For mange mennesker konkurrerer hjem og arbejdsplads om at være det sted, hvor man lever det egentlige liv: Nogle arbejder udelukkende for at få mulighed for at "være sig selv" i hjemmet, mens andre nærmest bruger hjemmet som base, hvorfra de drager ud for at "realisere sig selv" i arbejdslivet. Uanset om en person tilhører den ene eller den anden af ovennævnte ydergrupper eller en mellemgruppe, hos hvem der er mere balance mellem arbejde og hjemmeliv, følger de roller og funktioner, som man kan have på sin arbejdsplads og i sit offentlige liv, ikke med ind i hjemmet; her bor privatmennesket, og omverdenen har intet krav på, og som regel heller ingen forventning om, at blive budt indenfor eller delagtiggjort i, hvad der foregår bag "hjemmets fire vægge". Sådan er det i princippet, men i praksis er hjemmets privathed og rekreative karakter mindre absolut: Hjemmeindustri er ganske vist en sjældenhed i vore dages Danmark, men til gengæld er der mange mennesker i kontor- eller undervisningsjob, der jævnligt tager arbejde med hjem, og i de kommende år må den stigende udbredelse af distancearbejde forventes yderligere at opbløde grænserne mellem hjem og arbejdsplads.
Også den selskabelighed, der foregår i hjemmet, kan være mere eller mindre privat. Personale, kolleger, forretningsforbindelser o.l. hører ikke til intimsfæren, men i mange brancher og miljøer er det alligevel reglen snarere end undtagelsen, at man fra tid til anden inviterer arbejdsforbindelser hjem for at pleje det indbyrdes forhold eller markere sin position. Hvad enten der er tale om en ministers repræsentation i hjemmet, en chefs årlige sammenkomst for sine medarbejdere eller en mere beskeden middag blandt ligestillede kolleger, har den form for selskabelighed generelt en anden og højere status end tilsvarende arrangementer på arbejdspladsen eller offentlige steder. Ved at invitere gæsterne inden for i sit hjem blotter, eller udstiller, værten nemlig overfladisk den private side af sig selv og signalerer personligt engagement, sympati og interesse og lægger op til en mere afslappet og fortrolig stemning end den, der som regel vil opstå i mere offentlige omgivelser.
Uanset hvem familiens gæster er, og uanset om den overhovedet har gæster, er hjemmet familiens stærkeste statussymbol. Hjemmet og dets indretning fortæller udenforstående om beboerne og bekræfter beboerne i deres egen selvopfattelse. Hjemmet afspejler familiens vaner, smag, holdninger, historie, økonomiske formåen og ambitioner; men hjemmet er ikke bare et spejl, det er også en ramme, som med de givne begrænsninger og muligheder er med til at forme beboernes dagligliv og selvforståelse. I Danmark er der generelt en høj grad af bevidsthed om hjemmets på én gang repræsentative og formende funktion, og artikler om, hvordan man kan indrette sit hjem og selv indrette sig i det, er populært stof i avisernes boligsektioner og i ugeblade og specialmagasiner, der spænder fra Hjemmet (udgivet siden 1904) til Skønne hjem (udgivet 1980-1983).
Hjemmets funktion som ramme om familiens fritid og selskabelighed forandrer sig i overensstemmelse med samfundets skiftende værdinormer, moder og konjunkturer. I 1970'erne var begrebet "hjemlig hygge" nærmest suspekt i toneangivende progressive kredse, i 1980'erne var det moderne at henlægge en større del af fritiden og møderne med omgangskredsen til caféer, restauranter o.l., og i 1990'erne konstaterede ejendomsmæglerne en fornyet efterspørgsel efter boliger med både dagligstue og spisestue og de øvrige faciliteter, der hører til den større, mere organiserede selskabelighed i hjemmet.
Ordet hjem bruges også i visse sammenhænge om den familie, der bor i boligen, først og fremmest om familien som den opdragende og tryghedsskabende ramme om børnenes opvækst: At have et "godt hjem" er således ikke det samme som at "bo godt" eller være "af god familie".
"Hvad er et Hjem uden Fader?" og "Hvad er et Hjem uden Moder?", stod der på de broderede stykker, som i slutningen af 1800-tallet (vistnok under indflydelse fra USA, hvor de længe havde været i brug) begyndte at dukke op på væggene i danske hjem. Det underforståede og i henhold til tidens normer og kønsroller korrekte svar var "ikke noget hjem". "Mænd bygger Huse, Kvinder skaber Hjem", lyder et nordjysk ordsprog, som præcist opsummerer rollefordelingen i borgerskabets og middelstandens familier i det sene 1800-tal og i første halvdel af 1900-tallet. Manden var først og fremmest aktiv uden for hjemmet, hvor han tjente penge til familien og sikrede dens sociale status. Kvinden var ansvarlig for at indrette hjemmet som ramme om familiens private og selskabelige liv, og som husmoder sørgede hun med eller uden hjælp fra ansatte for at "føre hus" og opdrage familiens børn.
Dette mønster forsvandt i 1960'erne, da kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, samtidig med at husholdningsmaskiner, fødevareindustri og offentlige børneinstitutioner overtog en stor del af husmoderens traditionelle funktioner. Denne ændring i kønsrollemønstret har medført, at kun de færreste kvinder udelukkende definerer sig selv ud fra deres rolle i hjemmet, ligesom kun et mindretal af mænd udelukkende definerer sig ud fra deres arbejdsliv uden for hjemmet. Selvom kvinderne stadig står for over halvdelen af arbejdet i hjemmet, og mændene stadig er mere udearbejdende end kvinderne, er grænserne mellem de to roller i dag så flydende, at et hjem ikke længere kræver en person af hvert køn for at være et hjem.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.