En af de mest kendte fremstillinger af friheden er den franske maler Eugène Delacroix' billede Friheden fører folket på barrikaderne, der skildrer en scene under Julirevolutionen, 28. juli 1830. Maleriet hænger på Louvre.

.

Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev den 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.

.

Ifølge USA's forfatning har enhver amerikaner ret til at bære våben. Mange sætter spørgsmålstegn ved denne ret, men Ronald Reagan var én af de præsidenter, som i 1980'erne klart gik ind for opretholdelsen af denne frihed.

.

Jeg er fri, anonymt stik i farver. Ophævelsen af slaveriet blev under Den Franske Revolution blev proklameret i Nationalkonventet den 4. februar 1794, og alle indbyggere i franske kolonier blev franske borgere. Slaveriet blev imidlertid genindført i 1802 og blev først igen ophævet i 1848 - ligesom i Danmark.

.

Frihed er et begreb, som spiller en central rolle i teologi, filosofi, etik og politik, og det benyttes også i en lang række andre sammenhænge.

Faktaboks

Etymologi
Ordet frihed kommer fra middelnedertysk vriheit, afledt af det fællesgermanske adjektiv 'fri', som bl.a. indgår i det nordiske 'frels' og er beslægtet med ord som 'fred, frænde, frille' samt tysk freund og engelsk friend, 'ven'. Ordet betegnede et bestemt fællesskab, der beskyttede mod andre, og dets betydning havde tillige at gøre med at være vellidt.

Ordet optræder som regel i ental, men det kan også benyttes i flertal. Det har da ofte en nedsættende klang, at man "tager sig friheder", dvs. gør noget, som man strengt taget ikke kan tillade sig. Ordet frihed har en lang række betydninger, der som regel er positive. Som et umisteligt gode fremtræder friheden i den svenske biskop Thomas Simonsson af Strängnäs' (ca. 1380-1443) frihedssang fra 1400-tallet, når det hedder, at "Frihed er det bedste guld", som skal holdes i højere værd end livet selv. Selvstændighed og uafhængighed af andre er udtryk for frihed. I denne betydning benyttes ordet af Holberg, når han taler om den naturlige frihed, som mennesket oprindelig levede i, hvor det er "ingen Øvrighed eller menneskelig Magt undergiven" i modsætning til en "Borgerlig-Stand" under en regering, som mennesket må rette sig efter. Når der tales om "havenes frihed", menes, at havene ikke er undergivet en bestemt stats herredømme, men at enhver nations skibe har ret til at færdes på havet.

Den Franske Revolutions parole "Frihed, lighed og broderskab" var også et krav om opløsning af de afhængighedsforhold, der bandt mennesker til andre. "Mennesket er født frit, men dog er det overalt i lænker" lyder en kendt sætning i Jean-Jacques Rousseaus værk om samfundspagten Du Contrat social (1762, dansk Om Selskabs-Foreningen eller Grundsætninger i Statsretten, 1795), som sigter på menneskets ufrihed i det borgerlige samfund. Frihed kan også betegne modsætningen til ydre tvang, fx at være på fri fod og have mulighed for at bevæge sig frit omkring. Med frihed kan juridisk tænkes på modsætningen til slaveri, eller der kan tænkes på særlige frihedsrettigheder, typisk retten til at tænke eller tale frit (ytringsfrihed) eller religionsfrihed som modsætning til konfessionel tvang.

Frihed kan betegne en undtagelse fra loven, at man er fritaget fra noget, fx skattefrihed, og visse rettigheder kan også udtrykkes som friheder, en friherre er en person, som nyder sådanne fordele. Ordet frihed kan i denne betydning benyttes synonymt med privilegium.

Frihed kan være et udtryk for tolerance, og i den betydning anvendes undertiden følgende sætning, hentet fra indledningsdigtet til Grundtvigs Nordens Mythologi (1832): "Frihed for Loke saavelsom for Thor"; sætningen opfattes som et udtryk for en grundværdi i et pluralistisk samfund, at flere opfattelser kan eksistere side om side. Grundtvig taler her også om "Frihed for Ordet" og om åndsfriheden som "Frihed for Alt hvad der stammer fra Aand,/Som ikke ændres men arges ved Baand". I kirkelig sammenhæng tales også om forkyndelsesfrihed, som en præsts ret til frit at forkynde sit budskab fra prædikestolen. Rækkevidden af denne frihed, når der er tale om politiske eller andre ikke-religiøse udsagn, er genstand for diskussion. Der tales også om frihedens paradoks, at ubegrænset frihed fører til ufrihed, da den stærke da vil herske over den svage.

Sophus Claussen af "Atomernes Oprør" fra Heroica (1925)

Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed. Jeg besværger Jer, ilende Masser som omslynger Jorden, Stormenes Forbund og Ilden! og Vandet! og alle Atomer indoptagne i Kræfternes Spænding eller i Vækstliv, alle Lys- og Lyd-Elementer og Eders Forbundne, Hav paa Hav af Atomer ... jeg beder: vis Naade mod Kloden! Ligeledes besværger jeg Pesten og Krigen og Kvinden, (alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed) hver som kan skade vort Jordliv: at vise Naade mod Kloden.

Ordet frihed har en meget stor symbolværdi. Frihed opfattes som et af de højeste goder, som det er værd at kæmpe for og i sidste instans lade livet for. Frihed har været et bannermærke for væbnet modstand mod undertrykkelse som frihedskamp, og begrebet frihedskæmper har en særlig positiv klang. Men også i denne sammenhæng er ordet mangetydigt. Hitler talte om det tyske folks frihedskamp, hvormed han tænkte på uafhængighed af andres vilje for det tyske folk og den tyske race.

Frihed kædes ofte sammen med lighed. Lighed indebærer, at alle har krav på samme grad af frihed. På latin modsvares begrebet frihed af ordet libertas afledt af adjektivet liber, der indgår i en lang række fremmedord, der har med frihed at gøre, fx liberalisme om den politiske bevægelse for borgerlig frihed i 1800-tallet eller liberalitet om gavmildhed. Det latinske ord licentia betyder også (utøjlet) frihed eller tilladelse, og heraf er afledt licens, tilladelse eller frihed til (evt. mod betaling) at benytte andres rettigheder. Ordet autonomi, der er afledt af græsk (authos 'selv', nomos 'norm, lov'), er nært beslægtet med frihed som politisk frihed eller moralsk frihed til selv at bestemme over sine handlinger. På græsk benyttes efter 400-tallet f.v.t. ordet eleutheria, der betegner både en bystats (polis) og det enkelte menneskes frihed.

Teologisk frihed

I teologien spiller spørgsmålet om frihed som personlig, åndelig frihed en central rolle. Begrebet står i nær sammenhæng med den filosofiske diskussion om viljens frihed, og der går også linjer fra den teologiske refleksion over frihedsbegrebet til diskussionen om politisk frihed. Et eksempel fra vor tid er befrielsesteologi, men også tidligere var der sammenhænge.

I Det Nye Testamente spiller frihed for synd og ubundethed af Moseloven en central rolle i apostelen Paulus' lære, som han udvikler i sine breve, hvor han taler om frihed ved evangeliet (bl.a. Gal. 5,1ff.; Rom. 6,18-23). Paulus benytter billedet "slave" og "fri" om mennesket før og efter Kristus. Den kristne besidder den sande frihed, og efter Paulus' opfattelse var den enkeltes stand i dette liv som fri eller slave mindre væsentlig; Paulus kunne derfor råde en kristen slave til ikke at rejse spørgsmålet om frihed over for sin herre (1. Kor. 12,13 og 17 og 7,21-24).

I skriftet om den frie vilje, De libero arbitrio fra 389, rejste Augustin spørgsmålet om det ondes ophav og menneskets evne til at handle i overensstemmelse med sin indsigt i, hvad der er godt og ondt. Augustins værk og forholdet mellem menneskets frie vilje og Guds nåde blev stærkt diskuteret både i Augustins samtid (pelagianismen) og senere i middelalderen.

Meget omtvistet i protestantisk teologi er Martin Luthers skrift om den trælbundne vilje, De servo arbitrio fra 1525, hvor han vendt mod Erasmus af Rotterdam hævdede, at mennesket ikke havde en fri vilje over for Gud, men at viljen var trælbunden og kun kunne befris af Guds nåde. Et grundlæggende reformatorisk skrift er Luthers Von der Freiheit eines Christenmenschen (Om et kristenmenneskes frihed) fra 1520. Luther opstiller her i tilslutning til Paulus to sætninger: "Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet" samt "Et kristenmenneske er i alle ting en træl skyldig at gøre tjeneste og enhver undergivet".

Luther sondrede mellem det åndelige nye menneske og det gamle legemlige. Det åndelige menneske "har intet andet, hverken i Himlen eller på jorden, som det kan leve, være from, fri og kristen ved, uden det hellige evangelium, Guds ord, forkyndt af Kristus..." Troen alene gør from uden gode gerninger. Tilgang til Guds ord kræver ikke kirken som institution. Luther opstiller læren om almindeligt præstedømme. Alle er præster, "tjenere, trælle, forvaltere, som skal prædike Kristus, tro og kristelig frihed for de andre". Det indre menneske er frit, men det ydre menneske er en træl. Det færdes i det ydre liv og "skal styre sin egen krop og omgås med andre folk". Gode gerninger kan ikke tjene til at vinde frelse, men den gode fromme mand gør gode gerninger. Den rette kristne frihed er den, at mennesket lever ikke i sig selv, men i Kristus og sin næste, "i Kristus gennem troen, i næsten gennem kærligheden". Luther betragter det kristne menneske på én gang som indre og ydre menneske; også som træl er altså den kristne fri.

Luther drog ikke selv politiske konsekvenser af sit budskab. Han vendte sig mod de oprørske bønder under Den Tyske Bondekrig i 1525, der tog tanken om frihed og lighed bogstaveligt. Konflikten mellem kristen frihed som opnået ved troen alene og et engagement for sociale forbedringer og politisk frihed kom herved frem. I højere grad end fra lutherdommen var det fra den reformerte retning af protestantismen, at der lød røster for politisk frihed. Heraf udvikledes et moderne frihedsbegreb i sammenhæng med menneskerettighederne.

Frihed som juridisk begreb

I oldtidens slavesamfund var modsætningen fri og ufri grundlæggende. Kun frie personer havde rettigheder, mens slaver betragtedes som ting (latin res). I en juridisk lærebog fra 100-tallet af den romerske jurist Gajus er sondringen mellem en persons egenskab af fri (liber) eller slave (servus) afgørende. Nogle personer var dermed underkastet en andens herredømme (alieni juris). Frihed for dette bånd kunne opnås ved en særlig procedure, emancipatio. Ordet emancipation er siden kommet til at betegne ligestilling og dermed opnåelse af samme friheder og rettigheder som andre, fx kvindeemancipation. Man taler også om, at en person er emanciperet i betydningen frigjort. Som en personretlig kategori anvendtes frihed langt op i tiden. Indskrænkninger i den personlige frihed kunne ske som i Danmark i form af vornedskab eller stavnsbånd, men overhovedet var sondringen mellem fri og ufri stænder grundlæggende. Et vidnesbyrd om forskelle mellem land og by i så henseende er den middelalderlige sætning, at "Byluft gør fri, landluft gør ufri", der hentyder til byernes privilegier over for den omstændighed, at jord og bønder på landet i det feudale system hørte under en bestemt herre.

Juristerne taler også om kontraktsfrihed og tænker hermed på det princip, at aftaler kan indgås frit uden som i romerretten at være bundet af bestemte kontraktstyper. Ofte tænkes med kontraktsfrihed tillige på, at parterne i kontraktsforholdet opfattes som lige, og at en kontrakt uanset sit indhold må respekteres. Lovgivning og retspraksis har dog gjort indgreb i dette princip for at beskytte den svagere part.

I strafferetten er både krænkelser af kønsfriheden i form af voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse alvorlige forbrydelser, og Danmarks Riges Grundlov indeholder i § 71 særlige regler, der beskytter den personlige frihed. Frihedsrettigheder er en betegnelse for grundlæggende rettigheder eller borgerrettigheder i et samfund, som skal sikre menneskets frihed. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og senere en række såkaldte amendments i form af Bill of Rights fra 1791 til den amerikanske forfatning dannede sammen med den franske Menneskerettighedserklæring fra 1789 forbilledet for det katalog af sådanne rettigheder, som mange staters forfatning indeholder for at sikre individet mod statens overgreb. Friheden anses som et så vigtigt gode, at berøvelsen af den er en straf. Frihedsstraf spiller derfor en central rolle i straffesystemet.

Økonomisk frihed

I økonomi tales om handelsfrihed og frihandel som frihed for indskrænkninger i form af told eller handelsreguleringer i modsætning til protektionisme. Franske fysiokrater talte i 1700-tallet om "laissez faire, laissez passer", men som grundlæggeren af frihandelsteorien anses skotten Adam Smith med værket An Inquiry into the Nature and Causes of The Wealth of Nations (1776, dansk Undersøgelse om National-Velstands Natur og Aarsag, 1779-1780). Fri handel og næring var for ham vejen til øget velstand. Tanken om en liberalt fungerende markedsøkonomi spiller også en vigtig rolle i moderne økonomisk teori, bl.a. for tilhængerne af Chicagoskolen.

Politik og politisk filosofi

I et demokratisk samfund opfattes en række former for frihed som helt afgørende. Det gælder naturligvis de særlige frihedsrettigheder, der gør en demokratisk debat mulig, særlig ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Pressefriheden opfattes som en særlig vigtig del af ytringsfriheden. I den amerikanske stat Virginias forfatning fra 1776 hed det ligefrem, at pressens frihed er et af frihedens vigtige bolværker ("the freedom of the press is one of the great bulwarks of liberty"), og at den kun kunne indskrænkes af en despotisk regering (§ 12). I nutidens samfund er det ikke så meget regeringsindgreb, der ses som en fare for demokratiet, men en stærk koncentration af ejerskab over medierne, som gør det muligt at styre nyhedsstrømmen til befolkningen.

I politisk filosofi og i den etiske debat spiller begrebet frihed en central rolle. Det benyttes ofte, men ordets betydning er langt fra entydig. Anarkisme er en betegnelse for en politisk teori, som siger, at staten er en hindring for menneskets udfoldelse, som bør ske i enheder, hvor ingen bestemmer over andre. Liberalismen ønsker statens indflydelse begrænset til at skabe rammerne om det frie initiativ.

I politisk filosofi møder vi overvejelser over frihed som et spørgsmål om forholdet mellem stat og individ. I antikken er Platons og Aristoteles' politiske skrifter de centrale for forståelsen af statsformernes væsen, og de har i vidt omfang dannet udgangspunkt for senere tiders drøftelser af politisk frihed. I Platons dialog "Lovene" diskuteres i tredje bog despotiske og demokratiske statsformer. Begge kan udarte, den demokratiske, som den fandtes i Athen, på den måde, at friheden tager overhånd, så at "man ikke er villig til at trælle for de styrende og dernæst den, at man søger at undgå at trælle for sin fader eller moder eller de ældre og at modtage formaninger fra dem; og nærmer man sig målet, kommer det dertil, at man ikke ønsker at underordne sig lovene, men, når man er lige ved målet, bekymrer man sig ikke om eder og løfter, ja overhovedet ikke om guderne..." Den mest despotiske og den mest demokratiske forfatning vil begge være tilbøjelige til at gå til hver sin yderlighed. Der bør derfor regeres med mådehold, og en middelvej bør findes, hvis der skal nydes frihed. Friheden må kombineres med autoritet, og borgerne må respektere myndighederne og lovene.

Et berømt udtryk for athenernes opfattelse af friheden er den gravtale, som Perikles holdt i begyndelsen af Den Peloponnesiske Krig, og som er gengivet af historikeren Thukydid: "Sæt lykke lig frihed, frihed lig mod, og sky ikke krigens farer." Aristoteles beskriver i sin Politik statsformerne og det politiske liv. Værkets sjette bog handler om demokratiet, hvis princip ifølge Aristoteles er frihed og lighed. Frihed bestemmer han som det, at alle borgere vekselvis kan regere eller blive regeret, og som den frihed, der består i at kunne leve, som man vil.

I romersk historieskrivning sættes ofte lighedstegn mellem den republikanske forfatning, der indførtes efter kongedømmets fald 509 f.v.t., og frihed (libertas). Libertas er knyttet til den magtdeling, der ansås for den ideelle styreform. Mordet på Cæsar år 44 f.v.t. var bl.a. begrundet i en frygt for, at han ville afskaffe republikken og knægte den romerske frihed.

I renæssancens politiske litteratur fik frihedsbegrebet atter en central plads. Den italienske filosof Niccolò Machiavelli forfattede foruden Fyrsten en kommentar til de ti første bøger af den romerske historieskriver Titus Livius (I Discorsi sopra la prima deca de Tito Livio, dansk Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius, 2004), der udkom i 1531, hvor han analyserede republikken som statsform og i den forbindelse satte friheden som en central værdi. Erfaringen viste, skrev han med udgangspunkt i Roms historie, at ingen stater er vokset i herredømme eller rigdom uden frihed. Machiavelli definerer ikke frihedsbegrebet, men både ydre frihed for undertrykkelse af en fremmed magt og indre frihed som tryghed mod vilkårlig magtudøvelse og en vis grad af medbestemmelse synes at indgå i hans opfattelse af frihed. Efter Machiavellis opfattelse, som den fandt udtryk i Discorsi, var den "blandede" statsform med en republikansk forfatning, som indeholdt elementer af monarki, aristokrati og demokrati, den ideelle statsform, som bedst sikrede friheden. I et kapitel i værket skildrer Machiavelli de særlige vanskeligheder for et folk, som er vant til at leve under et autoritært styre, men som pludselig ved en hændelse og uden kamp får et frit republikansk styre. I sin florentinske historie omtaler han "navnet frihed", som ingen magt kan knuse, ingen tid bære bort, og ingen vinding kan opveje.

Den engelske politiske tænker Thomas Hobbes skildrede i sit politiske hovedværk, Leviathan (1651), et samfund, hvor magten beroede på en samfundspagt og en underkastelseskontrakt mellem folk og hersker. For Hobbes bestod frihed i fravær af ydre tvang og mulighed for at handle, som man vil. De såkaldte kompatibilister, som Hobbes hørte til, mener, at frihed kan forenes med determinisme, mens inkompatibilisterne ikke mener, at nogen form for frihed kan tænkes uden viljens frihed.

For Baruch Spinoza er mennesket frit, når det handler ud fra sin egen indre overbevisning og ikke af ydre tvang. Staten bør sikre borgernes frihed, og der bør være ytrings- og religionsfrihed. Spinoza var determinist. Menneskets frihed består i at erkende det nødvendige, den ydre lovmæssighed, som tvinger det til at handle på en bestemt måde. Mennesket er frit, når det handler ud fra sig selv med denne indsigt.

Mange er tilbøjelige til at betragte den engelske filosof John Locke som den egentlige grundlægger af en teori om politisk frihed. Han talte i Two Treatises of Government (1690) om den frihed, som fulgte af, at lovgivningsmagten opstillede en lovgivning, der var fælles for alle ("freedom of men under government to have a standing rule to live by. Common to every one at that society, and made by the legislative power erected in it"). Locke bygger som Hobbes på en teori om en naturtilstand. For Hobbes var denne en alles krig mod alle, mens menneskene i naturtilstanden efter Lockes opfattelse var frie. En naturlig drift fører menneskene ind i et fællesskab, og statens opgave er den at sikre borgernes liv og ejendom. Lockes politiske filosofi fik stor betydning for senere liberalistiske teorier og for udformningen af Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 1776, der omtaler liv, ejendom og retten til at søge lykke som umistelige rettigheder.

For Rousseau var mennesket af naturen godt og levede i naturtilstanden i frihed. Han måtte derfor vende sig mod teorier om samfundspagten, hvorefter det var det borgerlige samfund, der sikrede friheden. En vigtig opgave for ham var at sikre friheden i det borgerlige samfund over for statsmagten. I værket om samfundspagten, Du Contrat social (1762), beskrives samfundsdannelsen som en pagt, hvorved mennesket, når det forlader naturtilstanden, ikke opgiver sin frihed, men underkaster sig almenviljen (la volonté générale), som hans egen vilje er en del af. En anden side af Rousseaus frihedsidéer var hans tanker om friere børneopdragelse.

Allerede Locke havde i sin beskrivelse af den engelske forfatning talt om lovgivende, udøvende og dømmende magt og fordret en adskillelse af udøvende og dømmende magt. I sit værk De l'Esprit des lois (1748, dansk Om Lovenes Natur og Aarsag, 1770-1771) fortsætter Montesquieu denne tankegang og udvikler sin lære om magtfordelingen, der forhindrede magtmisbrug, som en betingelse for politisk frihed.

Begrebet frihed spiller en afgørende rolle i Kants filosofi, og det er centralt for Hegel og gennemgår en udvikling fra at være en frigørelse fra indre tilskyndelser og behov og fra ydre tvang over ret til at handle og ytre sig frit til forestillingen om, at "det kun er som den tænkende fornuft, at viljen er en sand fri vilje".

Forfatteren Benjamin Constant var som fransk politiker i 1820'erne en forkæmper for politisk frihed og advarede mod statens begrænsning af den enkeltes råderum også under et demokratisk styre. Den franske aristokrat Alexis de Tocqueville opholdt sig 1831-1832 i USA, og de politiske forhold her beskrev han i sit værk om demokratiet i Amerika (De la Démocratie en Amérique), der udkom i 1835 og 1840. Tocqueville var levende optaget af ligheden og den politiske frihed i USA. Han betragtede den udstrakte politiske frihed som baggrund for Amerikas velstand, men han så samtidig de indbyggede farer i systemet for flertalsdiktatur og ukvalificeret styre i et egalitært demokrati: Det kommunale selvstyre så han som en måde, hvorpå interessen for deltagelse i det politiske liv og sansen for værdien af den politiske frihed kunne fastholdes.

John Stuart Mills skrift om friheden, On Liberty (1859, dansk Om Friheden, 1875), har siden været et helt centralt og uomgængeligt udgangspunkt for en diskussion af individets frihed og statens ret til at gøre indskrænkninger heri. Grundlæggende er hans sondring mellem handlinger, som kun berører en selv, og dem, der berører andre. Kun de handlinger, som berører både en selv og andre, kunne samfundet skride ind over for: "The only purpose for which power can be rightfully exercised over any member of a civilized community, against his will, is to prevent harm to others" ("Det eneste formål, til hvis opnåelse magt med rette kan udøves over et medlem af et civiliseret samfund, er for at forhindre, at der tilføjes andre skade"). Mill afgrænser, hvad han kaldte "den menneskelige friheds vigtigste område", og det omfattede for det første samvittighedsfrihed, herunder ytringsfrihed. For det andet omfattede det "frihed i vort valg af livsstilling og anden beskæftigelse, ret til at indrette vort liv, således som det passer for vor egen karakter, frihed til at handle efter vor tilbøjelighed under forudsætning af, at vi tager de mulige konsekvenser, og så længe vi ved vore handlinger ikke tilføjer vore medmennesker noget ondt, er de uberettigede til at lægge os hindringer i vejen, selvom de skulle anse vor adfærd for tåbelig, forkert eller urigtig". Som det tredje nævner Mill foreningsfriheden.

Mills tanker om frihed var en vigtig del af grundlaget for Georg Brandes' forelæsninger over hovedstrømninger i europæisk litteratur, hvor frihedsidéens sejr over reaktionen og udviklingen af en ny realistisk litteratur i frihedstankens tjeneste er et bærende tema. Brandes udsendte i 1869 en oversættelse af Mills bog om Kvindernes Underkuelse, som var et vigtigt kampskrift for kvindeemancipationen. Mills opfattelse, at staten kun bør blande sig i den enkeltes handlinger for at forbyde handlinger, som skader andre, blev påberåbt under debatten særlig i 1960'erne om strafbarheden af homoseksualitet og pornografi, og den var et af argumenterne for at fjerne straf og ophæve forbud.

I moderne tid er det især i amerikansk retsfilosofi, at der er ydet vigtige bidrag til diskussionen om, hvad frihed indebærer. Filosoffen John Rawls har i bogen A Theory of Justice (1971) ydet et bidrag til den politiske teori og retslære, der har været genstand for meget stor opmærksomhed. Én af værkets hovedteser er, at alle skal have samme ret til det mest omfattende system af fundamentale frihedsrettigheder, der kan forenes med et tilsvarende system af frihedsrettigheder for alle. Hermed tænkes på de borgerlige frihedsrettigheder, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed, ret til "due process of law" mv. samt de særlige demokratiske rettigheder, stemmeret, valgbarhed, mv. Hans udgangspunkt er, at disse rettigheder kun under ganske særlige omstændigheder må krænkes for at forbedre de økonomisk allerdårligst stilledes situation. Rawls tillægger de fundamentale frihedsrettigheder en særlig betydning, "de er til for at sikre, at alle kan udvikle deres evner og fuldt ud bruge dem, som de ønsker, et helt liv". Frihed er afgørende for udviklingen af mennesket som en moralsk personlighed med selvagtelse og retfærdighedssans.

I amerikansk retsfilosofisk debat tillægges de grundlæggende frihedsrettigheder stor betydning af bl.a. Ronald Dworkin i Taking Rights Seriously (1977). En stærkt liberalistisk holdning viser Robert Nozick, der i sit tidlige forfatterskab (Anarchy, State and Utopia, 1974) gik ind for en kraftig begrænsning af statens ret til at sætte skranker for den enkeltes udnyttelse af ejendomsretten og andre goder, men som i senere værker i højere grad har pointeret, at der er et samspil mellem offentligt engagement og respekten for individuel frihed. Friedrich von Hayek har i Law, Legislation and Liberty (1973-1979) gjort sig til talsmand for en liberalistisk økonomi med udgangspunkt i en opfattelse af frihed som fravær af tvang gennem andres arbitrære vilje og dermed ret til at udnytte sine kundskaber til at forfølge egne mål inden for en given social ramme, der er lige for alle. Den amerikanske liberale økonom James M. Buchanan har i en række værker, bl.a. The Limits of Liberty (1975), med udgangspunkt i en samfundspagtsteori og en grundopfattelse af egoisme som en fundamental menneskelig drivkraft beskæftiget sig med forfatningsspørgsmål ("contradictual constitutionalism") og plæderet for en forfatning, der sikrer de enkelte individers rettigheder mod statsmagtens indgreb og samtidig er den nødvendige ramme om det samfund, der skal sikre produktionen af nødvendige fælles goder.

Kunst og videnskab

Der tales om frihed i en lang række andre sammenhænge end politiske, filosofiske og teologiske. Kunstnerisk frihed (latin licentia poetica) er frihed til at afvige fra virkeligheden. Grænsen mellem den egentlige fiktion, hvor den kunstneriske frihed har frit løb, og en genre som den dokumentariske roman, hvor der stilles strengere krav til nøjagtigheden, er undertiden flydende. En debat i 1980'erne om den danske forfatter Thorkild Hansens bog om processen mod den norske forfatter Knut Hamsun viste, hvilke vanskeligheder der kan opstå, hvis et værk ikke klart bekender sig som enten roman eller historisk skildring. I kunstens verden var frihed også det ord, der benyttedes om løsrivelsen fra en bestemt herskende retnings smag. Den officielle kunstsmag kom til udtryk i salonmaleriet, og imod dette vendte en række kunstnere sig i slutningen af 1800-tallet. I Østrig samledes de i Die Sezession, i Danmark i Den Frie Udstilling.

Videnskabelig frihed eller forskningsfrihed er en anden form for frihed, som hører en nyere tid til. Den tyske filosof Hegel behandlede den i sin retsfilosofi. Med forskningsfrihed tænkes på den enkelte forskers ret til selv at bestemme sit forskningsemne og til at drive sin forskning uden at skulle tage hensyn til andet end at nå et videnskabeligt rigtigt resultat. Processerne mod Giordano Bruno og Galilei kan nævnes som eksempler på, at denne frihed var underkastet begrænsninger af hensyn til kirkens lære om Jorden som Universets centrum. Lignende problemer har senere mødt tilhængere af Darwins lære om arternes oprindelse. Moderne teknologis uhyre fremskridt har givet diskussionen om forskningens frihed en anden dimension. Hensynet til forskningsfrihed på den ene side og samfundsmæssige eller humanitære hensyn på den anden side giver ikke mindst i den medicinske forskning anledning til overvejelser, fx i forbindelse med biologisk forskning i genteknologi.

Frihedens flertydighed

Frihed er et flertydigt begreb. En eksakt definition kan ikke gives. Frihed kan opfattes som en værdi, men også som en forudsætning for overhovedet at kunne tale om værdier. Frihed kan både være negativ og positiv. Man kan være fri for noget, og man kan have frihed til at gøre noget. Filosoffen Isaiah Berlin har understreget denne forskel mellem den positive frihed til selvbestemmelse og den negative frihed i betydningen fravær af indblanding fra andres side. Han fremhævede samtidig, at friheden er så vigtigt et gode, at der må stås fast på den også i den tredje verden, hvor hensynet til opnåelsen af et socialt og økonomisk højere stade ofte prioriteres højere end den politiske frihed.

Frihed er ikke blot et mangetydigt ord. Det er også et modebegreb. I nutiden er friheden som frihed til personlig selvudfoldelse og til selv at vælge sin tilværelse blevet et bannermærke for moderne livsstil. Kvinder har ret til fri abort. Uægteskabeligt samliv er frihed for et legalt ægteskabeligt bånd. Man kan klæde sig, som man vil, om end inden for visse grænser.

Ordet frihed eller befrielse indgår i navne på en række politiske bevægelser. Et eksempel er PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation. Koloniherredømmets afvikling efter 2. Verdenskrig er også et udtryk for befrielsen for et fremmedherredømme. Frihed har et kerneområde, som er den personlige frihed for fængsel eller slaveri under andres herredømme. Først når denne basale frihed er sikret, bliver frihed aktuel i sine mange andre betydninger.

Trods sin uklarhed som begreb står frihed imidlertid stadig som en fundamental vestlig værdinorm.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig