Cyklus. Den aztekiske kalendersten (Solstenen) skildrer aztekernes kosmosopfattelse. Ifølge den levede man i den femte tidsalder eller sol, idet de fire forudgående tidsaldre alle var blevet efterfulgt af tilintetgørelse.

.

Cyklus. Solstenens centrale motiv er en gudemaske (21), formentlig Solen. I maskens mund ses den rituelle flintekniv (25). Med den knivtype skar præsterne ofrenes bryst op for at udtage hjertet og vie det til Solen. På begge sider af masken ses to gribekløer med menneskehjerter (26). Masken ses i centrum af billedtegnet fire olin (bevægelse eller jordskælv; tegnets omrids er nederst angivet med en sort streg). Fire olin er en datobetegnelse. Med 260 dages mellemrum hed dagen fire olin eller Solens dag; det var på den dato, man antog, at den femte tidsalder ville blive tilintetgjort.

.

Månen. Den belyste del af Månen, der er synlig fra et sted på Jorden, varierer i løbet af et måneomløb om Jorden. Tegningen viser inderst Månen på forskellige steder i sit omløb (med Solen mod højre) og yderst, hvordan den ses fra Jorden. Spidserne på de tiltagende månefaser indtil første kvarter peger mod venstre set fra Danmark, mens de for de aftagende peger mod højre. Syd for ækvator er det omvendt. Ill.: John Fowlie.

.

Cyklus, En cyklus er karakteriseret ved mere eller mindre regelmæssigt tilbagevendende fænomener, hændelser, ensartede processer eller tilstande. Naturen manifesterer sig ofte på en måde, som bevirker, at vi anskuer udvikling og forandring som cyklisk. Et døgn har et kendt forløb, Månen gennemgår på ca. 29,5 døgn en cyklus fra fuldmåne til næste fuldmåne, årstiderne kommer og går i en fast rækkefølge og afspejles i det levende.

Faktaboks

Etymologi
Ordet cyklus kommer af latin, af græsk kyklos 'ring, kreds'.

Vi opfatter ofte livet som en cyklus med en begyndelse, når vi bliver født, en kulminationsfase og en afslutning. For det enkelte menneske er der egentlig ikke tale om en cyklus, men om et forløb, der ikke kan gøres om eller gentages på den samme måde. Når vækstforløb eller livsforløb således opfattes som cykliske og betegnes som "livscyklus", ligger der heri en betragtning over flere generationer. Vi taler også om livscyklus for dyr, planter og andre organismer. Man kan ikke to gange træde ud i samme flod, sagde den græske filosof Heraklit. I det mindste er der altid tiden til forskel. Derfor kan det synes paradoksalt, at vi er så tilbøjelige til at anskue disse fænomener som cykliske. Cyklus-begrebet kan ikke adskilles fra begrebet tid. Men mens en ægte cyklus må være en sluttet ring, kan tiden kun erkendes som en pil med én retning og ét forløb.

I den klassiske græske geometri er cirklen, kyklos, den perfekte figur. I middelalderen var cirklen den himmelske figur, repræsenterende himmellegemerne og evigheden. Den rette linje var den jordiske figur. Så måske udtrykker vores hang til at tillægge naturens fænomener en cyklisk dimension netop, at vi tilstræber det ideale. Samtidig kan opfattelsen af, at alting i naturen foregår i tilbagevendende og genkendelige mønstre, give os en fornemmelse af tryghed, bl.a. fordi vi så er forberedt på, hvad der vil komme.

Naturen

I naturvidenskaben støder vi ofte på fænomener, der opfattes som cykliske, selvom der i virkeligheden ikke er tale om ægte cyklusser. Det gælder både på det meget store plan og i det små. Nogle opfatter fx Universet som et cyklisk fænomen, der hver gang begynder med big bang og et univers, der udvider sig, indtil det afsluttes med et big crunch. Mellem hvert gennemløb af en sådan cyklus eksisterer Universet ikke på en måde, som vi synes i stand til at begribe.

I naturen finder vi mere håndgribelige cykliske forløb, fx når de levende organismer bruger af resurserne i omgivelserne og leverer dem tilbage igen, så de kan indgå i andre organismers livsprocesser. Også vandet og jordskorpen er i stadig cyklisk bevægelse, ligesom man kan erkende cykliske forløb i de levende organismers udvikling, livsprocesser, adfærd og samspil.

Døgnets cyklus

I hovedparten af Jordens beboede egne er døgnet inddelt i dag og nat, i en lys og en mørk periode. Vi har indrettet os herefter med den største aktivitet om dagen og en hvileperiode i de mørke nattetimer.

Tilsvarende døgncyklusser finder man hos planter og dyr. De grønne planter kan kun lave fotosyntese i dagtimerne, hvor de kan udnytte lysenergien fra solen til at opbygge det organiske stof, som er grundlag for liv på Jorden. Atmosfærens iltindhold kommer næsten udelukkende fra planterne, som ved fotosyntesen danner ilt.

Ligesom mennesket er mange dyr mest aktive i den lyse periode, mens andre, fx katten og uglen, har den største aktivitet om natten. Deres syn og hørelse er udviklet, så de kan opfatte meget svagt lys og små lyde. Både bygningstræk og adfærd passer til livet i de mørke nattetimer.

Man har udført forsøg med at ændre den normale lys-mørke-cyklus, fx ved at forøge antallet af lyse timer i forhold til mørke. Nogle dyr fortsatte da i en kortere eller længere periode deres tidligere aktivitetsmønster, som om de var drevet af en indbygget biologisk rytme eller et biologisk ur, der styrede deres adfærd i højere grad end selve lys-mørke-cyklussen. Ofte viste det sig dog, at dyrene gradvis tilpassede sig den nye cyklus. Vi kender selv fænomenet jetlag, når vi flyver over store afstande på tværs af længdegraderne og på den måde ændrer vor normale dag-nat-cyklus.

Årets cyklus

Årstiderne er forårsaget af, at Jorden bevæger sig i en bane rundt om Solen. Hvert forår springer bøgen ud omkring 1. maj. Inden da har løgplanter som krokus, erantis og vintergækker haft deres blomstringstid. Når den er forbi, kommer svaler, stære og viber tilbage til ynglepladserne i Danmark efter vinterkvarteret under sydligere himmelstrøg.

Det, der får planterne til at spire og vokse frem på omtrent samme tidspunkt år efter år, er for det meste en kombination af temperatur, antal af timer med sol og sollysets styrke. Nogle planter reagerer endda mere på selve forøgelsen af sollyset end på den aktuelle lysmængde.

Den ene planteart afløser den anden året igennem i et gentaget mønster, der er karakteristisk for de enkelte levesteder, fx en skov eller en sø. Når planternes vækstperiode er forbi, sætter de frø, som er klar til at spire næste år, og mange dyr lægger æg eller overvintrer i særlige hvilestadier med et meget lille stofskifte. Om efteråret samles stære og andre trækfugle for at drage sydpå, mens nogle af de andre dyr, fx pindsvinet, går i dvale. Det er ikke kun temperaturen, der afgør, hvornår pindsvinet begynder sin vintersøvn. Også det svindende sollys, knapheden på føde og en indre, hormonal regulering spiller ind.

Årstiderne forløber ikke på samme måde over hele kloden, fordi Jordens akse danner en vinkel med dens baneplan om Solen. Det betyder, at der nord for polarcirklen er en periode omkring sommersolhverv, hvor Solen er på himlen hele døgnet. Tilsvarende er der en periode omkring vintersolhverv, hvor Solen ikke kommer op over horisonten. Ved Antarktis er det omvendt. Bevæger man sig mod ækvator, bliver forskellen mellem sommer og vinter gradvis mindre. Ved ækvator i bæltet mellem vendekredsene varierer mængden af sollys kun lidt i årets løb.

Mængden og fordelingen af sollyset gennem året afgør, hvilket klima der kan være forskellige steder på Jorden. Sollyset har ikke kun betydning for et områdes temperatur, men også for vinde, havstrømme, nedbør og fordampning. Derfor kan man inddele Jorden i bælter fra nord til syd, hvert bælte med sit særlige klima, der er bestemmende for, hvilket plante- og dyreliv der kan være. De planter og dyr, der frister livet i Arktis året igennem, har ikke kun en anden bygning og et andet stofskifte end de dyr, der lever i en tropisk regnskov. De har også en anden adfærd og en anden livscyklus. Fx må dyr og planter i Arktis være i stand til at vokse og formere sig hurtigt i den korte, kølige sommer og kunne modstå hård kulde og knaphed på føde resten af året.

Tidevandets cyklus

Månens og Solens tiltrækningskraft giver ebbe og flod ca. to gange i døgnet. Ved nymåne og fuldmåne virker Månens og Solens tiltrækningskraft sammen og giver derfor en større vandstandsstigning, springflod, mens stigningen er mindst, nipflod, når månen er halv. Der er ca. 143/4 døgn mellem to springfloder og mellem to nipfloder.

I Danmark har tidevandet størst betydning ved den sydlige del af Jyllands vestkyst, hvor vandstanden i gennemsnit ændres ca. 1,4 m mellem flod og ebbe. Ved flod bringer tidevandet mudder og små sandpartikler ind over Vadehavet. Når vandet igen synker, sætter partiklerne sig som slik på bunden og bliver desuden tilbageholdt af særlige planter, fx kveller og vadegræs, der kan trives under disse forhold. I Vadehavet giver tidevandets cyklus et rigt dyreliv med store bestande af slikkrebs, muslinger, sandorm og andre børsteorme, der er føde for et stort antal vade- og andefugle.

Andre steder, bl.a. på visse dele af Grønlands vestkyst og langs Englands og Frankrigs kyster mod Den Engelske Kanal, kan vandstanden variere betydelig mere end i Danmark. Rekordhøjder finder man i snævre havbugter ved den nordamerikanske østkyst, højest i Bay of Fundy med 9 m i gennemsnit, men som ved springflod har nået 21 m. I fjorde og bugter med kraftigt tidevand er plante- og dyrelivet ofte særlig rigt, fordi den pulserende strøm fører frisk og næringsrigt vand med sig.

Klimaets cyklus

Varme og kolde perioder har afløst hinanden gennem Jordens historie. Den sidste istid ligger flere tusinde år tilbage i tiden, men giver sig alligevel til kende i dag, fx gennem de porfyrer og andre bjergarter, vi kan finde som sten på stranden, og som blev ført hertil med isen fra bl.a. Norge og Sverige. Det mest markante spor i det danske landskab er isens hovedopholdslinje i Midtjylland med flade smeltevandssletter mod vest og bakkede moræneområder mod øst.

Istiden i Europa var ikke én sammenhængende kuldeperiode, men formede sig som en cyklisk klimaudvikling, hvor seks istider vekslede med fem mellemistider med sommertemperaturer på ca. 20 °C. Efter isens sidste fremstød er temperaturen gradvis øget, så vi kan få den opfattelse, at vi nu befinder os i en ny mellemistid. Samtidig med den europæiske istid var der tilsvarende varme-kulde-cyklusser andre steder på kloden; over lange tidsrum var ca. 1/3 af Jordens overflade dækket af ismasser i Kvartærtiden.

Klimaet i den første del af den foregående Tertiærperiode var derimod så varmt og fugtigt, at der voksede figen og magnolie i Alaska og sequoia, elm og andre løvtræer i Grønland. Tidligere endnu, i Karbon-Perm for omkring 300 mio. år siden, var det istid på den sydlige halvkugle og køligt på den nordlige halvkugle, mens klimaet senere, ved overgangen mellem Perm og Trias, blev så varmt og tørt, at store dele af Jordens landområder lå hen som ørken.

Vandets cyklus

Vandet indgår i et kredsløb, der drives af energien fra Solen. Vandet fordamper fra jord, planter, hav og søer og bliver til vanddamp og skyer, før det igen falder ned som regn eller sne.

En stor del af nedbøren, der falder over land, løber dog ud i vandløb, søer og havet eller trænger ned gennem jorden og danner grundvand. I Danmark går der ca. 30 år, før regnvandet har bevæget sig ned gennem jorden og er blevet til grundvand, nogle steder endda mere end 100 år. Det meste grundvand kommer før eller siden ud i de åbne vandområder og ender til sidst i havet.

Der er stor forskel på, hvor længe et vandmolekyle i gennemsnit opholder sig de forskellige steder. Det er kun omtrent en uge i skyer, ca. 2-3 uger i vandløb og ca. 600 år i grundvand. I havet er vandets opholdstid meget lang, i gennemsnit ca. 3100 år.

Geologisk cyklus

Mange geologiske processer kan opfattes som cykliske. Sedimentationscyklusser er en repetition af bestemte bjergartssekvenser, der afspejler beslægtede processer og aflejringsbetingelser og gentages i samme orden pga. tilbagevendende begivenheder. Disse kan være betinget af andre former for cyklusser, fx klimatiske cyklusser såsom årstidsvariation og nedbør, eller de kan være forårsaget af astronomiske cyklusser, fx jordbanevariationer (Milanković-cykler).

En fremadskridende og systematisk rækkefølge af naturlige forandringer eller erosionsstadier af en hævet landoverflade eller et blotlagt landskab, som begynder med dannelse af dale og rygge og slutter med et reduceret, fladt, strukturløst landskab, opfattes også som en form for cyklus (erosionscyklus), selvom slutstadiet er helt forskelligt fra begyndelsesstadiet. Det gælder for så vidt også såkaldte orogene cyklusser, hvor de processer, som foregår under en bjergkædefoldning med omdannelse (metamorfose) af de opfoldede bjergarter, fører frem til dannelse af bjergarter, der er helt forskellige fra deres udgangsmateriale.

Biogeokemisk cyklus

Mængden af de enkelte grundstoffer har været næsten konstant i de sidste mange mio. år af Jordens historie. Grundstofferne kulstof, brint, ilt, fosfor og kvælstof udgør den største del af det organiske stof i de levende organismer. Disse grundstoffer indgår også i andre kemiske forbindelser i omgivelserne og danner selvstændige biogeokemiske cyklusser.

Kvælstof findes i forskellige kemiske forbindelser i naturen, fx i luftarten kvælstof, i nitrat, ammonium og i aminosyrer i levende organismer. Luftarten kvælstof, der udgør ca. 78% af Jordens atmosfære, kan ikke udnyttes af de grønne planter, men kun af nogle få bakterier og blågrønalger, der er i stand til at indbygge kvælstoffet i fx en aminosyre. Når aminosyren senere bliver nedbrudt, dannes ammonium, som derefter kan iltes til nitrat af særlige (nitrificerende) bakterier. Det kan dog kun ske, når der er ilt nok i deres omgivelser. Atter andre (denitrificerende) bakterier kan derefter omdanne nitrat til luftarten kvælstof. Det kan derimod kun ske, når der ikke er ilt.

Kvælstoffets cyklus har stor betydning både i naturen og i fx landbruget, fordi planter skal have kvælstof for at vokse. Marker gødes med kvælstof for at forøge udbyttet. Kvælstof i form af ammonium kan bindes til jordpartiklerne. Men hvis ammonium omdannes til luftarten kvælstof, forsvinder det fra marken. Omdannes ammonium derimod til nitrat, bevares gødningsværdien. Men hvis planterne ikke optager al nitraten, kan overskuddet let vaskes ned gennem jorden med regnvandet. Nitrat kan på den måde forurene grundvandet eller føres med vandløb til havet, hvor det virker som gødning for planktonalger. Kommer der for meget nitrat ud i havet, kan det medføre så kraftig algevækst, at ilten i vandet bliver opbrugt, når algerne dør og bliver nedbrudt af bl.a. bakterier.

Økosystemers cyklus

Økosystemer kan udvikle sig i cykliske mønstre. Det indledes med pionerstadiet, hvor dyr og planter, der kan vokse og formere sig hurtigt, dominerer. Det er typisk små organismer, bl.a. urter og insekter, og antallet af arter er beskedent. I pionerstadiet er de biogeokemiske stofkredsløb åbne med en stor transport af stoffer over økosystemets grænser. I de senere faser af økosystemets udvikling (succession) forsvinder pionerstadiets organismer gradvis, og i stedet kommer dyr og planter med længere livsforløb. Samtidig stiger artsantallet og biomassen. Små urter erstattes af større urter, buske eller træer, og smådyr af større dyr. Samspillet mellem organismerne bliver tættere og udfolder sig i mere komplicerede fødekæder. Udvekslingen af næringsstoffer sker i større omfang inden for selve økosystemet, så stofkredsløbene bliver mere lukkede. Slutfasen er klimaksstadiet, det modne økosystem. Det er især klima og jordbund, der afgør, hvordan et økosystem udvikles.

Et økosystems udvikling fra ungt til modent kan blive afbrudt af flere årsager, både naturlige og menneskeskabte. I det geologiske tidsbillede er det naturlige årsager, bl.a. ændringer i klimaet og jordskorpen, der har bremset den naturlige udviklingsproces i de eksisterende økosystemer. De ændrede betingelser er begyndelsen til en ny cyklus, hvor økosystemet udvikles hen imod et nyt klimaksstadium. I vor tid har menneskets aktiviteter i høj grad indflydelse på, hvordan økosystemerne udvikler sig.

Det organiske stofs cyklus

I økosystemerne lever organismerne i indbyrdes samspil og vekselvirkning. En fødekæde kan opfattes som en biologisk cyklus, hvor en serie af organismer, der ernærer sig på hver sin måde, successivt transporterer og omdanner det organiske stof, der dannes i fødekædens første led. De levende organismer kan karakteriseres efter deres ernæringsmåde og placering (trofisk niveau) i fødekæden som autotrofe planter over planteædere (herbivorer) og rovdyr (carnivorer) til nedbrydere (dekompositorer). Det organiske stofs cyklus indledes og afsluttes med uorganiske stoffer, hvor kuldioxid har en central rolle. Man betegner undertiden også det organiske stofs cyklus som kulstoffets cyklus.

I naturen begynder opbygningen af det organiske stof med fotosyntesen, hvor planterne opfanger energi fra sollyset og optager kuldioxid og uorganiske næringsstoffer fra omgivelserne. Solenergien omdannes til kemisk energi i organiske molekyler. Planterne bruger selv størstedelen af denne energi til at drive deres egne livsprocesser. Den resterende del føres videre til de dyr, der spiser planterne. Planteæderne anvender det meste af det organiske plantestof til at udvinde energi, som de derefter kan bruge til deres livsprocesser, bl.a. bevægelse, vækst og formering. Når planteæderne derefter bliver spist af rovdyr, overføres det organiske stof i planteæderne til rovdyrene. Slutleddet i fødekæden er bakterier og andre mikroorganismer, der nedbryder det organiske stof i de døde planter og dyr og dermed afslutter kredsløbet ved at omdanne den sidste rest af det organiske stof til kuldioxid og andre uorganiske stoffer, som derefter kan indgå i en ny cyklus.

Livscyklus

Et menneske kan ikke leve mere end lidt over 100 år. Men det er faktisk længere end andre pattedyr, blandt hvilke den indiske elefant har rekorden på 78 år. Træer kan blive meget ældre. Verdens ældste træ var en børstekoglefyr (Pinus aristata), der voksede i Californien og blev 5100 år. Den blev mere end tre gange så gammel som vor hjemlige Kongeeg i Nordskoven ved Jægerspris. Almindeligvis lever store organismer længere end små. En husmus bliver sjældent et år gammel, og en stueflue højst et par måneder.

Livscyklusser kan være enkle eller komplicerede. Et menneske har i vid udstrækning de samme bygningstræk livet igennem sammenlignet med fx en frø eller et insekt, der undergår større formændringer. I den første del af deres livscyklus er frøerne haletudser, der lever i vand og ånder med gæller. Senere udvikler de ben, mister halen, får lungeåndedræt og går på land.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

Cyklus. Cikader, slægten Magicicada.

.

Cyklus. Genbrugscirklen er tegnet i 1977 af Tage Mikkelsen (direktør for gendan a/s 1974-90) og bruges som symbol på de varer, der er fremstillet af mindst 45% genvundne råstoffer og har samme brugsværdi som tilsvarende varer af nye råstoffer. Mærket er indregistreret af gendan a/s (fra 1990 Rendan A/S). Det benyttes især på papirvarer, men også på bl.a. containere til indsamling af brugt glas og papir, hvor genbrugscirklen anvendes som et bredere symbol for genbrug.

.

Cyklus. Naturens og Solens kredsløb har til alle tider dannet baggrund for menneskers årsfester. Festerne bringer orden i tiden, idet de giver en fornemmelse af tidsintervaller. I agerbrugskulturen har årets arbejde desuden givet anledning til en række cyklisk tilbagevendende fester. De fleste årstidsfester består af en række ritualer og skikke af ukendt oprindelse, som senere er blevet knyttet til den kristne festkalender. Det gælder også fastelavnsfesten, der fra gammel tid var en forårsfest, som blev fejret med forlystelser, optog, udklædning og mere eller mindre grove løjer. Senere blev festen knyttet til den katolske faste og fastsat seks uger før palmesøndag, men mange af de verdslige skikke har overlevet til i dag.

.

Foto: © OSF/Joe Dorsey Cikader, slægten Magicicada.

Livscyklus hos cikader

Hos insekter finder man de længste livscyklusser blandt seks arter i cikadeslægten Magicicada, som findes i USA og Canada øst for prærien; mod nord og øst arter med en livscyklus på 17 år, mod syd og omkring Mississippi arter med en livscyklus på 13 år. Cikaderne lever næsten hele deres liv som nymfer; de voksne, kønsmodne individer er kun fremme i få uger, hvor de parrer sig og lægger æg.

De tidligste arter i slægten menes at være opstået i den geologiske periode Pleistocæn, der begyndte for ca. 1,6 mio. år siden. Pleistocæn var præget af store klimasvingninger, og for cikaderne var der store fordele forbundet med at kunne trække larvetiden ud og afvente bedre forhold. Allerede Magicicada-arternes forfædre havde en langvarig livscyklus, da deres nymfers vækst og udvikling foregik meget langsomt: Nymferne levede dengang som nu af næringsfattig xylemvæske, især fra trærødder. Samtidig er det for insekter generelt en fordel at være stor; jo tungere cikadehunnen er, jo flere æg lægger hun. Selektion på kropsstørrelsen betyder, at nymfetidens varighed yderligere øges.

Cykluslængden på 13 og 17 år (og ikke fx 12 eller 15) hænger sammen med, at begge tal er primtal. De enkelte arter er splittet op i bestande, som ikke overlapper indbyrdes. Det betyder, at der i et givet område kun vil være cikader fremme hvert 13. eller 17. år. I de mellemliggende år lever de skjult i jorden som nymfer. Parasitter og rovdyr kan derfor kun specialisere sig i at udnytte cikaderne, hvis de selv har en livscyklus af samme længde. Parasitter og rovdyr med kortere livscyklus, som i de mellemliggende år lever af andre arter, kan ikke synkronisere sig med cikadernes livscyklus; ingen kortere livscykluslængde kan indpasses i disse tidsrum af primtalslængde. Når cikaderne endelig er fremme, er de meget talrige, og rovdyr kan næppe gøre betydende indhug i bestandene. I et område på 16 ha i NV-Arkansas sværmede i nogle få uger i maj-juni 1985 mere end en million 13-års-cikader.

Afsnit fortsætter her.

Hos insekterne er det umiddelbart svært at se, at de larver, man finder i vand eller i jord, er de samme dyr, som senere bliver til voksne insekter, der kan flyve. Der er ikke alene stor forskel på deres udseende, men larverne har ofte en helt anden levevis end de voksne insekter. Fx lever mange sommerfuglelarver af at gnave i planters blade, mens de voksne sommerfugle samler nektar i blomster. Mange insekter skal ligesom sommerfuglene gennem et stadium som puppe, inden de kan blive til voksne insekter.

Snyltedyr kan kun gennemføre deres livscyklus, hvis de kan finde passende ofre at snylte på. Nogle snyltere skal tilmed finde flere værter, som kan huse dem i de forskellige afsnit af deres livscyklus. Fx skal ikten Schistosoma haematobium, som er årsag til den frygtede tropesygdom bilharziose, finde et menneske at snylte på, når den er i sit vandlevende cercarie-stadium. Og derefter, i miracidie-stadiet, må den finde den rigtige art af en ferskvandssnegl, hvori den kan gennemføre næste fase i sin livscyklus. Lykkes det ikke i løbet af kort tid, kan ikten ikke fuldføre sin livscyklus og går til grunde.

Også planternes livscyklusser kan være opdelt i forskellige faser, fx hos alger, mosser, bregner, padderokker og ulvefødder. Nogle af dem har to generationer, som kan eksistere uafhængigt af hinanden. Fx danner bregner sporer, som bliver til et lille, kun få mm stort løv, der udvikler æg- og sædceller. Sædcellerne svømmer hen til ægget, og efter befrugtningen vokser en ny bregneplante ud fra det lille løv.

Genernes cyklus

Mange af de grundlæggende træk i organismernes opbygning og livsprocesser går igen i alle nulevende planter, dyr og mikroorganismer. Det gælder fx visse gener og biokemiske processer. Det bestyrker teorien om, at livet på Jorden har udviklet sig fra en fælles stamform, og at koderne for organismers bygning og livsprocesser er båret videre i arveanlæggene fra individ til individ. Fx synes den genetiske kode at give samme informationer om, hvordan den tidligste fosterudvikling skal foregå hos mange forskellige dyrearter, og det tidlige menneskefoster har mange flere lighedstræk med fostre af andre hvirveldyr end med de første udviklingsstadier af andre dyr. Videreførelsen af den enkelte art har således cyklisk karakter med en gentagen overførsel og brug af informationerne i en genetisk kode.

Populationers cyklus

Man finder også cykliske forløb i populationer af planter og dyr. Fx svingede populationen af losser i et område af det nordlige Canada igennem en periode på mere end 200 år med en regelmæssig cyklus på ca. ti år.

Losserne er afhængige af bl.a. sneskoharer som føde, og det viste sig, at der også var flest harer hvert tiende år. Da antallet af harer var størst et til to år før kulminationen af lospopulationen, kan der næppe herske tvivl om, at bestanden af losser voksede og aftog som følge af svingningerne i antallet af harer. Derimod kunne man ikke påvise, at lossernes jagt på harerne havde nævneværdig indflydelse på harepopulationens størrelse, for bestanden af harer i andre områder, hvor der ikke var losser, havde den samme 10-årscyklus.

Man er ikke klar over, om denne svingning i harebestanden skyldes periodiske variationer i fødegrundlaget, eller om den er betinget af en iboende fysiologisk mekanisme.

Fysiologisk cyklus

Mennesket har som mange andre dyr fysiologiske træk med en cyklisk karakter, fx kvindens menstruationscyklus. Den er af samme varighed som Månens faser. Man ved ikke hvorfor — og om der er en sammenhæng. Menstruationscyklus er styret af hormoner og begynder med, at hypofysehormonet FSH, det follikelstimulerende hormon, stimulerer væksten af ægblærer (follikler) i æggestokkene og gør livmodervæggen tykkere. Én af folliklerne vil vokse hurtigere end de andre og overtage føringen. Rundt om denne follikel dannes et cellelag, som producerer kønshormonet østradiol. Omkring den 14. dag i cyklus finder ægløsningen sted. Den nu modne follikel brister, og ægget stødes ud. Dette skyldes påvirkning af hypofysehormonet LH, det luteiniserende hormon. Folliklen falder sammen og danner det gule legeme, som producerer progesteron og østradiol. Disse hormoner hæmmer afgivelsen af LH og FSH fra hypofysen. Hvis ægget ikke bliver befrugtet, falder det gule legeme hen, og menstruationen går i gang. Da det gule legeme nu ikke længere producerer kønshormoner, der kan hæmme frigivelsen af hypofysehormonerne, vil FSH-produktionen igen stige, og en ny cyklus sættes i gang.

De fleste fysiologiske cyklusser igangsættes af ydre påvirkninger (stimuli), fx lys, føde eller andre dyrs handlinger. Derved påbegyndes en kæde af signaler i nerve- og hormonsystem, der udløser bestemte reaktioner. På denne måde spiller fysiologiske cyklusser en stor rolle i dyrs adfærd, bl.a. når trækfugle indleder deres rejse og ved dyrenes parring. Kurmageriet forud for parringen består fx ofte af en serie forskellige handlinger, som hun og han skal udføre skiftevis i en ganske bestemt rækkefølge. Hvis fx hannen reagerer på hunnens adfærd med en anden handling end den, der er fastlagt i programmet, standses cyklussen, og den må begyndes helt forfra igen.

Biokemisk cyklus

Nogle af de fundamentale biokemiske processer i de levende celler har et cyklisk forløb. Det gælder fx Calvin-cyklus, hvori kuldioxid indbygges i cellens organiske stof som glukose. Ved en anden serie af processer kaldet citronsyrecyklus (Krebs' cyklus) spaltes kuldioxid fra det organiske stof. Calvin-cyklus er en central proces i de grønne planters fotosyntese, mens citronsyrecyklus benyttes i alle levende celler til nedbrydning af organisk stof. Citronsyrecyklus er et led i en serie af processer, hvorved den kemiske energi, der er bundet i organiske stoffer, kan frigives, så cellen kan anvende energien i forskellige livsprocesser.

Nøglestoffet i citronsyrecyklus er oxaloacetat, der kombineres med et organisk stof, som er dannet ud fra glukose, så der dannes citronsyre. Citronsyren omdannes i en serie af processer til andre organiske syrer, idet der undervejs fraspaltes to molekyler kuldioxid. På denne måde dannes oxaloacetat, så citronsyrecyklus dermed er afsluttet med nøglestoffet, der er klar til at blive brugt i den samme proces endnu engang.

Cyklus og balance

I naturen foregår de biologiske processer i cykliske forløb, hvor organismerne genbruger de kemiske stoffer i deres omgivelser. Når et økosystem er i balance, opbygger de levende organismer ikke mere organisk stof, end systemet kan nedbryde. Denne ligevægt opretholdes bl.a. gennem forskellige typer af tilbagekoblingssystemer (feedback-systemer).

Men fra tid til anden bliver disse tilbagekoblingssystemer sat ud af funktion. Det kan ske af naturlige årsager, fx når klimaet ændrer sig, en storm vælter træerne i en skov, eller når en population af dyr bliver angrebet af sygdom. Men det kan også ske, når vi griber ind i økosystemerne ved fx at tilføre spildevand til søer og have, eller når vi spreder miljøgifte, der svækker eller udrydder planter og dyr, der er med til at opretholde balancen i naturen.

Man forsøger i stigende grad at tilrettelægge de menneskelige aktiviteter på en anden måde, så man bedre bevarer de naturlige reguleringsmekanismer. Fx søger man at sikre en "bæredygtig udvikling" gennem renere teknologi til produktion af varer. Det indebærer bl.a., at de stoffer, der anvendes til produktionen, genbruges, så de ikke slipper ud i naturen, og at de producerede varer kommer til at indgå i nye produkter, når de ikke mere bruges til deres oprindelige formål. Nøgleordene for vores produktion og forbrug er altså recirkulering og genbrug — moderne begreber, der er inspireret af de cykliske fænomener, vi kan iagttage i naturen.

Kulturen

Cyklus. Livets rejse; menneskets livsaldre fra fødsel til død. Små vers knyttede sig til de forskellige livsaldre, og om det 50. år står bl.a. Og Vejen viser os til Graven. Døden og længslen efter hvile er de vigtigste temaer for versene til trinene ned ad trappen; fx Hent mig snart min Frelser kær (80 år) og Ak, kom du kære søde Død (90 år). Versene til trinene op ad trappen omhandler opvækst, modning og familie.

.

Kulturforskningen har traditionelt beskæftiget sig med mennesker, som levede i en tæt forbundethed med naturen, hvad enten det er bønder i vor egen fortid (etnologien) eller såkaldte primitive kulturer (etnografien). Afhængigheden af naturen betød, at livet måtte tilrettelægges i overensstemmelse med dagens og årets gang, hvilket førte til en forestilling om tid som cyklisk og tilbagevendende.

I studiet af menneskers levevis anvendes begrebet cyklus i sammensætninger som dagscyklus, årscyklus, livscyklus og familiecyklus. For at forstå, hvordan mennesker til forskellige tider og på forskellige steder har organiseret dagliglivet, undersøger man, hvordan tiden er fordelt mellem arbejde, hvile, fest og højtid i dagens, årets og livets løb. Metoden er en detaljeret beskrivelse af individuelle eller kollektive dags- og årscyklusser, hvorved man undgår et for statisk billede.

Cyklisk tidsopfattelse

I modsætning til den lineære, fremadrettede tidsopfattelse, hvor tiden forsvinder ud i evigheden og aldrig vender tilbage, ligger der dels i den cykliske tidsopfattelse, at menneskelivet er styret af naturen og kosmos, dels at tiden bevæger sig i cirkler: Efter morgen og aften kommer en ny morgen, efter forår og sommer et nyt forår, og efter død kommer nye liv. Fremtiden forventes mere eller mindre at forme sig som en gentagelse af tidligere forløb.

Livshjulet

Den geometriske cirkel symboliserer livskredsløbet, og som sådan har den dannet grundformen i livscyklusmotiver langt tilbage i historien. Det ældste eksempel i Danmark er et kalkmaleri fra Slaglille på Sjælland fra 1175. Motivet er et hjul, et skæbnehjul, som minder folk om, at ingen ved, hvornår i livet lykken vender, og man mister alle jordiske værdier. Der er latinsk tekst, men selv mennesker, der aldrig lærte at læse, kunne forstå symbolsproget: Når hjulet drejer om sin akse, står forfængelighed for fald.

Cirklen og hjulet var et almindeligt motiv i folkelig og kirkelig kunst gennem hele middelalderen. Det skulle mane til eftertanke om menneskets forfængelighed og livets forgængelighed. I visse tilfælde ses cirklen inddelt i aldre, som den menneskelige cyklus består af. Denne forståelse af menneskets aldre havde ikke noget at gøre med den individuelle livscyklus, alene af den grund at meget få levede et "fuldt" livsforløb. Der var snarere tale om en samlet forståelse af verdens sammenhæng, hvor livets aldre indgik sammen med elementerne, årstiderne, månederne etc. i den helhed, som var Guds samlede skaberværk. Der var en analog orden mellem alle delene i helheden, ikke en kronologisk orden.

Efter renæssancen symboliseredes den menneskelige cyklus af andre motiver, hvor den fulde cirkel afløstes af en halv cirkel i form af en bue eller en dobbelt trappe, livstrappen. Dette er blevet tolket som et udtryk for en mere individualistisk og realistisk tænkning og en ny tidsbevidsthed, der ikke kendtes i middelalderen. Renæssancen lærte os at tænke over livet, og først da begyndte interessen for enkeltskæbner og den enkeltes livscyklus som en tidsmæssig udvikling.

Livstrappen

Hvor de tidlige motiver handlede om livets mening, kommer de i løbet af 1700-t. snarere til at handle om livets forløb, den gode borgers moralske levned. Hvor de tidlige motiver skulle illustrere kontraster mellem livsaldre, blev de på de senere billeder til stadier i menneskets udvikling. Motivet med livsbuen eller livstrappen bliver således symbol på den skæbne, mennesket selv behersker. Det kosmologiske eller naturfilosofiske betydningssystem, som menneskets livscyklus var blevet forstået inden for i middelalderen, blev erstattet af en mere biologisk forståelsesramme, hvor menneskelivet består af vækst, blomstring og forfald, og livsaldrene blev en livscyklus i moderne forstand — en udviklingstypologi.

Livscyklus

Dette begreb bruges almindeligvis til at beskrive et individs udvikling fra barn, gennem ungdom og voksenliv til alderdom og død. Inden for kulturforskningen betragtes det menneskelige livsforløb eller livskredsløb som karakteristisk netop ved ikke kun at være et biologisk forløb. Samtidig med det biologiske liv er menneskelivet også et kulturelt liv. Organismens fødsel, blomstring og forfald er fælles for alle. Den biologiske livscyklus er således et fælles vilkår, men livskredsløbet er også et kulturelt fænomen, idet det er et produkt af kulturelle klassifikationer som fx aldre, stadier, faser og overgange.

Livsforløbets virkelighed etableres af kulturen i kraft af det sproglige systems alderskategorier. Inddelingen af livet i særskilte livsaldre skaber erkendelse af et sammenhængende livsforløb. Uden de kulturelle kategorier ville der slet ikke være en livscyklus i kulturel forstand. Derfor er de kendte livsaldre ikke blot et spejl af biologien; de er kulturfænomener. Livscyklus forstået som opdeling i livsaldrene barndom, ungdom, voksenliv og alderdom med betydningsfulde overgange imellem har således sin egen historie, som igen er en del af den samlede kulturhistorie. Den moderne forestilling om livsforløbet med faste biologisk og psykologisk bestemte aldersfaser blev først udbredt fra slutningen af 1800-t.

Inden for den kulturhistoriske forskning i menneskets livscyklus har man især beskæftiget sig med demografiske forandringer, ændringer i aldersopfattelse og livsriter.

Demografiske forandringer

Den længere levetid i dette århundrede har medført en ny balance mellem de kendte livsaldre. Barndommen er blevet længere målt i år, men relativt kortere i forhold til den samlede levetid. Ungdommen er blevet kortere. Nogle forskere er endog begyndt at interessere sig for voksenalderen som en selvstændig udviklingsmæssig livsfase, der ligesom barndom og ungdom har sine egne karakteristika, og som ikke blot er "det normale", som de andre livsaldre afviger fra. Denne fase er karakteriseret ved, at børnene kan klare sig selv, og den voksne har mulighed for at skifte retning og tage nye udfordringer op. Den voksne er således ikke færdigudviklet, men under stadig dannelse. Dette hænger sammen med, at de fleste nu lever, til de bliver gamle, men først bliver affældige sent i livet. Samtidig er forældreskabet blevet en kort, sammenpresset periode tidligt i livet.

Livscyklus og alder

Tiden fra renæssancen frem til 1800-t. var i Europa karakteriseret af en manglende betoning af numerisk eller kronologisk alder, specielt i landbefolkningen. Fødselsdage fejrede man ikke, og meget få samfundsmæssige rettigheder var afhængige af alder. Overgangene mellem forskellige livsfaser afhang ikke af, hvor gammel den enkelte var. Ægteskabet var fx en overgang til voksenalder, men tidspunktet for indgåelse af ægteskab afhang ikke kun af, om det passede i de forlovedes livscyklus, men i lige så høj grad af familiecyklus, dvs. hensynet til produktionsenhedens fortsættelse, hvad enten det var en gård, en håndværksvirksomhed eller andre former for vareproduktion. Den enkeltes ønsker for fremtiden var underordnet overvejelser om arv, aftægt og søskendes fremtidige muligheder.

Inden for livscyklusforskningen har man længe været optaget af den såkaldte kronologiseringsteori. Den angiver, at i den vestlige verden har den lineære tidsopfattelse og den deraf følgende interesse for menneskers kronologiske alder ført til en øget aldersgraduering og kronologisering af livsforløbene. Livets cyklus tænkes at have et korrekt forløb i forhold til aldring, dvs. hvornår man bør opfylde almene livskrav. Det betyder, at det enkelte menneskes livsforløb opfattes som afvigende, hvis personen ikke er gift, færdiguddannet, blevet forælder eller forfremmet i den rette alder. Derved er livsalderbegreberne nærmest blevet deterministiske eller normgivende, mener forskere, der støtter denne tese, og følgelig er vores livshistorier blevet mere ens i de sidste 100 år.

Sådanne lovmæssigheder for menneskets udvikling, der menes at have evig gyldighed, blev der fra 1960'erne sat spørgsmålstegn ved af bl.a. antropologer og historikere. Alle antropologiske feltstudier kunne påvise, at primitive samfund helt manglede aldersbevidsthed. Et eksempel er en berømt undersøgelse af pubertet foretaget af den amerikanske antropolog Margaret Mead på øen Samoa. Hun fandt ud af, at den lokale befolkning slet ikke anerkendte ungdom som et særligt stadium i livscyklus. Derfor blev hendes konklusion, at de biologiske faktorer var relativt ubetydelige for udformningen af livsforløbet. Det er snarere kulturelle processer i USA end almene psykiske processer, der var årsag til opfattelsen af puberteten som krisefyldt. Dette blev understreget af historiske undersøgelser, der kunne påvise, at livsaldrene var historiske fænomener. Det var den franske historiker Philippe Ariès' datering af barndommens historiske opkomst til tiden efter år 1500, der var igangsættende for andre forskeres studier af ungdom og alderdom.

Vores aldersbegreber kan således studeres historisk i sproget og i den samfundsmæssige institutionalisering af dem. Mange aldersmæssige karakteristika, som fx at barnealderen er præget af uskyld, og at puberteten er farefyldt, viser sig at være sociale værdier i en bestemt periode og i en bestemt kulturel gruppe, som efterhånden er blevet opfattet som love for menneskelig udvikling. Resultatet er en erkendelse af, at oplevelsen af livets aldre i deres væsen er kulturelle frembringelser, som med tiden bliver anset for at være biologisk bestemt. Nyere aldersbegreber som pubertet, midalder og overgangsalder såvel som nye forståelser af allerede kendte livsaldre frembringes af tænkningen inden for fagdiscipliner som psykologi og medicin. Disse fags stigende interesse og omsorg for det menneskelige livsforløb i 1900-t. kan således ses som forklaring på, at vi i dag anerkender stadig flere aldersbestemte faser i den "normale" livscyklus. Udviklingspsykologien fremstiller fx et billede af den menneskelige livscyklus som bestående af kriser med en række stabile perioder imellem.

Livscyklus og ritualer

Før naturvidenskaberne i løbet af 1800-t. "videnskabeliggjorde" menneskeopfattelsen, havde man ikke opfattet ældelsen som en naturlig proces. Folk oplevede ikke livet som et jævnt fremadskridende forløb, men som styret af ydre kræfter. Ritualer, som synliggjorde overgange mellem forskellige faser i livscyklus, gav en slags vished for, at livet skred frem. Det var ikke modenhed eller indre kvaliteter, der styrede livscyklus; man forandrede sig ved at gennemgå ritualer. En sådan forestilling om ritualers forvandlende kraft forudsatte, at personligheden var foranderlig. Dette hang godt sammen med den høje dødelighed, der udelukkede en forudsigelig livscyklus. Den faldende dødelighed i begyndelsen af 1900-t. medvirkede til, at forløbet af de skiftende livsaldre blev mere forudsigeligt, og især psykologiens og psykoanalysens indsigter bidrog til, at livets gang kunne opleves som en lineær, indrestyret proces.

Den begyndende opblødning af aldersgrænserne siden 1960'erne har betydet, at rækkefølgen mht. uddannelse, børn, ægteskab, job og pension er blevet mere individuel. Også normerne mht. passende adfærd på bestemte trin i livsforløbet er blevet mindre stive. At livsforløbet er blevet mindre lineært — man kan næsten tale om en ny cyklicitet med nye begyndelser livet igennem — kan være en del af forklaringen på den nyritualisering af livsforløbet, som finder sted i slutningen af 1900-t. Når livsforløbene ikke længere er kronologisk afstemt efter alder, må man individuelt skabe orden og mening i tilværelsen vha. symboler, ritualer og ceremonier. Livscyklussen registreres og markeres individuelt. Foruden en øget interesse for de traditionelle livsriter som dåb, konfirmation og bryllup lægger mange stigende vægt på personlige mærkedage som fx runde fødselsdage og jubilæer i arbejdslivet.

Familiecyklus

Familiecyklus er en anden betydning af begrebet livscyklus, der ikke refererer til individers, men til familiers historie, evt. over flere generationer. I denne betydning er livscyklus en proces, der kan studeres demografisk mht. tidspunkter for ægteskab, fødsler, dåb, konfirmation, skilsmisser og nye ægteskaber og begravelser. Pointen er, at de demografiske variable ikke studeres hver for sig, som i statistik, men inden for en primær enhed, familien eller husholdet som produktionsenhed.

Inden for grene af historievidenskaben har denne metode, kaldet familierekonstitution, været anvendt siden slutningen af 1950'erne. Metoden giver mulighed for at undersøge sammenhænge mellem de cykliske processer i familien og ydre forhold som fx juridiske regler, religion, "skik og brug" samt krige, katastrofer og sygdom. Herved bliver det også klart, at "en normal livscyklus" ikke eksisterer; de fleste tilfælde udgør undtagelser pga. pludselig død, krig, sult og sygdom.

Kun i kulturer, hvor den enkeltes liv ses i et generationsperspektiv, kan man tale om en egentlig cyklisk livsopfattelse. Livet består af regelmæssigt tilbagevendende fænomener; nye generationer fødes, vokser op og sørger for, at slægten føres videre i et evigt kredsløb. I moderne europæisk kultur, hvor den individualistiske menneskeopfattelse dominerer, er vi blevet mindre tilbøjelige til at anskue livet som en cyklus. Begrebet "livsforløb" dækker bedre den opfattelse, idet den enkeltes liv ikke er præget af gentagelser. Den moderne personopfattelse og udviklingspsykologien har derimod lært os at forstå livet som en lineær række af afslutninger. Vi afslutter én livsfase og påbegynder en ny i et forløb hen mod livsafslutningen. Livet er kun forandringer og nye begyndelser.

Anskuet på denne måde er livets højtider kulturelle konkretiseringer af liv og tid. Fordi festerne giver en fornemmelse af tidens gang, er de i en vis forstand med til at skabe tiden.

Kunst

I litteraturen finder man især i romantikken forestillinger om tilværelsens cykliske karakter. Således i Oehlenschlägers digtkreds Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur (Poetiske Skrifter, 1805), senere kaldt Aarets Evangelium. Dér lyder første strofe i indledningsdigtet "Christi Fødsel":

Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen, Da fødes det lille Barn Jesus igien. Den Engel i Luft, i Lund, i Elv, Det er vor Frelser! Det er ham selv! Derfor Naturen saa huldt og skiønt Sig fryder og klæder i Haabets Grønt.

Litteratur

I litteraturen er cyklus en række tekster eller værker inden for et forfatterskab, udformet med en tematisk sammenhæng. Oehlenschlägers Langelands-Reise (1805) er en sådan digtkreds, ligeledes C. Hauchs romancecyklus Valdemar Atterdag (1861).

Vilhelm Bergsøes roman Fra Piazza del Popolo (1866) er formet som en novellecyklus. De tyve romaner, som udgør Émile ZolasLes Rougon-Macquart (1871-93), danner med deres samtids- og slægtsbillede en cyklus på idéen om altings genkomst i et kredsløb, baseret på videnskabelige lovmæssigheder.

Et senere dansk eksempel på det cykliske findes hos Svend Åge Madsen, hvis register af fantasifigurer forgrener sig gennem hans romaner.

Musik

I musikken er cyklus en komposition, der består af flere selvstændige satser eller dele, som tilsammen danner en helhed, fx suite, kantate, koncert, sonate og symfoni. Cyklisk helhed beror især på satsernes indbyrdes toneartsforhold, nøje afvejede kontraster mht. karakter, tempo o.l. samt forekomsten af eventuelt fælles tema- eller motivstof.

Netop fælles melodisk stof mellem de enkelte satser kendetegner den cykliske messe, hvis væsentligste udvikling og blomstring faldt inden for perioden 1450-1600 (med cantus firmus- og senere parodi- og parafrasemessen som hovedtyper).

Andre tidlige eksempler på musikalsk cyklus udvikledes i 1600-t., nu også inden for instrumentalmusikken. Det var dog især med wienerklassikken (fra midten af 1700-t.), at de cykliske former rykkede helt i forgrunden med den flersatsede sonatecyklus i centrum.

I 1800-t. sammenstilledes lieder hyppigt i liedcykler, ligesom begrebet fik en særlig understregning med bl.a. den såkaldte programsymfoni (Berlioz, Liszt), hvor de enkelte satser bindes sammen af såvel program som fælles tematisk stof.

Boks 2

Illustrationer: © National Geographic/Filipe Dávalos

Den aztekiske kalendersten (Solstenen) skildrer aztekernes kosmosopfattelse. Ifølge den levede man i den femte tidsalder eller "sol", idet de fire forudgående tidsaldre alle var blevet efterfulgt af tilintetgørelse.

Solstenens centrale motiv er en gudemaske (21), formentlig Solen. I maskens mund ses den rituelle flintekniv (25). Med den knivtype skar præsterne ofrenes bryst op for at udtage hjertet og vie det til Solen. På begge sider af masken ses to gribekløer med menneskehjerter (26). Masken ses i centrum af billedtegnet fire olin (bevægelse eller jordskælv; tegnets omrids er nederst angivet med en sort streg). Fire olin er en datobetegnelse. Med 260 dages mellemrum hed dagen fire olin eller Solens dag; det var på den dato, man antog, at den femte tidsalder ville blive tilintetgjort.

De fire felter i olintegnet udgør billedtegnene for de fire forudgående tidsaldre: fire ocelotl (jaguar), fire ehecatl (vind), fire qujavitl (regn) og fire atl (vand). Tegnene for jaguar, vind, regn og vand er kalenderdatoer. I båndet, der omkranser olinmotivet, vises kalenderens 20 dagtegn.

I det aztekiske kalendersystem kunne man skelne de enkelte år inden for en 52-års-periode fra hinanden, hvorefter man begyndte forfra på en ny cyklus. Øverst på stenen ses tegnet 13 acatl (rør, 22); det er en årstalsangivelse, som angiver tidspunktet for den femte tidsalders fødsel i en fjern fortid, og som tillige ækvivalerer med årstallet 1427, det år, da herskeren Itzcoatl fik magten og skabte det aztekiske riges storhed. I dette kalendersystem falder verdens skabelse således sammen med den sidste mesoamerikanske stormagts fødsel. To ildslanger (24, 27) omkranser stenen; deres haler (23) ses på hver sin side af skabelsesdatoen.

Stenen er 3,6 m i diameter. Den blev fundet i 1790 i Mexico City på det sted, hvor det centrale tempelområde i sin tid lå i Tenochtitlan, aztekernes hovedstad. Farverne er ikke de originale.

MSuS

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig