenstanden fra arbejdsplads til arbejdsplads. Her fik dette ord virkelig konkret betydning. Og jo mere opdelt arbejdet kunne gøres i specialiserede og standardiserede enkeltprocesser, der ikke skulle overvejes, og som det tog samme tid at udføre hver gang, jo mere effektivt fungerede samlebåndet.

Taylors principper kombineret med samlebåndsproduktionen har spillet en kolossal rolle op igennem 1900-t. Og tankegangen har sat sit præg på udviklingen af arbejdsprocesserne også uden for industriproduktionen. Men den udgør en ydergrænse og et vendepunkt. Af flere grunde.

Med samlebåndet fik man som virksomhedsleder på en helt ny måde et enkelt virkemiddel til at øge produktionen: Man drejer blot på den knap, der afgør samlebåndets hastighed. Det er meget sjældent, mennesker yder det maksimale, så man kan ofte gradvis øge tempoet — i hvert fald for en tid. Og hvis man har den opfattelse, at arbejdere er dovne og ugidelige af natur, så er dette en nærliggende ide, når investeringerne i de nye maskiner skal forrentes. Samlebåndet bliver 1900-t.s pisk. Og det er ikke tilfældigt, at det er her, protesterne og modstanden først dukker op.

Der er grænser for, hvad mennesker kan holde til, og opskruet tempo i det ekstremt monotone arbejde slider både fysisk og psykisk. Nu er der ikke mulighed for at tage hensyn til en dårlig dag, en mindre skavank eller et særligt behov. Tempoet styres udefra. Det er blevet objektivt og rationelt, og der er ikke plads til individuelle hensyn. Det er netop pointen.

I en sådan produktion er arbejdet gjort til lønarbejde i sin reneste form. Producenten har ingen interesse i arbejderne som andet end abstrakt og udskiftelig arbejdskraft. Kun gennem organiseret arbejdskamp er der mulighed for at dæmme op for nedslidningen. Og arbejderen har (næsten) ingen anden interesse i arbejdet end lønnen, som også kun gennem solidarisk kamp kan blive stor nok til, at man kan overleve. Forholdet mellem arbejde og behov bliver helt uigennemskueligt. Det enkelte menneske bliver fremmed for sit arbejde.

Situationen er ekstrem, men altså også et vendepunkt. Den stadig mere organiserede modstand mod det trivielle, nedslidende og fordummende arbejde har fremskyndet to tendenser. Selvom de bryder med Taylors principper, kan de opfattes som en logisk konsekvens af det samme effektivitetspres.

På den ene side opstår spørgsmålet, om der er taget tilstrækkeligt hensyn til de menneskelige faktorer. Nyere managementteorier mener ikke, at det er effektivt nok kun at operere med løn som motivation i arbejdsprocessen. De såkaldte "human relation" teorier lægger stor vægt på, at det fremmer arbejdsindsatsen, når den enkelte arbejder identificerer sig med virksomheden, oplever medansvar og føler sig godt tilpas i et fællesskab. Trivsel bliver et nøglebegreb.

På den anden side lægger specialiseringen, standardiseringen og det minutiøse, videnskabelige studium af detaljerne i de enkelte arbejdsprocesser ved samlebåndet op til automatisering. Jo mere man efter Taylors principper får tømt den enkelte arbejders indsats for mening og for krav om håndværksmæssig kunnen, jo nemmere kan hans arbejde udføres af en robot. I de seneste årtier er mennesket — i den industrialiserede verden — blevet befriet for meget af det mest rutineprægede og nedslidende arbejde, som den samme industrialisering havde skabt. Samtidig er hundredtusinder af arbejdspladser gået tabt i en udvikling, hvor det arbejde, der bliver tilbage, stiller krav om uddannelse og nye kvalifikationer.

Arbejdets opdragende betydning

Mens dannelse i antikken og til dels også i middelalderen var forbeholdt de arbejdsfrie mennesker, fordi den ægte menneskelige udfoldelse bestod i kontemplation, så opstod i oplysningstiden den tanke, at det netop var arbejdet, der adskilte mennesket fra dyrene, at mennesket var et "redskabsfremstillende dyr" (Benjamin Franklin), og at det var gennem arbejdet mennesket udviklede sig.

Tankegangen slog an, bl.a. fordi den støttede det fremvoksende borgerskab i dets kamp mod adelen og dens privilegier. At det var arbejdet og ikke "blodet", der adlede, var en revolutionerende tankegang.

Samtidig spores de første kim til en udvidelse af arbejdsbegrebets omfang. Lønarbejdet er ved at vinde frem, og abstrakt set er der principielt ingen forskel på, om man sælger sin arbejdskraft til fysisk arbejde eller til fx ingeniør- eller bogholderiarbejde. Forfatteren Voltaire kan ligefrem tale om sit "skrivearbejde". Arbejdsbegrebet bliver på samme tid gjort alment og abstrakt som lønarbejde og idealt som den virksomhed, hvorigennem mennesket omformer naturen, samfundet og sig selv.

I oplysningsfilosofien grundlægges for alvor den optimistiske fremskridtstro, som har domineret den vestlige verden frem til i hvert fald 1970'erne. Den 28 bind store franske encyklopædi (1751-72) kan ses som én stor lovprisning af det menneskelige arbejde, håndværket, videnskaben og teknikken. Mennesket er ved at gøre sig fri af naturtvangen. Arbejdet forherliges som civilisationens pulsslag og som den drivkraft, der udvikler såvel historien som mennesket selv.

Kulturen udvikles igennem arbejdet, og det er ved arbejdet, mennesket opnår erkendelse og bliver socialt. I forhold til dannelsesspørgsmålet er det imidlertid afgørende, at arbejdet er alsidigt og udviklende ved både at rumme intellektuelle og manuelle aspekter. Og arbejdet skal have karakter af selvvirksomhed og fremelske personlig ansvarsfølelse.

I 200 år har dette menneskesyn inspireret til mange forskellige koblinger mellem arbejde og pædagogik, lige fra arbejdslejre til polyteknisk dannelse og arbejdsskoletanker.

Men det er tankevækkende, at det samme borgerskab, som udviklede disse opfattelser, samtidig gennem manufakturer, miner og fabrikker skabte et nedslidende, fremmedstyret og monotont lønarbejde. Frigørelsen fra adelen og feudalsystemet gav ikke almindelige mennesker et arbejde med de udviklende kvaliteter, som filosofferne talte om. Industrialiseringen afkvalificerede tværtimod mange arbejdsprocesser.

Teorien om arbejdets betydning for menneskets udvikling stod imidlertid fast og kom til at udgøre basis for megen samfundskritik. Skulle mennesker kunne udvikle alle deres evner og muligheder i et samfundsmæssigt fællesskab, måtte arbejdet være tilsvarende alsidigt og varieret.

Som led i kulturrevolutionen i Kina forsøgte Mao at sende studenterne ud i rismarkerne og den lokale industri i perioder — og i en vis udstrækning arbejderne ind på universiteterne — for at bekæmpe skellet mellem håndens og åndens arbejde, give den unge generation forskellige arbejdserfaringer og undgå ensidighed.

Hos de såkaldte utopiske socialister i begyndelsen af 1800-t. og hos den unge Karl Marx opstilles et ideal om et samfund, hvor man arbejder af lyst, som mange jo gør i dag især i deres fritid, og hele tiden skifter arbejdstype, fx flere gange om dagen.

Det har dog vist sig uhyggeligt svært at styre udviklingen af arbejdets karakter ud fra humanistiske idéer og/eller politiske beslutninger. Økonomien og teknologien er tilsammen så stærke kræfter, at de synes nærmest umulige at regulere uden fagligt organiseret arbejdskamp.

Det kan således også virke som et karakteristisk slag i luften, når Undervisningsministeriet i bogen U 90, der i 1978 omhandlede en samlet uddannelsesplanlægning frem til 1990'erne, skrev: "Skulle der vise sig tendenser til, at flere og flere job forenkles til arbejdsprocesser af helt banalt indhold eller rettere: skulle det vise sig, at antallet af stærkt specialiserede og forenklede job ikke aftager hurtigt nok, så må konsekvensen efter vor opfattelse blive den reaktion, at det ikke er acceptabelt".

Tankerne om arbejdets dannende karakter har også givet sig en lang række udslag uden for produktionslivet.

Man har forsøgt at udnytte arbejdet som opdragelsesmiddel, desværre ofte i form af hårdt ensidigt fysisk arbejde under tvang og som en straf. Særlig slemt har denne kombination været benyttet i totalitære regimers arbejdslejre for politiske fanger. Men også som en mere almindelig del af dagligdagen har mennesker med magt "opdraget" på andre på denne måde. I de første børnehjem for fattige, forsømte børn blev strengt legemligt arbejde anset for det bedste opdragelsesmiddel. Arbejdshusene, der i Danmark blev nedlagt så sent som i 1973, havde til opgave at vænne vaneforbrydere, der skønnedes uegnede til almindelig fængselsstraf, til ordnet levevis.

De mere progressive arbejdsskoletanker lagde vægt på, at arbejdet skulle have kvalitet, hvilket i mange variationer betød krav om alsidighed, selvvirksomhed, saglighed, fantasi og åndelig anstrengelse.

Den tyske pædagog Georg Kerschensteiner (1854-1932) opfattede pædagogisk arbejde som arbejde, der egnede sig til at opbygge en stadig mere saglig indstilling hos eleven, hvilket igen forudsatte, at eleven selv havde mulighed for at bedømme resultaterne af indsatsen.

Den franske pædagog Célestin Freinets (1896-1966) idéer om at bygge hele skolens arbejde op omkring værksteder har dannet skole i mange lande, inkl. Danmark. Det håndværksbetonede arbejde er det bærende princip for såvel al indlæring som for børnenes sociale udvikling.

Hos den også i Danmark meget indflydelsesrige amerikanske filosof og pædagog John Dewey (1859-1952) lægges der især vægt på selvstændig problemløsning som det karakteristiske ved udviklende arbejde. For ham selv og mange efterfølgere bygges menneskets erkendelse op af de erfaringer, der indhøstes, når man selv er med til at planlægge, gennemføre og vurdere problemorienterede projekter.

Det mest synlige udtryk for arbejdsskoletankerne er de manuelle fag (sløjd, håndarbejde, tegning/formning m.m.) i skolen; men der har altid været forskellige meninger om, hvorvidt man skulle satse mest på brugsværdien, opdragelse til flid og akkuratesse, selvstændighed og ansvar — eller udviklingen af skabende og kreative evner.

Uddannelse til arbejde

Arbejde er altid indlejret i et samfund, dels ved arbejdsdeling og samarbejde, dels via det marked, der sætter rammer for, hvilke produkter der fremstilles, og endelig ved brugen af redskaber og viden udviklet af andre.

Den jord, man dyrker, er normalt bearbejdet af andre igennem generationer. Hvad man dyrker på den, er afhængigt af traditioner, efterspørgsel eller støtteordninger. Det, man dyrker på den, er ofte forædlet gennem systematisk, videnskabeligt udviklingsarbejde. Og måden, man dyrker på, er bl.a. afhængig af tilgængelige redskaber, maskiner, kemikalier osv.

Som en afgørende faktor i hele dette kompleks indgår den til enhver tid i samfundet eksisterende knowhow. Men også de enkelte personers viden, færdigheder og holdninger er naturligvis af helt afgørende betydning.

I de fleste samfund overføres viden og kunnen meget direkte fra generation til generation. Børnene og de unge inddrages gradvis i de voksnes liv og lærer især ved efterligning og direkte instruktion. De mere specifikke faglige kvalifikationer, som fx er nødvendige i meget håndværksmæssigt arbejde, er tilsvarende blevet opøvet gennem en læretid.

Op igennem 1900-t. er denne model blevet mere og mere utidssvarende. Udviklingen i erhvervslivet er gået for hurtigt til, at man har kunnet nøjes med efterligning. Kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet har været — og er — under hastig forandring. I dag kan man inden for de fleste områder ikke nøjes med at blive udlært til arbejdet af i går, man må uddannes til arbejdet af i morgen — og være forberedt på at skulle efteruddannes til arbejdet af i overmorgen.

Industrialiseringen har på stadig flere områder afkvalificeret store dele af arbejdskraften. Skrædderne og skomagerne bliver ansat på klæde- og skofabrikker. Typograferne skal bare "trykke på en knap", og karetmageren og bødkeren står ved et samlebånd. Automatiseringen overflødiggør derefter meget af den afkvalificerede arbejdskraft. Samtidig stilles der stadig større kvalifikationskrav til den øvrige arbejdskraft. Og i Danmark har vi længe ment, at vores relativt veluddannede befolkning er vores største resurse — vi, der har så lidt i jorden.

Såkaldt uddannelsesøkonomiske analyser af udviklingen i kvalifikationsbehov viser, at der i efterkrigstiden har været et stigende behov for generelle eller almene kvalifikationer kombineret med evne og vilje til stadig omstilling. Det har givet et ønske om længere almen skolegang og senere specialisering i erhvervsuddannelserne. Den specifikke viden og kunnen, der er nødvendig på den enkelte arbejdsplads, skal man nok lære der, men den skifter så hurtigt, at det ikke egner sig til at være en del af selve uddannelsen.

På trods af specialiseringen i det samfundsmæssige arbejde — eller måske netop på grund af den — er de fleste uddannelser blevet langt mere almene og teoretiske. Samtidig stilles der efterhånden langt større krav om bløde kvalifikationer som fleksibilitet, samarbejdsevne, selvdisciplin, loyalitet, venlighed, selvstændighed og — inden for visse rammer — kreativitet.

Fordeling af arbejdet

Siden 2. Verdenskrig er antallet af (løn)arbejdspladser steget betydeligt. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og de store børneårgange blev efterhånden opsuget. Der var endda brug for at lokke arbejdskraft til fra andre lande. Alt dette hang sammen med en eksplosiv økonomisk vækst i tilknytning til en kraftig industrialiseringsproces.

Fra 1970'erne har den økonomiske vækst imidlertid været stagnerende, og antallet af arbejdsløse har været stærkt stigende. Dette opfattes som et problem både af samfundsøkonomiske, resursemæssige og menneskelige grunde. Dels er overførselsindkomsterne blevet den største post på det offentliges budget, og de har en tendens til at stige hurtigere end erhvervsindkomsterne, dels kan det opfattes som spild af god arbejdskraft at have så mange ledige, og endelig er det for mange mennesker en personlig tragedie ikke at kunne bruges og at være så økonomisk afhængig. Alle synes enige om bekymringen og de tre nævnte hensyn, som nok væver sig ind i hinanden, men også fremføres i forskellig rækkefølge afhængigt af ideologisk ståsted. Under alle omstændigheder er det et retfærdighedsproblem i et samfund, der roser sig af, at få har for meget og færre for lidt.

Der råder i 1990'erne grundlæggende uenighed om, hvordan arbejdsløsheden vil udvikle sig. De fleste økonomer og politikere venter på bedre tider i form af ny økonomisk vækst. Indtil da må vi forsøge at afbøde krisens værste virkninger, klare os godt i den internationale konkurrence om arbejdspladser og håbe ikke at sætte for mange ungdomsårgange ud af spillet. Andre analytikere er af den opfattelse, at arbejdsløsheden er af strukturel karakter og altså ikke kan ophøre uden ændringer i samfundets struktur.

Det er nemt at forestille sig en udvikling med stadig øget polarisering mellem dem, der er i arbejde, øger deres kvalifikationer, har indflydelse og økonomisk frihed — og dem, der holdes udenfor og går i stå. Et samfund bestående af et A-hold og et B-hold. Dette er for fleste et skræmmebillede. Det er da heller ikke tilfældigt, at både Grundloven og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder taler om menneskets ret til at arbejde.

Med automatiseringen og de nye teknologier synes det nødvendige arbejde at kunne begrænses til forholdsvis få timer om dagen. Den store udfordring ligger i at få fordelt det på en fornuftig måde, så arbejdsløshed kan blive til arbejdsfrihed og fritid til fri tid til at lege og lære, til skabende virksomhed og frit arbejde. Der kan stadig — også med arbejdspsykologiske og arbejdsmedicinske argumenter — være god grund til at kæmpe for, at det nødvendige arbejde udføres på mere meningsfulde og mindre nedslidende måder. Men meget tyder på, at det nødvendige (løn)arbejde fremover kommer til at indtage en mindre dominerende plads i vores liv.

At forsøge at løse den økologiske krise og verdenssamfundets fattigdomsproblemer ved hjælp af økonomisk vækst og øget produktion i den industrialiserede verden virker perspektivløst. De rige samfund er blevet rige bl.a. på baggrund af et arbejdsbegreb, som næppe længere er tidssvarende og slet ikke i global målestok. Men det er naturligvis ikke sådan at ryste af sig.

Det er meget usikkert, om man ad politisk, demokratisk vej kan styre udviklingen. Derimod synes det sikkert, at såvel arbejdets karakter, dets organisering og fordeling og vores forhold til det er under kraftig forandring. I den forbindelse er fremtiden allerede begyndt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig