Aksemagternes nederlag i 1945 var et nederlag for nazisme, fascisme og japansk militarisme. I den udstrækning de nye globale styrkeforhold afskar Sovjetunionen fra afgørende indflydelse i Vesten, kunne man hævde, at marxismen-leninismen ligeledes havde lidt et definitivt nederlag dér.
Josef Stalin havde allerede i 1943 som et led i aftalerne med sine allierede opløst Komintern. Ved Jaltakonferencen i februar 1945 med deltagelse af Stalin, Winston S. Churchill og Franklin D. Roosevelt tog den kolde krigs opdeling af Europa og meget af den øvrige verden form.
Fra slutningen af 1940'erne udviklede der sig et kompliceret internationalt politisk spil af ideologisk oprustning og gensidig afskrækkelse under trusler om atomkrig, men også med elementer af afspænding og fredelig sameksistens. Mange i Vesten hævdede, at de antidemokratiske ideologier nu havde udspillet deres rolle.
I Danmark slog kredsen af forfattere omkring tidsskriftet Heretica til lyd for denne opfattelse. Oven på den lange europæiske borgerkrig var besindelsens tid inde. Europa eller rettere Vesteuropa tilhørte nu den fri verden, dvs. en verden fri af ideologier med USA og Atlantpagten som garanter for denne frihed.
Spørgsmålet er imidlertid, om Vestens egne identitetsformer dermed ophørte med at have træk af ideologiens virkelighedskonstruktion. Ganske vist var det lykkedes en politisk set liberaldemokratisk og økonomisk set markedsorienteret styreform at besejre de fascistiske og kommunistiske eksperimenter i deres reneste form — i hvert fald på eget territorium.
Men samme styreform havde fostret de nævnte regimer i kølvandet på 1. Verdenskrig, fordi den endnu ikke havde udviklet et alternativ, der var stærkt nok eller besad vilje til at forhindre dem. De spæde demokratier i Tyskland og Italien brød sammen. I kejserens Rusland havde de demokratiske erfaringer endnu været beskedne, kulturelt splittet som landet var mellem slavisme og vestlig kulturpåvirkning.
Havde Vesten da overvundet den blindhed, der i sin tid nærede udviklingen af autoritære regimer, og som synes at være et træk ved ideologierne som kombinationer af folkelig bevægelse, politisk strategi, intellektuel verdensanskuelse, voldsanvendelse og masseorganisation?
Den nye verdensorden efter 1945 var kendetegnet af to forhold, som gør, at man kan tale om ideologi, ikke bare med reference til de fortsat eksisterende kommunistiske statsideologier i Øst, men også om Vestens egne identitetsformer:
1) Jerntæppet, der blev tematiseret i Churchills berømte Fulton-tale i 1946. Året efter kom den amerikanske præsident Harry Truman med sin doktrin til inddæmning af den internationale kommunisme, der skabte uro ved snart at sætte sig på hele Østeuropa og ekspandere voldsomt i fx Kina og Sydøstasien.
2) Det ændrede styrkeforhold internt i den vestlige verden mellem USA og Europa, hvis gamle magter nu endegyldigt afviklede deres respektive imperier og måtte tilpasse sig den nye supermagt. I stedet byggede amerikanerne en helt ny type imperium op, der satsede på frihandel og den amerikanske models overbevisende kraft. Hvor man følte sig truet af kommunismen, blev militærmagt sat ind, fx i Vietnam. I de vesteuropæiske lande og i lande som Chile var der eksempler på en mere uortodoks krigsførelse i kampen mod formodet kommunistisk aktivitet. USA har flere træk tilfælles med det gamle Europa; men fordi USA er et "ungt" land, opviser den amerikanske model en række træk, der er så meget tydeligere: masseindividualismen, privatkapitalismens forrang, civilsamfundets høje grad af selvorganisering, fordismens og taylorismens disciplinering af arbejdsprocessen, massekulturen. Det er en model, der i sin oprindelsesmyte hylder Uafhængighedserklæringens frihedsrettigheder fra 1776. Samtidig har den sorte befolkning dog måttet se sig ekskluderet fra disse rettigheder først som slaver og siden som andenrangs borgere, mens de oprindelige folk blev udsat for en systematisk udryddelse under frontier-perioden.
Den amerikanske kultur både skræmte og fascinerede europæerne. Endnu i 1964 skelnede den italienske kulturteoretiker Umberto Eco (i Integrati e apocalittici) mellem to fløje: de, der bifaldt udjævningen af de kulturelle forskelle, og apokalyptikerne, der alene så en kulturel forfladigelse.
Det amerikanske engagement i begge verdenskrige demonstrerede imidlertid et stort potentiale, som hurtigt skulle bringe Europa i gæld til USA på såvel det økonomiske som det politiske, militære og kulturelle plan. Henry Fords indførelse af samlebåndet i bilproduktionen blev taget op i Europa.
De fascistiske regimer fulgte trop, om end de i deres moderniseringsbestræbelser ikke var dikteret så meget af individualisme og liberalisme som af den korporative stats principper. Også Lenin viede fordismen stor interesse, men understregede, at kun socialismens fælleseje kunne indfri utopien i fordismen og sikre en tilstrækkelig opbakning fra arbejderside til den disciplinering og nedslidning, som de nye arbejdsmetoder udsatte arbejdskraften for.
Ved 2. Verdenskrigs afslutning stod USA og dets vestlige partnere i det ideologiske dilemma at have deltaget i en antifascistisk alliance sammen med Sovjetunionen, dvs. med en stat, hvis værdigrundlag kolliderede med Vestens.
Den antifascisme, der kortvarigt havde blåstemplet Sovjet i de vestlige lande, blev med sovjetiseringen af Østeuropa og Jerntæppet hurtigt udskiftet med en antikommunisme. Målet var på ny at delegitimere kommunismen.
Men kampagnen gjaldt også de nationale varianter af kommunismen i de enkelte vesteuropæiske lande. Det afgørende argument mod disse sidste kommunistpartier var, at deres antifascisme og kamp for det parlamentariske demokrati blot var et dække over en strategi, der blev dikteret fra Moskva, og som havde det ene formål at indføre et folkedemokrati, lig det østeuropæiske.
Den skærpede antikommunisme forhindrede på forhånd en forståelse af antifascismen som en politisk mulighed, der tillod de vestlige kommunistpartier at komme fri af bindingerne til Moskva for i højere grad at knytte an til egne historiske erfaringer inden for egne nationale og politisk-kulturelle rammer.
I USA selv udløste antikommunismen et fænomen som mccarthyismen, der bredt ramte forfattere og filmskabere. Antikommunismen var en afgørende ideologisk komponent i etableringen af det amerikanske hegemoni i den vestlige verden, der stækkede megen kritik ved at stemple den som forsvar for stalinismen.
Hegemoniet havde imidlertid flere lag. Det havde et økonomisk perspektiv med Marshallhjælpens støtte til den europæiske genopbygning; det havde et politisk-militært perspektiv, der udmøntede sig i NATO i 1949, samt et kulturelt perspektiv med udbredelsen af amerikansk massekultur.
Vesteuropæernes tab af deres tidligere verdenspolitiske handlefrihed fremtvang et større fokus på egne interne forhold. De prioriterede løsninger anfægtede dog ikke den kolde krigs grænsedragninger og udgjorde snart stærke alternativer til den sovjetiske models bud på, hvorledes vækst og socialt ansvar kunne kombineres.
I Storbritannien havde lord Beveridge allerede i krigens første år udarbejdet en plan for en ny lovgivning på det sociale område. Arbejdet skulle danne grundlaget for den senere britiske velfærdsstat. De nordeuropæiske socialdemokratier fik ligeledes et tilstrækkeligt råderum til at opbygge deres varianter af velfærdsstaten.
Allerede i 1930'erne havde den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning fået sin socialreform i hus i Danmark. Efter 2. Verdenskrig lykkedes det, inspireret af den britiske økonom John M. Keynes, socialdemokratierne at balancere fordelingspolitiske hensyn via en stor offentlig sektor med markedsøkonomiens krav om fri dispositionsret for arbejdsgiver og kapitalejer.
De steder i Europa, hvor det ikke var socialdemokratiet, men et kommunistparti, der udgjorde kernen i arbejderbevægelsen, var råderummet snævrere. I det italienske tilfælde var det en ikke ringe årsag til den ustabilitet, der har præget det politiske system under hele efterkrigstiden. I Tyskland og Italien udviklede der sig stærke kristelig-demokratiske partier, der havde rødder i katolsk modernisme.
Allerede i 1891 havde pave Leo 13. udsendt encyclikaen Rerum novarum, der rejste det sociale spørgsmål for at tage kampen op med de fremstormende socialistpartier. Næstekærlighedsbudskabet motiverede efterhånden til dannelsen af egentlige partier, der fik en central placering i de to nævnte landes genopbygning efter deres krigsnederlag i 1945.
Med til billedet hører også, at antikommunismen rent faktisk bidrog til at legitimere den antidemokratiske højrefløj i Vesten. Fra mellemkrigsperioden overlevede Francos og Salazars autoritære regimer i hhv. Spanien og Portugal.
Indførelsen af det græske oberstregime i Grækenland i 1967 skete uden hindringer. General Pinochets diktatur i Chile menes tilmed støttet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA.
I Italien har flere militærkup været prøvet, bl.a. i 1964, der, selvom det forpurredes, havde succes med at dæmpe reformiveren under en centrum-venstre-regering af socialister og kristelige demokrater. Tilmed har der været eksempler på, at højreradikale terrorgrupper stod i ledtog med dele af de nationale efterretningstjenester, hvilket bl.a. i Italien manifesterede sig i en række bombeattentater 1969-1980.
I 1990 blev det almindelig kendt og nølende også indrømmet fra ansvarlig side, at der siden de første efterkrigstidsår havde eksisteret et europæisk og stærkt antikommunistisk netværk af toptrænede indsatsgrupper under betegnelserne Gladio eller Stay-Behind. I Danmark fandtes Firmaet, der samarbejdede med dansk og amerikansk efterretningstjeneste. Det danske socialdemokrati havde sin egen tjeneste i Arbejderbevægelsens Informationscentral.
I Østeuropa konsoliderede Sovjetunionen sin position, efter at have fået indsat mange af de kommunister, som havde opholdt sig i Moskva under krigen, på ledende poster i de enkelte landes regeringer. Motivet var dikteret af både sikkerhedspolitiske og ideologiske behov.
Med oprettelsen af disse — med en eufemisme — såkaldte folkedemokratier gennemførtes der en sovjetisering af de østeuropæiske lande 1947-1948. Det fulgtes op af et økonomisk samarbejde i COMECON og fra 1955 også af et militært i Warszawa-pagten. Udadtil gav det indtryk af en kompakthed, der virkede truende på Vesten.
Indadtil blev dette holdt sammen af et forgrenet undertrykkelsesapparat, der fik et udspekuleret udtryk i det østtyske ministerium for statssikkerhed, Stasi. Det forhindrede dog ikke, at "den virkeliggjorte socialisme" krakelerede, da det kom til folkelige opstande i Polen og i Ungarn i 1956.
Det var også året, da det sovjetiske kommunistparti under ledelse af Khrusjtjov gjorde op med Stalinmyten ved den 20. partikongres. Selvopgøret var dog begrænset, for så vidt det stalinistiske terrorregimente blev tilskrevet Stalin som person og ikke selve det sovjetiske system. Den marxistisk-leninistiske statsideologi blev fortsat anset for at være den rigtige, blot den blev renset for det element af misforstået persondyrkelse, den havde været båret oppe af.
Derfor reagerede den fortsat med deportationer og eksileringer, som det fx skete, da systemkritikeren Andrej Amalrik udsendte sin bog med det profetiske spørgsmål Vil Sovjetunionen overleve indtil 1984? (1969). Og derfor afskar den politiske klasse i Sovjetunionen sig også fra at forstå, hvad der førte til Murens fald i 1989 og Unionens opløsning.
Blandt Østblokkens etpartisystemer udgjorde partisanlederen Josip Titos Jugoslavien en variant for sig. Det kom til et brud med Stalin, og i 1948 blev Titos kommunistiske liga ekskommunikeret af Kominform, der havde afløst det gamle Komintern.
Tito slog derefter ind på en mere national vej til socialismen. Den adskilte sig fra den ortodokse ved at decentralisere den økonomiske politik. En tilsvarende liberalisering af det intellektuelle klima blev der imidlertid sat en stopper for, da Titos kampfælle og medansvarlige for den særlige jugoslaviske linje, Milovan Đilas, blev domfældt for sine kritiske skrifter, fx Den nye klasse (1957), der satte fingeren på tendensen til et fåmandsvælde selv i det, der gav sig ud for at være et revolutionært samfund. Đilas foregreb den dissidentkultur, der med basis i vestlige værdier dukkede op i Sovjet med Andrej Sakharov og i Tjekkoslovakiet med Václav Havel.
Fornyelsesprocessen var dog langsommelig i et sovjetisk system, der under Brezjnev og chefideologen Suslov stagnerede. Den vesttyske kansler Willy Brandts Ostpolitik fra slutningen af 1960'erne blev da også mere opfattet som en endelig anerkendelse af Europas tvedeling end som optakten til en dialog.
Fra midten af 1980'erne blev de mange sporadiske opbrudstendenser dog mere massive med Mikhail Gorbatjovs initiativer omkring parolerne glasnost og perestrojka.
På mange måder bekræftede denne udvikling, hvad den franske sociolog Raymond Aron forudså, nemlig at den liberal-demokratiske ideologi også ville vinde indpas i Østeuropa. Allerede i 1970'ernes sidste halvdel havde "duerne" i den sovjetiske nomenklatur udvist en positiv interesse for den italienske eurokommunisme (se nedenfor).
Selvom marxismen-leninismen ikke fik et dybere fodfæste i Vesten i sin ortodokse version efter 2. Verdenskrig, vandt den desuagtet frem som en ideologi for en fremskyndet modernisering i store dele af resten af verden.
Det kan forklares ved, at den var leveringsdygtig i en politisk teori og en model for organisering og disciplinering af stor vigtighed for de nationale selvstændighedsbevægelser, der opstod med de tidligere europæiske stormagters afvikling af deres kolonirige.
Man vil kunne finde elementer af den i Gamal Abdel Nassers panarabiske vision, i Fidel Castros og Che Guevaras cubanske guerillabevægelse, i Frantz Fanons algeriske antikolonianisme og i Ho Chi Minhs Viet-Minh i det tidligere Indokina.
I Kina udviklede Mao Zedong en særlig variant af marxismen-leninismen, der forenede vestlig dialektik med kinesisk konfucianisme. Efter at de kinesiske kommunister havde sejret i borgerkrigen mod Chiang Kai-shek i 1949, blev maoismen snart Den Kinesiske Folkerepubliks statsideologi og idégrundlaget for den blodige forvandling af landets store bondemasser til aktører i Det Store Spring Fremad.
Talrige fangelejre og udbredt hungersnød kostede mange millioner mennesker livet. Under Kulturrevolutionen i 1960'erne kom det til omfattende udrensninger i parti- og statsapparatet af såkaldte revisionistiske modstandere. Resultatet blev økonomisk stagnation, der førte til, at Deng Xiaoping kom til magten i slutningen af 1970'erne.
Partiets nye ledergruppe banede vejen for en kommunisme, der forlod maoismens principper for i stedet at adoptere visse af markedsøkonomiens modeller, men uden at overtage den politiske pluralisme, der var knyttet til disse modeller i deres oprindelige vestlige udgaver.
I Cambodja kom De Røde Khmerer til magten i 1975 under ledelse af Pol Pot. Regimet lancerede en selvforsyningspolitik, der krævede store folkeforflytninger fra byerne til landområderne. Planens gennemførelse medførte hungersnød og skete under systematiske massehenrettelser, der fortsatte, indtil Pol Pot blev styrtet af en vietnamesisk invasionsstyrke 1978-1979.
De kommunistiske partiers historie i Vesteuropa har antaget mere nuancerede former end andre steder. Deres ideologiske ballast var nøje afstemt af de nationale såvel som af de geopolitiske forhold. Men de var også meget følsomme over for de kursændringer, som Det Sovjetiske Kommunistparti slog ind på i forbindelse med den 20. partikongres i 1956. Flere vestlige partier blev splittet, som da det ortodokse DKP's leder, Aksel Larsen, blev ekskluderet i 1958 og dannede Socialistisk Folkeparti.
Umiddelbart efter 2. Verdenskrig havde Sovjetunionens rolle i den antifascistiske kamp øget de kommunistiske partiers prestige. Det forhold, at flere modstandsbevægelser i de vesteuropæiske lande havde overvægt af kommunister, der ofte var de bedst organiserede og de bedst ideologisk rustede, gjorde yderligere sit til at forstærke denne prestige.
I Italien havde kommunisterne i Palmiro Togliattis PCI deres rødder i Kominterns politiske kultur. På den 7. Verdenskongres i 1935 havde Internationalen ændret kurs med en ny folkefrontsstrategi, der blev afprøvet i Frankrig under en socialistisk regering og i Spanien op til og under Den Spanske Borgerkrig.
PCI tog sammen med de andre antifascistiske partier del i udformningen af en ny republikansk forfatning efter krigen. Den særlige italienske vej til et "progressivt demokrati" blev grundlagt i dette regi og blev yderligere styrket af partiets store intellektuelle, Antonio Gramsci, hvis efterladte Fængselsoptegnelser fra 1930'ernes fascistiske fangenskab markerede sig ved kritik af den sovjetiske marxisme og ved desto større opmærksomhed over for den italienske kulturs egne store tænkere fra Machiavelli til Benedetto Croce.
Med den nye forfatnings ikrafttræden i 1948 fik Italien en forfatning med et liberaldemokratisk indhold, men også med nogle sociale velfærdsrettigheder, som den tidligere forfatning manglede.
I 1975 lancerede de tre "latinske" kommunistpartier, Enrico Berlinguers PCI, Georges Marchais' PCF og Santiago Carrillos PCE, en særlig eurokommunisme. Strategien var at udstikke en tredje vej mellem socialdemokratisme og sovjetkommunisme.
PCI nåede som Vesteuropas største kommunistparti længst med udviklingen af en ny strategi, da Berlinguer i 1970'erne lagde op til et "historisk kompromis" med Det Kristelige Demokrati. PCI bevarede dog længe et særligt loyalitetsforhold til Moskva, der imidlertid blev sat på en hård prøve i 1956 og igen i 1968 med Warszawa-pagtens militære indgreb over for Alexander Dubčeks Tjekkoslovakiet. Det kom til et brud i 1982, da Berlinguer afskrev Den Russiske Revolution enhver inspirationskraft efter de polske kommunisters knægtelse af Lech Wałęsas Solidaritet.
Interessen for Marx oplevede i 1960'erne og 1970'erne et nyt opsving. Det generelle opbrud i verdenskommunismen efter 1956, den åbne konflikt mellem Sovjet og Kina og amerikanernes felttog i Vietnam nødvendiggjorde en gentænkning af venstrefløjens intellektuelle rødder.
Den britiske marxist Perry Anderson har talt om en særlig vestlig marxisme, der dels vendte sig kritisk imod den realiserede socialisme i Øst og dels relancerede de mere apokryfe træk i den marxistiske tradition, således erfaringerne efter 1. Verdenskrig i Tyskland og Italien med rådsdemokrati.
Herbert Marcuse blev en central skikkelse. Med en Hegel- og Freud-inspireret marxisme ramte han ind i en amerikansk og vesteuropæisk universitetsgenerations voksende modstand mod Vietnamkrigen og forbrugerismens endimensionale menneskesyn.
Max Horkheimer og Theodor W. Adornos Oplysningens dialektik (1947) fik klassikerstatus ved at pege på rationalismens lurende omslag i undertrykkelse af natur og tanke.
Jean-Paul Sartres marxistiske eksistentialisme tilførte nogle idéer om det individuelle engagement. Den vestlige marxisme blev et afgørende ideologisk afsæt for det nye venstre, der havde fodfæste blandt de bredere kredse af studerende, der var blevet rekrutteret til de nye masseuniversiteter, men som også fandt støtte hos yngre arbejdere og fagforeningsledere. Bevægelsen nåede et højdepunkt 1968-1969. I Frankrig og Italien var der eksempler på alliancer mellem arbejdere og studenter.
I Danmark var hverken DKP, SF eller Socialdemokratiet tilstrækkeligt attraktive for store dele af de unge venstreorienterede. Dette gav plads for mange helt nye partidannelser fra VS til det maoistiske KAP.
Politisk Revy blev talerør for den nye, indbyrdes stærkt splittede fløj helt frem til 1987. Det nye venstre fik imidlertid aldrig, hverken i Danmark eller udenfor, et større vælgergennembrud, der kunne true de etablerede arbejderpartier.
Den faglige fornyelse, som universitetsungdommen havde set frem til, sandede til i "munke-marxisme" og kapitallogik. Ungdomsoprøret fik imidlertid udløbere i en række græsrodsbevægelser.
Et mindretal af den mere militante del af det nye venstre sluttede i Italien og Tyskland op om henholdsvis De Røde Brigaders (Brigate Rosse) og Rote Armee Fraktions terrorisme.
Idégrundlaget var hentet fra en skematisk marxisme-leninisme, ligesom den form for byguerilla, der kendtes fra den antifascistiske modstandskamp under 2. Verdenskrig eller fra Sydamerikas Tupamaros, tjente som forbillede. Til den røde terrorismes mest opsigtsvækkende aktioner hørte bortførelsen og drabet på den kristelig-demokratiske leder, Aldo Moro, i 1978 og likvideringen af den tyske arbejdsgiverforenings formand Hanns-Martin Schleyer i 1977.
Venstrefløjens aldrig konsekvent gennemførte kritik af "den virkeliggjorte socialisme" i den kommunistiske verden — og dermed af egne ideologiske rødder — gjorde det så meget lettere at afvæbne den ofte nødvendige kritik, der blev rettet mod de vestlige samfund.
Venstrefløjen havde ligeledes svært ved at åbne sig over for de mere fremsynede mellemlag, der i Danmark fik et manifest i Oprør fra midten (1978), skrevet af Villy Sørensen mfl. I stedet søgte dele af middelklassen mod højre i løbet af årtiet og fandt sammen i et oprør mod velfærdsstatens "formynderi" og "skattetyranni".
Omvæltningerne i Østeuropa omkring 1990 betød et sammenbrud for kommunismen som ideologi. Samtidig stod Vesten foran et økonomisk og informationsteknologisk opsving, der skulle ændre arbejdsstyrkens sammensætning væk fra den traditionelle arbejderklasse og snart realisere kommunikationsteoretikeren Marshall McLuhans visioner om den globale landsby.
Gamle ideologier måtte vige for at gøre plads for nye. I denne henseende leverede postmodernismen et intellektuelt opgør med "de store fortællinger", der var knyttet til oplysningens og frigørelsens ideologier.
Den franske filosof François Lyotard var forfatter til strømningens hovedværk, La Condition postmoderne (1979, dansk Viden om det postmoderne samfund, 1982). Postmodernismen tegnede en ny åndelig minimalisme rundt omkring i universitetsmiljøet og i kulturlivet. I denne henseende havde den træk af en kulturrevolution og faldt i tråd med det mere omfattende nyliberale opbrud på det globale plan, der snart skulle diktere politikkens og økonomiens retning.
Markedets opprioritering fremmede en deregulering af velfærdsstaten, hvis skatteprovenu mentes at binde en for stor del af kapitalen i en "uproduktiv" offentlig sektor. Den klassiske socialdemokratiske blanding af socialistisk fordelingspolitik og økonomisk liberalisme stod nu i vejen for de privatiseringer, besparelser, skattelettelser og den øgede reklamefinansiering af tv-kanaler, der efterhånden dannede grundlag for flere centrum-højre-regeringer i Europa.
Liberalismen havde ellers oprindelig, sammen med de demokratiske og socialistiske strømninger, bidraget til opbygningen af velfærdsstaten. I dag mener mange af dens tilhængere, at den nye liberalisme kan klare sig uden denne ideologiske binding.
Nyliberalismen står dog ikke derfor alene, da den har måttet alliere sig med stærke højretendenser. Dette forhold forlener nyliberalismen med et tvetydigt ideologisk indhold, når den på én gang opererer med etnisk og national indadvendthed og en verden uden grænser, hvor afgørende beslutninger flytter over i multinationale banker og koncerner.
Med deres oprindelse i den moderne europæiske verden har ideologierne på én gang lukket denne verden om sine egne indre konflikter og reduceret den ikke-europæiske verden til noget, der skulle opdages og erobres.
Den europæiske tanke, der bl.a. udmøntede sig i Romtraktaten fra 1957, tager afsæt i den katastrofe, som ideologierne førte Europa ud i i 1900-tallet. Den kan alene overleve som en permanent ideologikritik, der forstår Europa ikke bare indefra, men også udefra ved i højere grad at forstå, hvad der er uden for Europa og på dette "udenfor"s egne præmisser.
Først derved fanges den aktuelle globalisering i dens rummelighed af forskellige civilisationer, der ellers trues af en stærkt amerikansk domineret nyliberalismes tilbagefald i ideologiens snævre modstillinger af ven og fjende, af rigtigt og forkert.
Med europæismen har europæerne imidlertid fået et sæt af idéer og motiver til at tænke deres historie på en ny måde og handle derefter.
Det gælder også spørgsmålet om, hvilken rolle kontinentet skal spille inden for rammerne af, hvad der med en bredere betegnelse kaldes den vestlige civilisation.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.